Torskeorm bør ikke vække bekymring

Det skabte postyr for nylig, da der blev fundet orm i torsk, som var fanget nord for Bornholm, og både fiskere og fiskespisere reagerede med bekymring.

Desværre var reaktionerne præget af flere misforståelser – og der er faktisk ingen grund til bekymring.

Sælormen, eller torskeormen som den også kaldes, kan af og til findes i kødet i bl.a. torskefisk og fladfisk og er meget almindelig ved bl.a. den norske vestkyst, samt Island og Canada, hvor man har lært at leve med den.

Den er nemlig hverken farlig eller svær at slippe af med.

Æggene spredes via ekstrementer

Ormen er en parasit, som lever og lægger æg i maven på sæler.

Med sælernes ekskrementer spredes æggene til små krebsdyr, hvor de udklækkes til larver og venter på at vende tilbage til sælmaverne – enten den direkte vej ved at krebsdyrene ædes af sæler, eller indirekte ved at de ædes af fisk, som så igen ædes af sæler.

Nogle af de inficerede fisk ender imidlertid i fiskernes net, men ormene følger yderst sjældent med frem til forbrugernes tallerkner. De er nemlig lette at få øje på og fjerne – og de dør, når fisken bliver dybfrosset eller opvarmet.

Kvalme og mavekneb – men ikke farligt

Skulle man være uheldig at spise en levende torskeorm – som overlever tygningen – kan det give kvalme og mavekneb, og det ender gerne med, at man hoster eller kaster den op. Men det er ikke farligt.

Faktisk er det et sundhedstegn, at ormen nu er dukket op, hvor den ikke tidligere er set. Det betyder nemlig, at vores fauna er blevet beriget med en øget bestand af sæler.

Især er bestanden af gråsæler Halichoerus grypus forøget, om end den hyppigste sæl i danske farvande stadig er den spættede sæl Phoca vitulina.

Gråsælen var jaget vildt

I 2010 var der anslået 15.700 spættede sæler i Denmark. Den spættede sæl er mindre end gråsælen, og hovedet har en hundelignende profil.

Gråsælen er betydelig større og har en mere lige næseryg. Gråsælen er på den danske Rødliste som akut truet og er totalfredet i hele Danmark og i Østersøen.

Tidligere mente man, at gråsælen konkurrerede med fiskeriet. I begyndelsen af 1900-tallet blev den jaget voldsomt, og bestanden forsvandt næsten.

I 1967 blev den fredet, og antallet er siden vokset. I 2005 taltes under 100 gråsæler i Danmark. De var fordelt på få ynglende par i Vadehavet, enkelte individer op langs Jyllands vestkyst, det nordlige Kattegat, det sydlige Kattegat, Øresund og til sydspidsen af Falster, hvor der også var overlevende unger.

Østersø-sæler brød isolering

Særlige forhold gør sig gældende i Østersøen. I 1970’erne faldt bestanden i de nordlige svenske, finske og estiske farvande fra en tidligere stor bestand på ca. 100.000 dyr til ca. 2.000. Faldet skyldtes jagt og miljøgifte. Bestanden her menes nu at tælle mindst 5.000 dyr.

Dengang var der ingen – eller meget ringe – forbindelse mellem bestanden i den nordlige Østersø og bestanden i de indre danske farvande.

I slutningen at 1900-tallet var der ingen ynglende bestand i Østersøen omkring Bornholm. I 2007 sås tre individer på Ertholmene nord for Bornholm. I 2010 var bestanden på 80 individer, hvoraf nogle ynglede – og idag er bestanden på Ertholmene Danmarks største.

Formodes at have kontinuerlig udbredelse

Samtidig med den øgede bestand omkring Bornholm meldtes om en øget bestand af gråsæler i Skåne og Blekinge. De bornholmske sæler formodes at komme fra bestande på den svenske Østkyst.

Bestanden fra det sydlige Kattegat til Falster har nu en mere eller mindre kontinuerlig udbredelse med bestanden omkring Bornholm via det sydlige Sverige.

Den tidligere isolerede bestand i de nordlige svenske, finske og estiske farvande er ikke længere isoleret, og man må formode, at gråsælen nu har en mere eller mindre kontinuerlig udbredelse fra Nordsøen til den inderste Østersø.

Plads til sæler og torsk

Gråsæler æder især fisk, heriblandt torsk. Den kan også tage blæksprutter og krebsdyr. Biologer vil gerne have både flere gråsæler og torsk i Østersøen. Herved vil Østersøens torsk blive bytte for den øgede bestand af gråsæler.

MacKenzie og medforfattere har undersøgt om forvaltningsplanerne for at genoprette bestandene af torsk og gråsæler er modstridende.

I 1920-30’erne havde gråsælerne en negativ indflydelse på torskebestanden. Men dengang var sælbestanden langt større end i dag.

Forfatterne konkluderede, at fiskeri og klimaforandringer i de kommende årtier vil påvirke torskene langt mere end gråsælerne, og at det dermed er muligt at øge antallet af både gråsæler og torsk samtidig.

