Danske zoologer har i samarbejde med australske forskere for nylig fundet pragteksemplarer af en helt ny havslangeart, der boltrer sig i australske farvande. Da kræet er prydet med smukke mosaikker ned ad ryggen, har forskerne døbt arten Aipysurus mosaicus.
»Det interessante er, at den ukendte art har svømmet rundt for næsen af os alle sammen, uden at vi har opdaget den,« fortæller Arne Redsted Rasmussen, der er lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK).
Han undersøgte faktisk allerede et eksemplar af arten helt tilbage i '93, men klassificerede dengang fejlagtigt slangen som en velkendt art.
»Nu har jeg så fundet flere eksemplarer med samme specielle karakteristika og kan konstatere, at der er tale om en helt ny art, hvilket kommer som en kæmpe overraskelse,« siger han og påpeger, at opdagelsen netop er blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift ZOOTAXA.
Arne Redsted Rasmussen og hans kolleger har indfanget flere eksemplarer af arten under ekspeditioner til området de seneste år. Forskerne udforskede slangerne i stor detalje ved at kortlægge deres
Havslanger er en af naturens ældste opfindelser. De første havslanger opstod, mens dyrelivet for flere hundrede millioner år siden endnu var ungt for igen at uddø. De havslanger, vi finder i havene i dag, gik i vandet for omkring 10 millioner år siden og er stadig i udvikling.
De mange grundige undersøgelser afslørede, at dyret havde flere enestående karakteristika.
»Aipysurus mosaicus er en af i alt tre arter, der kun lever af fiskeæg, som den opsporer i revene på havets bund, og derudover viser dyrets DNA og aftegninger også tydelige særegne forskelle. Hjertet viste sig også at have en anderledes placering fra kendte arter. På den baggrund kunne vi konstatere, at de indfangede havslanger var noget helt særligt,« siger Arne Redsted Rasmussen.
Det store spørgsmål var, hvornår den ukendte art opstod. For at finde ud af det, sammenholdt forskerne kræets DNA med allerede kendte arter. Det viste sig, at Aipysurus mosaicus havde særligt stor lighed med en anden art, Aipysurus eydouxi.
Sammenfaldets størrelse afslørede, at de to arter gik hver sin vej for årtusinder tilbage. Og opsplitningen dengang var tilsyneladende endegyldig, for Arne Redsted Rasmussen og hans kolleger har ikke fundet et eneste eksemplar af havslanger, hvis gener er en sammenblanding af de to arter. Efter skilsmissen har de to arter altså levet hver deres liv.
Nogle gange ser man, at to arter bliver ved med at parre sig med hinanden og få fælles afkom, men det er ikke sket i dette tilfælde. Det er lidt af et mysterium, hvordan de to arter har kunnet holde sig adskilt, når de lever i samme område og på mange måder er så ens.
»Men de små forskelle har tilsyneladende være nok til, at de har fået hver sin adfærd,« siger Arne Redsted Rasmussen.
Opdagelsen af den nye havslangeart er ikke kun interessant for slangenørder, men kaster også lys over store biologiske problemstillinger, som f.eks. hvordan nye arter opstår.
Man ved, at nye arter bl.a. opstår, når to grupper af samme art bliver skilt ad fysisk – f.eks. hvis fastlandsdyr uforvarende havner på en ø og dermed udvikler sig i en ny retning. Gennem flere generationer vil de to grupper bevæge sig væk fra hinanden. Når de så mødes igen, kan de ikke længere genkende hinanden og hverken kan eller vil parre sig indbyrdes.
»Vores opdagelse tyder på, at nye arter også kan dannes på en anden opsigtsvækkende måde – mere herom senere, når vi har fået analyseret vores data i større detalje,« siger Arne Redsted Rasmussen hemmelighedsfuldt.
Kortlægningen af havslangearter er vigtig, fordi arternes antal og udbredelse sladrer om havenes tilstand. Inden for biologien omtaler man sådanne arter som indikatorarter, fordi en mangel på deres tilstedeværelse er et symptom på, at der er noget helt galt.
Den nyopdagede art lever f.eks. af fiskeæg, så hvis den begynder at forsvinde, kan det være, fordi fiskene er forsvundet fra dette rev. Deres tilstedeværelse eller mangel på samme siger altså noget om, hvordan revet og det omkringliggende dyremiljø har det.
