Findes der mon andre planeter end Jorden, der bobler af liv i vores galakse Mælkevejen?
Det spørgsmål er vi tættere på at kunne få svar på efter at en international forskergruppe bestående af i alt 25 astrofysikere med dansk deltagelse har lavet en statistisk analyse af, hvor almindelige beboelige planeter er i galaksen.
Studiet viser, at størstedelen af Mælkevejens i alt 100 milliarder stjerner er ombejlet af planeter, der minder om Mars, Venus og Jorden i vores eget solsystem. Mange af dem kredser om deres moderstjerne i 'den beboelige zone', hvor der er tilpas varmt til, at der kan eksistere flydende vand, som efter alt at dømme er en forudsætning for, at livet kan opstå.
Analyserne viser helt konkret, at en typisk stjerne i Mælkevejen i gennemsnit har tre til fire klippeplaneter ned til så små kloder som Jorden kredsende omkring sig.
I gennemsnit finder forskerne 1,6 planeter i det baneinterval omkring stjernen, som svarer til det, der i vores eget solsystem afgrænses af den indre planet Venus og den ydre planet Saturn. Dette område rummer den beboelige zone, og forskerne har kunnet regne sig frem til, hvor mange planeter, der findes her.
En exoplanet eller extrasolar planet er en planet, der kredser om en anden stjerne end Solen.
»I studiet når vi frem til, at Mælkevejen samlet set huser omkring 10 milliarder planeter i den beboelige zone,« siger studiets primus motor Uffe Gråe Jørgensen, der leder forskningsgruppen Astrofysik og Planetforskning på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.
Han har været med i et internationalt samarbejde ved navn Probing Lensing Anomalies Network Planet, der ledes af Université Pierre & Marie Curie i Paris. Gruppens resultater er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.
Forskergruppen har måttet tænke ud af boksen for at finde en måde, hvorpå de kunne afsløre planeter i den beboelige zone.
De metoder, som man normalt bruger til at afsløre planeter med, kaldes radialhastighedsmetoden og transitmetoden, og er ikke velegnede til at finde planeter som dem, vi har i vores eget solsystem. Radialhastighedsmetoden opsporer nemlig typisk kun store gasplaneter, hvor livet ikke har en chance for at få fodfæste. Transitmetoden finder derimod planeter i meget små baner. (Se boks).
Uffe Gråe Jørgensen og hans kolleger har i stedet gjort brug af den såkaldte gravitationelle mikrolinse-metode, der udnytter, at tyngdefeltet fra et objekt trækker i forbipasserende lys. Metoden er mere velegnet end de to andre metoder til at finde planeter som dem, der findes i vores eget solsystem. Mere specifikt er den følsom overfor planeter, der befinder sig i et område om stjernen, der svarer til det, som går fra Venus til Saturn.
En forudsætning for at kunne opdage en planet ved mikrolinse-metoden er, at man kan finde to stjerner, der passerer ind foran hinanden set her fra Jorden. Set fra os vil forgrundsstjernen virke som et forstørrelsesglas ved at forstærke lyset fra baggrundsstjernen under stjernens passage.
I det øjeblik stjernerne passerer tæt forbi hinanden på himlen, kan astronomerne se, hvordan lyset fra forgrundsstjernen først bliver forstærket, hvorefter lysstyrken vil falde ned til det normale niveau igen. Er der en planet i kredsløb om forgrundsstjernen, optræder der et ekstra lille karakteristisk hop på lyskurven, hvis planeten står mellem forgrundsstjernen og baggrundsstjernen. Ser astronomerne sådan et bump, er det en god indikation af, at forgrundsstjernen er omkredset af en planet.
Ved at studere lyskurvernes små bump kan forskerne slå fast, om der virkelig er tale om en planet og hvilken masse og bane den har.