Flere torskeorm i nordlige Øresund

Gråsælerne i Nordsøen er inficerede med torskeorm, og det er torsk fanget ved Island og langs den norske vestkyst også ofte.

Da bestanden af gråsæler i Kattegat og de indre danske farvande indtil for nylig var lille, var fund af torskeorm her en sjældenhed. I de senere år har forfatteren dog flere gange fundet torskeorm i torsk fanget i det nordlige Øresund. De brunfarvede orme er lette at se i muskulaturen.

Den spættede sæl spreder ikke torskeorm, selvom ormen kan findes i denne sæl. Parasitten dukkede først op i de indre danske farvande samtidigt med gråsælens fremmarch. Da sældøden dræbte de fleste spættede sæler i Oslo Fjord, påvirkede det ikke mængden af torskeorm i fiskeværterne, især torskefisk og ulk, da gråsælerne overlevede epidemien.

Isolation har fjernet parasitten

En opgørelse 2011 viser, at torskeorm ikke er registreret i hele den Botniske Bugt, Finske Bugt og området mellem Sverige-Øland og Estland-Letland.

Der er ingen forklaring på, hvorfor torskeorm ikke er fundet i dette område. Gråsælen har i århundreder været almindelig her – mellemværterne, bl.a. tanglopper og tanglus, er almindelige, og fiskeværterne torsk, ulk og fladfisk er også tilstede.

Og æggene kan klække ved meget lave saltholdigheder. Åbenbart har den lange isolation betydet, at parasitten er forsvundet.

Orm i torsk og sild

Torsk får parasitten ved at æde krebsdyr (se boks). Den kan også inficeres ved at æde andre fisk, der er inficerede med denne orm. Men på grund af ormens sjældenhed i vore farvande, er dette ikke sandsynligt hos os.

Parasitten har ingen betydning for bestandene af hverken gråsæler eller torsk. Men parasitten kan alligevel få økonomisk betydning, da parasitter i fisk virker afskrækkende på forbrugerne. Men man skal ikke lade sig afskrække af denne orm.

De største fiskespisere findes, hvor torskeorm er mest almindelig – og ingen islænding, nordmand eller canadier har taget skade af parasitten.

Parasitten har vakt opstandelse

I perioden 1987-1994 blev der kun fundet torskeorm i 1 ud af 3.000 torsk fra den sydlige Østersø og Østersøen omkring Bornholm. Omkring 10 år senere blev ormen fundet i 7 af 180 torsk fra Sveriges sydøst kyst.

I 2011 blev torskeorm ofte fundet i torsk og ulk fra Skånes sydkyst, Blekinge og Øland. I sommeren 2011 blev her fundet et levende eksemplar i en torskeret, der ikke var gennemkogt (SvD Nyheter 25. aug. 2011; TV2/Bornholm 22. nov. 2011).

Disse fund af parasitten ud for den svenske østkyst har medført stor opstandelse, men som sagt er der ingen grund til panik. Torskeorm er meget almindelig i andre farvande, bl.a. omkring Island og langs den norske vestkyst.

Sild i Østersøen får også torskeorm

Alle disse torsk er desuden også inficeret med sildeorm Anisakis simplex, som er ‘farligere’ end torskeorm.

Alle steder er torskefiskeriet vigtigt, og de lokale beboere spiser den lokale torsk uden problemer. Ud for Canadas østkyst, hvor torskefiskeriet i slutningen af 1900-tallet var på sit højeste, kostede torskeormen årligt fiskeriet et tocifret millionbeløb i dollars, da alle fileterne skulle gennemlyses, så man kunne finde ormene og fjerne dem.

Torskeormen er tilsyneladende også blevet mere almindelig i andre områder. Således er der for nylig fundet torskeorm i sild fra det nordlige Skagerrak. Det er tilsyneladende første gang, at den er fundet i sild fra Nordeuropæiske farvande.

Sild inficeres med torskeorm ved at æde inficerede mysider, tanglopper og tanglus. I Østersøen, hvor føden for sild ofte er ringe og sildene magre, kan man forvente, at sildene også her får torskeorm.

Østersøtorsk sjældent inficeret med sildeorm

Hele torskeormens livscyklus kan finde sted i Østersøen. Til gengæld kan sildeormens livscyklus ikke finde sted i Østersøen, idet den obligatoriske mellemvært, lyskrebs, kræver koldere og saltere vand.

Når sildeorm alligevel kan findes i sild i Østersøen, skyldes det, at en inficeret sildestamme fra Nordsøen og Kattegat sent om efteråret vandrer til den sydlige Østersøs kyster.

Her gyder den om foråret. De inficerede sild blander sig altså efterår-forår i den sydlige Østersø med de lokale uinficerede sildestammer. Efter gydningen vandrer de inficerede sild igen mod Nordsøen.

Således finder man ikke – eller meget sjældent – sildeorm i østersøsild fra juni til oktober. Sildeorm fra de inficerede sild kan leve videre i torsken. I torsk findes den uhyre sjældent i kødet, men på ydersiden af indvoldene, inklusive leveren. Østersøtorsken er dog sjældent inficeret med sildeorm.