Teleskop tager det bedste billede af fremmed stjerne nogensinde
Antares astronomi stjerne stjernefoto teleskop

Et sandt stjernefoto. Fotoet af overfladen på den røde stjerne Antares er den bedste og mest detaljerede billede af en stjernes overflade, udover Solen, som nogensinde er blevet taget. (Foto: ESO/K. Ohnaka)

Kilde: 
24 august 2017

For menneskeøjet står den lysende røde prik stille på en klar nattehimmel, men for et avanceret teleskop i Chile er der masser af bevægelse.

Der er tale om en stjerne, nærmere bestemt superkæmpen Antares, som netop har fået taget nyt klassefoto.

Prangende ser det måske ikke ud, men de nye billeder er lidt af et gennembrud, fordi de har gjort det muligt for første gang at kortlægge stoffernes bevægelse i en atmosfære, der tilhører en anden stjerne end Solen.

Det skriver ESO, European Southern Oberservatory.

 

Billederne er blevet taget ved hjælp af det føromtalte teleskop i Chile, som tilhører ESO og officielt går under navnet Very Large Telescope Interferometer (VLTI).
»VLTI er den eneste facilitet, som direkte kan måle gassers bevægelse i Antares' atmosfære,« siger Keiichi Ohnaka, som er hovedforfatter af studiet, til ESO.

Denne kortlægning af gassers bevægelse i stjernen Antares' atmosfære er konstrueret af astronomer ved hjælp af billederne fra ESO’s Very Large Telescope Interferometer. I de røde områder bevæger stofferne sig væk fra os, og i de blå områder nærmer de sig. I de tomme områder var hastighedsmålinger ikke mulige.

Ved hjælp af de målinger har forskerne bag studiet lavet et todimensionelt kort over gassers hastighed og bevægelse i Antares' atmosfære, og bevægelse er der masser af. Faktisk forsvinder der masse fra stjernen:

»Hvordan stjerner som Antares mister masse så hurtigt i den sidste fase af deres evolution har været et problem i over et halvt århundrede,« siger Keiichi Ohnaka.

Med de nye fremskridt kan videnskaben snart komme tættere på at løse dét problem, men vi er der ikke helt endnu.

Forskerne observerede turbulente gasser med lav densitet længere væk fra stjernens kerne, end de havde forudset.

Der er altså stadig masser af ukendte processer i stjernernes atmosfærer, som i fremtiden skal undersøges ved hjælp af kæmpeteleskopets teknologi.

Denne video zoomer ind på stjernen Antares. Først ses Mælkevejen, hvor konstellationen, eller stjernebilledet, Skorpionen befinder sig. Til sidst ses et billede af overfladen på Antares, som er Skorpionens klareste stjerne. Billedet er taget af ESO’s Very Large Telescope Interferometer. (Video: ESO/K. Ohnaka/N. Risinger)

Studiet er publiceret i Nature.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.