»Vi har gransket 500 stjerner med denne metode igennem seks år. Ved at lave en statistisk analyse på observationerne har vi kunnet kortlægge, hvor mange jordlignende planeter det observerede solsystem har i den beboelige zone,« siger lektor Uffe Gråe Jørgensen.
Han og hans kolleger har kontrolleret resultatet ved at sammenholde det med de overslag, man opnår ved hjælp af de andre metoder.
Den terrestriske zone: Det område, hvor de faste planeter er; i vores solsystem er det området hvor Merkur, Venus, Jorden, og Mars findes.
Den beboelige zone: Den afstand fra stjerner, hvor der er den rigtige temperatur til at vand i princippet kan eksistere (som er forskelligt fra beboelige planeter).
Mikrolinse-metoden er følsom over for planeter i området omkring en stjerne, der svarer til det mellem Venus og Saturn i vores eget solsystem. Dette område rummer den beboelige zone.
»Det fascinerende er, at der er fin overensstemmelse mellem, hvad de tre metoder opnår af resultater. Ved at kombinere disse teknikker kan man sige noget om, hvordan en gennemsnitsstjerne ser ud i vores galakse. Her når man frem til, at en typisk stjerne har tre til fire klippeplaneter omkring sig, mens planetsystemet sjældent huser store gasplaneter i sin ydre del, « siger Uffe Gråe Jørgensen. (Se boks).
Vores solsystem er temmelig sjældent, da det netop har store gasplaneter i ydre baner.
»Det kunne sagtens være derfor, at vi er her – altså at livet på Jorden er opstået. Sådan tror jeg faktisk, det hænger sammen, da vi ved, at Jupiter og Saturn har haft kolossal indflydelse på udviklingen af vores eget solsystem,« funderer han.
Det var en særlig konstellation mellem Jupiter og Saturn, der var årsagen til, at et væld af kometer blev slynget ind i det indre solsystem og regnede ned over jordoverfladen i klodens tidlige barndom. Kometerne bragte vandet med sig til den unge planet og fyldte verdenshavene, der siden fødte livet.
Når jordlignende planeter er så almindelige, er det ikke så sensationelt, som mange ellers har gjort det til, når astronomerne har fundet eksemplarer af dem de seneste år - samtidigt er det nærliggende at spørge sig selv, hvorfor vores galakse ikke vrimler med rumvæsner.
Hvis livet udvikler sig til en civilisation, hver gang der opstår gunstige betingelser, burde der i princippet eksistere civilisationer, der var en milliard år længere fremme i deres udvikling end os. Og mon ikke de ville have fundet en måde at kommunikere med omverdenen på. I så fald ville vi højst sandsynligt havde hørt fra dem.
»Så det er tilsyneladende ikke nok, at en planet er jordlignende og ligger i den beboelige zone, for at livet kan opstå. Der må være noget andet, der skal til. Det kan meget vel være tilstedeværelsen af gasplaneter og kometer i de ydre dele af et solsystem, der er det afgørende, og her er der ikke mange solsystemer at komme efter i vores galakse. Så meget tyder på, at vores solsystem er sjældent, og at livet på Jorden er noget helt særligt,« slutter Uffe Gråe Jørgensen.
Astronomerne har i alt tre metoder til at opspore planeter omkring andre stjerner:
De tre metoder supplerer hinanden godt. Tilsammen kan de tre metoder for første gang løfte sløret for, hvor almindeligt vores eget solsystem er, herunder hvor mange stjerner, der ser ud til at have planeter af jordstørrelse i det baneområde, hvor der kan være flydende vand på planetens overflade.
Forskerne har i deres artikel lave en oversigt over, hvor mange stjerner der har planeter, som befinder sig i en afstand mellem en halv og ti astronomiske enheder (en astronomisk enhed er lig afstanden mellem Jorden og Solen, det vil sige 150 mio. km.) Antallet af planeter i denne afstandszone er i gennemsnit 1,6.
