Pris for at bevare verdens mest truede dyr: 9,14 mia. kroner
Et internationalt forskerhold har regnet sig frem til, hvor meget det hvert år vil koste at bevare 841 af klodens allermest udryddelsestruede dyrearter. For 15 arter ser løbet dog ud til at være kørt.

9,14 milliarder danske kroner. Så meget skal verdenssamfundet hvert år hoste op med, hvis vi vil redde 841 af klodens mest sårbare dyrearter fra at uddø. Men det vil kun lykkes, hvis vi reagerer og investerer pengene hurtigt.

Sådan lyder den kontante besked fra et internationalt forskerhold, som har undersøgt mulighederne for at bevare de enkelte arter ud fra en række faktorer såsom økonomiske omkostninger ved at beskytte og forvalte dyrenes levesteder, landets politiske stabilitet og sandsynligheden for urbanisering i området.

Ud fra disse faktorer har forskerne skabt et indeks, som de kalder conservation opportunity index, hvor alle de truede dyrearter har fået tildelt en score på en skala fra 0-10, alt efter hvor gode mulighederne er for at bevare dem enten i deres naturlige habitat eller i fangenskab.

Resultaterne er præsenteret i den seneste udgave af det videnskabelige tidsskrift Current Biologi.

»Efter min mening giver resultaterne grobund for optimisme, fordi de viser, at der er meget gode muligheder for at hjælpe næsten 40 procent af arterne, så de kan blive bevaret i deres naturlige leveområder. Derudover er der en masse arter, som vi har rigtig gode muligheder for at bevare i fangenskab,« siger mexicanske Dalia Amor Conde, der er adjunkt på Syddansk Universitet, og som har ledt forskerholdet bag undersøgelsen.

Kollega: »Det er godt nok billigt«

Forskerne har baseret deres analyse af omkostningerne for bevarelse af de enkelte arter på tidligere, velansete studier, der viser, hvad det koster at opkøbe og forvalte land i forskellige områder rundt om i verden.

Den fremgangsmåde giver studiet ekstra styrke, vurderer postdoc Jonas Geldmann, der selv forsker i bevaringsbiologi ved Københavns Universitet, men som ikke har været involveret i det nye studie.

»Det er nogle rigtig spændende resultater, og det virker også ganske gennemarbejdet. Det er meget fornuftigt, at de læner sig op ad nogle solide analyser, der er lavet tidligere,« siger Jonas Geldmann.

Han er overrasket over den samlede pris for at redde de 841 dyrearter fra udryddelse.

»Det er godt nok billigt. Det er en liste over, hvad forskere har udpeget som de absolutte topscorere på nogle kriterier om, hvor sjældne de er, hvor særlige de er, hvor truede de er, og hvor pressede naturområderne, som de findes i, er. Det er omkring en milliard dollars om året på globalt plan, og det er godt nok ikke mange penge,« mener Jonas Geldmann.

Det ser sort ud for 15 arter

Forskerne har undersøgt dyr, der alle optræder på organisationen Alliance for Zero Extinctions (AZE) liste over verdens absolut mest truede arter, og som kun har et enkelt levested tilbage. Alligevel viser indekset, at der er rigtig gode chancer for at bevare 39 procent af arterne i deres leveområder, mens der generelt er gode muligheder for at bevare arter i zoologiske haver, hvis de nødvendige beløb investeres.

Der er dog nogle arter, for hvem løbet ser ud til at være kørt.

»Vi fandt 15 arter, der har meget lille chance for at klare sig i deres naturlige leveområde, og som følge af omkostningerne og det faktum, at der er meget lille eller ingen erfaring i zoologiske haver med at bevare disse 15 arter, er der ingen muligheder for at lave supplerende projekter i fangenskab,« siger Dalia Amor Conde.

Det betyder, at der skal tages nogle svære valg, mener hun.

»Er det værd at investere penge i de 15 arter, når vi ved, at der er så lille en chance for at bevare dem, eller skal vi hellere bruge pengene på de arter, som vi ved har gode muligheder? Det bliver vigtigt at tage en rationel beslutning om, hvad vi vil gøre, for jeg er ikke sikker på, om vi har penge og ressourcer til at redde alle de arter, vi har analyseret,« siger Dalia Amor Conde.

»Vi er nødt til at reagere med det samme«

Hun opfordrer til, at der bliver lavet en indsats hurtigst muligt. Ellers risikerer dyrene at ende som flagermusearten Christmas Island pipistrelle (Pipistrellus murrayi), der menes at være uddød for få år siden, selvom arten havde gode muligheder for overlevelse og faktisk ville have været topscorer på forskernes indeks, advarer Dalia Amor Conde.

»Grunden til, at australierne ikke kunne redde dem, er, at det tog dem utrolig lang tid at skabe en bevaringsplan. Det er et eksempel, der viser, at vi er nødt til at reagere med det samme,« siger hun.

Hun mener, at indekset er et værdifuldt værktøj for verdenssamfundet, hvis man ønsker at nå målene i FN's biodiversitetskonvention for år 2020, der handler om at beskytte mangfoldigheden i naturen.

»Selvom vi mister nogle af de her arter, vil der selvfølgelig stadig være biodiversitet. Problemet er, at vi ikke ved, hvilke dyr der kan forårsage en kædereaktion, hvis de bliver fjernet fra et økosystem. Vi ved, at vi kommer til at miste de her arter meget snart, så som samfund er vi nødt til at tage en rationel beslutning om, hvorvidt vi vil gøre noget, eller om vi vil aflevere en virkelig fattig planet til de næste generationer, fordi vi ikke er villige til at betale,« siger Dalia Amor Conde.

Kortene her viser, hvor de truede pattedyr, fugle, krybdyr og padder lever. Prikkernes størrelse indikerer antallet af arter per levested. De rødeste farver rangerer højest på forskernes indeks over muligheder for bevarelse, mens de hvide farver indikerer ringe chancer for arternes overlevelse i deres naturlige habitat. (Illustration: Conde et al.)

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker