Opfundne eller konstruerede sprog hører ofte hjemme i fantasy- og science fiction-universer, og som barn har du måske endda selv opfundet et.
Tag for eksempel 'Pig Latin', som er et engelsk, legende sprogspil, hvor ord ændres ved at flytte den første konsonant eller konsonantklynge til slutningen af ordet, efterfulgt af 'ay'.
Ordene 'Pig Latin' bliver således til 'ig-Pay atin-Lay'.
Ord, der begynder med en vokal, får i stedet 'way' til sidst. 'I love you' bliver dermed til: 'Iway ovelay ouyay'.
Med lidt øvelse kan man føre hele samtaler på Pig Latin.
Men det at skabe nye måder at kommunikere på rækker langt ud over børns hemmelige sprog og hjernegymnastik. Gennem historien har mennesker opfundet eller tilpasset sprog af nødvendighed, kreativitet eller videnskabelig interesse.
Selve processen med at skabe et sprog kan også give os et indblik i, hvordan hjernen fungerer.
Lige fra børns hemmelige kodesprog til 'miniaturesprog', som forskere konstruerer i laboratoriet, fortæller de nye kommunikationsformer noget om vores evne til at lære og tage nye regler til os.
'Pidgin-sprog' er født af nødvendighed
Mange nye sprog opstår hverken på kontorer eller i laboratorier, men dér, hvor forskellige kulturer mødes.
Når to grupper med forskellige sprog har brug for at kunne tale sammen for at handle eller bare leve side om side, kan der opstå en forenklet sprogform, en slags blandingssprog, som kaldes et 'pidgin-sprog'.
Ordet 'pidgin' menes at stamme fra en kinesisk udtale af det engelske ord 'business'.
Disse såkaldte kontaktsprog henter typisk en stor del af deres ordforråd fra det sprog, der dominerer den sociale og økonomiske kontakt.
Til gengæld bliver grammatikken ofte forenklet og organiseret på nye måder, så kommunikationen bliver lettere. Derfor deler mange pidgin-sprog visse grammatiske træk.
Planlagte sprog
Ikke alle kunstige sprog opstår spontant. Nogle bliver konstrueret helt fra bunden med omtrent samme omhu, som når man planlægger et ingeniør- eller arkitekturprojekt.
Strukturen er afgørende, for et nyt sprog kræver nemlig mere end nye ord. Der skal også være regler for, hvordan ordene kan sættes sammen, og gerne en gruppe mennesker, som faktisk bruger sproget.
Et kendt eksempel er de elversprog, som J.R.R. Tolkien skabte til Ringenes Herre og Hobbitten.
Længe før han lod sine romanfigurer tale sprogene, havde Tolkien, som var uddannet filolog (sprogforsker), udviklet grammatik, historie og lydsystem. Han ønskede, at sprogene skulle være lige så sammenhængende som naturligt opståede sprog.
\ Tolkiens elversprog (quenya og sindarin)
J.R.R. Tolkien var uddannet filolog og udviklede flere kunstsprog til sit fiktive univers. De to vigtigste er:
- quenya, også kaldet høj-elvisk
- sindarin eller grå-elvisk
Quenya var især inspireret af finsk, mens sindarins lyde blandt andet var inspireret af walisisk. Tolkien gav sprogene deres egne ordforråd og grammatikker og forestillede sig, at de var beslægtede og havde udviklet sig fra et fælles, ældre elversprog.
Et kendt eksempel på quenya er Elen síla lúmenn’ omentielvo – omtrent »En stjerne skinner over den time, hvor vi mødes«. På sindarin betyder mellon »ven«.
Tolkien arbejdede med sprogene gennem det meste af sit liv, men betragtede dem aldrig som endelige. De er derfor omfattende, men ikke komplette nok til uden videre at kunne bruges som moderne hverdagssprog.
Noget lignende gælder esperanto, som den polske øjenlæge L.L. Zamenhof skabte i 1887. Hans mål var et internationalt andetsprog, der skulle være let at lære, med klare regler og uden undtagelser.
I dag findes der et globalt fællesskab af esperanto-talende.
\ Esperanto
Esperanto er et kunstsprog, der blev skabt for at gøre det lettere for mennesker med forskellige modersmål at kommunikere.
Det blev udviklet af den polsk-jødiske øjenlæge Ludwik Lejzer Zamenhof, som i 1887 udgav den første lærebog under pseudonymet Doktoro Esperanto – »den håbende læge«. Herfra fik sproget sit navn.
Ordforrådet stammer især fra latin og romanske sprog, men også fra blandt andet tysk, engelsk og slaviske sprog. Grammatikken er bygget op om få, faste regler og næsten uden undtagelser. Navneord ender for eksempel altid på -o, tillægsord på -a og biord på -e: amo betyder »kærlighed«, ama »kærlig« og ame »kærligt«.