Teleskoperne gjorde det grove arbejde
Det er sjældent, at to stjerner passerer hinanden tæt nok til, at der opstår en mikrolinse, og det vil tage for lang tid at gennemsøge Mælkevejen manuelt.
Man har derfor indført en strategisk søgning på to niveauer: Hver stjerneklar nat skannede teleskoper i Chile og New Zealand 100 millioner stjerner. Hvis afsøgningen identificerede en stjerne med mulig mikrolinse-effekt, blev det automatisk registreret.
Forskerne gik herefter i gang med at observere disse stjerner nærmere i stor deltaje ved hjælp af det danske 1,5 meter teleskop på La Silla Observatoriet i Chile.
Saturnmånen Titan
Chancen for at finde liv i Jupiters atmosfære er ret lille. Jupiter er omgivet af et meget kraftigt magnetfelt og har strålingsbælter, der siger spar to til Jordens Van Allen bælter.
Her på Jorden er der dog fundet bakterier, som kan modstå endog meget kraftige doser stråling. Mennesket dør, hvis det udsættes for en strålingsdosis på 10 Gy (Gray, som er en måleenhed for stråling).
En colibakterie kan tåle op til 60 Gy, men Deinococcus radiodurans kan overleve hele 5000 Gy. Andre jordiske bakterier, der kan modstå kraftig stråling omfatter bl.a. Rubrobacter Radiotolerans og Thermococcus gammatolerans. D. radiodurans er dog den absolutte rekordholder.
Deinococcus radiodurans har således egenskaber, der er som skabt til Jupiters atmosfære, men mange andre forhold gør, at det ikke anses for særlig sandsynligt at der findes liv på nogen som helst måde på en iskold gasplanet uden nogen fast overflade. Så er der langt større chancer på Europa eller evt. Saturnmånen Titan.
Titan er Solsystemets næststørste måne og den eneste måne, med en tæt atmosfære, som endda er tættere end Jordens atmosfære. Titans atmosfære består hovedsagelig af kvælstof og metan, og den er så tyk, at det ikke er muligt at se ned på månens overflade.
Titan kan derfor kun undersøges ved brug af radar eller ved at sende en rumsonde ned gennem atmosfæren. Og faktisk er begge disse metoder allerede blevet benyttet. Rumsonden Cassini ankom til Saturn i 2004, og den medbragte en landingskapsel, kaldet Huygens, som blev sendt ned gennem Titans atmosfære og efterfølgende landede på månens overflade. Selve Cassini-sonden har undersøgt Titan med radar, hver gang den under sin omkredsning af Saturn er kommet i nærheden af Titan.
Titans overflade består af is og metan. Temperaturen er i nærheden af ÷200°C, og disse betingelser betyder, at mulighederne for liv ikke er ret store.
Ved en så lav temperatur er metan og ethan til gengæld flydende, og Huygens-sonden sendte efter landingen billeder tilbage af eroderede isklumper på Titans overflade. Det viser, at metan i flydende form er i stand til at bearbejde de stenhårde isklumper på samme måde, som vandet gør ved sten i strandkanten på Jorden.
Titan er således ikke et sted, hvor forskerne forventer at finde liv, men det er heller ikke det, det gør den interessant. Det er derimod den kemiske aktivitet i månens atmosfære, som har været i fokus. Under Huygens-sondens nedstigning fandt den mange forskellige organiske molekyler. Disse molekyler blive splittet af Solens ultraviolette stråling i den øverste del af atmosfæren, og kan forbinde sig med andre molekyler og derved skabe mere komplicerede organiske molekyler. Det er f.eks. på den måde, Titans ethan er blevet dannet ud fra metan.
En sådan aktivitet er interessant, fordi den menes at svare til forholdene på den tidlige jord, så ved at studere Titan, kan forskerne muligvis få et indblik i, hvordan livet opstod her på Jorden, og i et endnu videre perspektiv er der blevet fundet mange exo-gasplaneter, som ligeledes kunne tænkes at have måner i kredsløb a la Titan.
Carlsens tro
Det var jeg godt klar over du mente men mens jeg alligevel var i nabolaget (tro) kunne du lige få et gratis hak med i tuden ;)
Jeg kunne godt forestille mig at på tur til Europa at man igen smider en sonde ned på Jupiter - men jeg tvivler på at de finder liv til gengæld får vi lidt flere info. om fedlingen der så ofte har reddet vores røv når den har hevet sten ud af et kredsløb der krydser vores bane og opslugt dem.
Europa og måske Titan er nok dem i nabolaget hvor der er størst chance for at finde liv i en eller anden form – som det fremgå af linket jeg bragte så er Titan også yderste spændende – den er større end Merkur dog med en mindre masse – den er også en klippe-model og har en tyk atmosfære og den virker lovende når snakken falder på liv (ikke mere om Titan – Karsten skal også have lidt at skrive om;) ).
Men kort og godt vi begynder der hvor vi formoder der er (flydende)vand og tager den der fra..
Re: tro kontra viden
Arh du..
- Det var "tro" i betydningen "min hypotese er"
Og selvfølgelig kan vi lede både "højt og bredt" - hvis vi alligevel skal smide en sniffer i "havet" på Europa, ligger det da lige for at tage én mere med på turen, og søsætte den i Jupitors atmosfære, når vi alligevel er i nabolaget...
Jupitermånen Europa
Jupitermånen Europa har en gennemsnitlig temperatur på ÷160°C og stort set ingen atmosfære. Hele overfladen er dækket af is, der er gennemkrydset af et komplekst net af sprækker og revner, så miljøet er ikke ligefrem begunstiget med livsbetingelser.
Det er ikke helt klarlagt, hvor tyk isdækket er. Formodningerne går fra nogle få kilometer til mere end 30, men der er almindelig enighed om, at isen dækker over et hav på mere end 100 kilometers dybde. Det betyder, at selv om Europa kun er på størrelse med Jordens måne, har den alligevel mere vand end Jorden.
Europa kredser om Jupiter i en gennemsnitlig afstand på 670000 kilometer i løbet af 3,6 jordiske døgn. Banen er lettere excentrisk, hvilket betyder, at månen konstant er udsat for varierende tyngdekraftpåvirkninger fra Jupiter, der har en masse 318 gange så stor som Jorden. Desuden bliver Europa også udsat for tyngdekraftpåvirkninger fra sine to nærmeste nabomåner, Io og Ganymedes.
En interessant detaljer ved Io, Europa og Ganymedes, er den resonans, der består mellem de tre måners omløbstid. På den tid Io fuldfører fire omløb, fuldfører Europa to og Ganymedes ét. Dette forhold forstærker de i forvejen stærke tidevandskræfter, månerne er udsat for.
Resultatet er, at Europa bogstaveligt bliver klemt fra alle sider, og opfører sig som en vandfyldt ballon, der ændrer form under presset. Det forårsager de revner og sprækker, der gennemkrydser overfladen, hvilket netop var med til at afsløre, at der foregår geologisk aktivitet. Samtidig giver friktionen en vis varme, der holder vandet flydende.
For blot få årtier siden ville ingen have troet, at nogen form for liv kunne eksistere på en iskold måne som Europa. Men opdagelsen af et stort antal bakterier i nogle af Jordens mest barske miljøer har ført til spekulationer, om det alligevel skulle være muligt.
På grund af tyngdekraftpåvirkningerne har Europa potentiale til noget, der kunne ligne de hydrotermiske systemer, der findes i Jordens oceaner. Her findes organismer, der trives på oxiderede metaller, som stammer fra varme kilder, der udspys fra revner i havbunden.