Verber følger også faste mønstre. Mi amas betyder »jeg elsker«, mi amis »jeg elskede«, og mi amos »jeg vil elske«. Trykket ligger altid på ordets næstsidste stavelse.
Konstruerede sprog kan tjene vidt forskellige formål
Klingonsk er næsten det modsatte. Sproget blev skabt af lingvisten Mark Okrand i 1980'erne til Star Trek og blev bevidst designet til at lyde fremmedartet.
Derfor brugte Mark Okrand blandt andet usædvanlige lyde og en atypisk sætningsstruktur, hvor rækkefølgen er objekt-verbum-subjekt.
Klingonsk er især interessant, fordi sproget i modsætning til esperanto blev skabt til en bestemt fiktiv fortælling og ud fra manuskriptets behov.
Det viser, at konstruerede sprog kan tjene vidt forskellige formål: fra at gøre international kommunikation lettere til at gøre et opdigtet univers mere levende og troværdigt.
\ Klingon
Klingon - også kendt som 'tlhIngan Hol' (på sproget selv) - er et fiktivt sprog, som tales af krigerfolket klingon fra planeten Qo'noS (Kronos) i en række af de amerikanske Star Trek-film og tv-episoder.
Sproget blev konstrueret af den amerikanske lingvist Marc Okrand (f. 1948) til brug i Star Trek III: The Search for Spock (1984), og en ordbog med grammatik blev udgivet året efter.
Kendetegn er strubelyde i udtalen og en telegramagtig syntaks. Mange af ordene virker frit konstruerede, selvom fx tera'ngan 'jordbo' formentlig er bygget over latin terra 'jord'. Talordene for 1-5 er wa', cha', wej, loS, vagh.
En karakteristisk klingonsætning lyder: »tlhIngan Hol vIjatlhbe', tera'ngan jIH« (»Jeg taler ikke klingon, jeg er jordbo«).
Hvad sker der i hjernen, når vi taler et konstrueret sprog?
I mange år vidste forskerne ikke, hvordan hjernen reagerer på konstruerede sprog.
Det undersøgte forskere ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) i et studie fra 2025, hvor de målte hjerneaktiviteten hos mennesker, der talte konstruerede sprog, ved hjælp af funktionel MR-skanning.
Resultatet var tydeligt: Når personer, der beherskede sprog som esperanto, klingonsk, na’vi fra Avatar eller High Valyrian og dothraki fra Game of Thrones, brugte disse sprog, aktiverede hjernen de samme sproglige netværk som ved naturlige sprog.
Med andre ord så hjernen ikke ud til at skelne mellem naturligt opståede og konstruerede sprog.
Men hvis hjernen skal behandle et system som et egentligt sprog, skal systemet kunne bruges til at udtrykke mening om verden, om andre mennesker og om vores egne tanker og mentale tilstande.
Det er blandt andet derfor, at programmeringssprog trods deres klare regler og stramme struktur ikke aktiverer de samme områder i hjernen.
\ Antallet af kunstsprog
Der er igennem tiderne blevet konstrueret ca. 1.000 kunstsprog, flest i 1800- og 1900-tallet, men kun få har nået større udbredelse.
Et af de tidligst kendte kunstsprog er den tjekkiske pædagog og filosof Johann Amos Comenius' panglottia fra 1665.
Af de moderne kunstsprog er esperanto, efterfulgt af interlingua, mest udbredt.
'Miniaturesprog' dyrket i laboratoriet
Vores evne til at lære nye sprog er ikke kun interessant i sig selv. Den er også et nyttigt videnskabeligt redskab.
Inden for psykolingvistik (forskningsfelt, der beskæftiger sig med de mentale strukturer og processer, som ligger til grund for menneskesprog) skaber forskere ofte såkaldte miniaturesprog, for at undersøge hvordan mennesker lærer.
De små, kunstige sprog har enkle grammatiske regler og et opdigtet ordforråd. Det giver forskerne mulighed for at følge, hvordan forsøgspersoner opdager mønstre og lærer nye strukturer, uden at eksisterende sproglig viden blander sig helt så meget.
Og noget tyder på, at vores evne til at lære sådanne kunstige sprog faktisk kan sige en del om, hvor gode vi er til at lære virkelige sprog.
Studierne af opfundne sprog peger dermed på noget grundlæggende ved den menneskelige hjerne: Den leder hele tiden efter mønstre, mening og tegn på, at nogen forsøger at kommunikere noget.
Verdens sprog kan være vidt forskellige, men under overfladen deler vi den samme mentale grundstruktur, når vi skal lære og bruge dem.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