Evt. primitivt liv på Europa skal derfor findes i det mørke dyb langt under overfladen. Her er det samtidig beskyttet af det meget kraftige og skadelige strålingsbælte, som Jupiter er omgivet af, men i sagens natur vil det være meget svært at konstatere, om liv på bakterieniveau er tilstede.
re: Guldlok zonen
Det er ikke fordi at man har gjort Guldlok zonen større men fordi at andre forhold kan gøre sig gældende - for Jupiters måne Europa gælder det at grundet den tætte beliggenhed ved Jupiter at den udsættes for tidevandskræfter grundet Jupiters tyngdekraft.
Europa er som Jorden og de øvrige klippeplaneter i det indre Solsystem opbygget af silikater og den har et magnetfelt - det yderste lag er ca. 100 km tyk og består af vand - men målinger af dens magnetfelt viser at dens kerne er flydende og dermed er det kun er de øvreste kilometer der er frosset til. Så kombinatioen af en jernkerne omgivet af et tykt lag elektrisk ledende saltvand giver håb om at der muligvis kan findes en primitiv form for liv der.
Guldlok zonen
Tidligere sagde man, at Guldlok zonen kun omfattede Jordens tvilling, Venus, Jorden og Mars.
Hvornår er Guldlok zonen flyttet ud til Saturn?
tro kontra viden
Thomas Anker Carlsen du tror at ....
Grunden til at videnskaben begynder med at lede efter liv på Jord-ligende planeter skyldes at vi VED at liv kan opstå sådanne steder.
Vi har begrænsede ressourcer tilrådighed og kan derfor ikke lede højt og bredt - så for at undgå at bruge for meget energi og fråse med de midler vi har så tager man udgangspunkt i det man ved og begynder der - men som jeg skrev tidligere i denne tråd så udelukkede det ikke at man med tiden vil kikke andre steder efter liv - men pt. så er det planeter/måner der muligvis har flydende vand vi begynder med.
Antropomorfi!
Mærkeligt at astronomer kan være så snævertsynede...
Når man taler om muligheden for liv andre steder i universet handler det altid om at finde miljøer som ligner Jorden - "Den Grønne Zone" - flydende vand!
Jeg synes det er noget pjat. Det, det drejer sig om, er at finde stabile men dog dynamiske miljøer. Steder hvor der er mange forskellige grundstoffer tilstede i et beskyttet, men dog energisk miljø som kan drive de kaotiske kemiske processer der giver muligheden for at der en dag opstår et selvreplikerende molekyle, som vores DNA.
Jeg tror at gasgiganterne er meget mere sandsynlige arnesteder.
- Masser af stoffer, dynamik, afgrænsede zoner (habitater!) og stabil varmekilde.
Sammenligning: Hvis Jorden er land, er Jupitor havet!
At livet (tilsyneladende) opstod tidligere her end på Jupitor = et rent tilfælde : )
Exo-planeters baneplan
Keplers hovedinstrument er et specielt designet 0,95 meter teleskop, der grundlæggende fungerer som et fotometer eller lysmåler. Fotometeret består af 42 sammenkoblede CCD-chips, der hver især er på 50×25 mm med 2048×1024 pixels, og tilsammen udgør 95 megapixel. Teleskopet er konstant rettet mod samme sted på himlen, og missionen foregår på den måde, at fotometeret kontinuert måler lysstyrken på de stjerner, som befinder sig i synsfeltet. Synsfeltet er langt større end i et normalt astronomisk teleskop og svarer nogenlunde til det dobbelte af Karlsvognens vognkasse. Det indeholder et anslået antal på 14 millioner stjerner, men kun de, som er lysstærkere end mag. 14 bliver undersøgt. Det drejer sig dog alligevel om over 100000 stjerner, som konstant overvåges.
En ændring i lysstyrken kan skyldes, at en planet passerer ind foran stjernen, og for at den kan gøre det, skal dens bane naturligvis ligge på en sådan måde, at Kepler ser direkte ind på baneplanet. Hvis banen ligger skrå i forhold til Keplers synssretning, passerer planeten enten over eller under stjernen og forårsager ingen formørkelse. I princippet er det faktisk det samme som en sol- eller måneformørkelse, hvor lysstyrken jo også falder under formørkelsen eller som den Venuspassage, der forekommer den 6. juni i år.
Sandsynligheden for at en planetbane ligger korrekt orienteret i forhold til Keplers synsretning er naturligvis ikke ret stor, og det er derfor, den holder øje med så mange stjerner, hvilket jo forøger chancen for at i hvert fald nogle af dem ligger korrekt.
Hvis vi forestiller os, at der er nogle af de stjerner, som Kepler holder under opsyn, som faktisk har intelligent liv, der ligesom os leder efter andre beboede kloder, kan de paradoksalt nok ikke finde Jorden ved hjælp af samme metode. Keplers synsfelt ligger nemlig uden for Ekliptikas plan for at undgå at Solen, Månen og planeterne forstyrrer. For at opdage Jorden ved hjælp af transitmetoden skal de pågældende exo-astronomer befinde sig i på en planet i kredsløb om en stjerne, der set fra Jorden ligger i Ekliptikas plan. Det er nemlig det det eneste område, hvor de ser direkte ind på Jordens baneplan om Solen.
En lysstyrkevariation kan også skyldes stjernen selv f.eks. pga. solpletter, hvor faldet i lysstyrke vil være nogenlunde det samme som for en passerende planet. Solpletter har imidlertid længere levetid og er samtidig forholdsvis nemme at sortere fra, særligt fordi de ikke er så regelmæssige som en omkredsende planet. En planet passerer jo forbi stjernen med en periode, der præcist svarer til dens omløbstid om stjernen. Det er af den grund, der skal observeres adskillige lyssvækkelser for den samme stjerne, for at finde en eventuel regelmæssighed.
Nogen at lege med
Du har ret Kim, i din afsluttende kommentarer, - måske vi er alene, så vi også skal indregne det i vores tankeverden.
Carsten Bomholdt: Tak for en eminent forklaring, men jeg mangler en fuld forståelse for hvordan, jeg skal opfatte, at hvordan baneplaneten ligger udenfor vores synsretning ?Vil det sige, at der går himmel legemer ind foran vores synsfelt, eller hvad?
Jeg syntes jo også ,det komplicerer problemet med at finde intelligent liv, når overlevelserne indenfor tidsrammen, er en kamp for at nå over den kritiske tidsrum, her er Darwins kamp for overlevelser virkelig ført ud i ekstremer? Jeg har aldrig tænkt, at al udvikling også gør livet meget sårbar, hvad kan vi gøre, bedre for at sikre det?Jeg fristes til næsten at sige, at måske al udvikling er begrænset af tidsrammer?
Water, water everywhere
På NASA Science News kan man netop nu læse, at en exo-planet ved navn "55 Cancri e" imod alle odds viser sig at indeholde spor af vand:
http://science1.nasa.gov/science-news/science-at-nasa/2012/13jan_rethink/
De, som hellere vil have nyheden med indlagt musik a la Symphoni of Science (http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/tag-med-pa-musikalsk-rumrejse), kan i stedet se denne video:
http://www.youtube.com/watch?v=H_CZCmJ2om0
Et par vanddråber mere
Vand er en af de mest almindelige kemiske forbindelser i Universet. Som bekendt består et vandmolekyle af 2 brintatomer og ét iltatom. Når man tænker på, at brint udgør langt det hyppigst forekommende grundstof i Universet med 73%, helium udgør 25%, og ilt indtager tredjepladsen med 1%, kan det ikke være den store overraskelse, at der findes vandmolekyler overalt.
Vand kan uden overdrivelse siges at være det vigtigste stof i kemien, bl.a. fordi mange kemiske reaktioner finder sted i vandige opløsninger af de reagerende stoffer. Det forhold, at vandmolekylet er en elektrisk dipol, har en ganske særlig betydning i kemiske reaktioner.
Vand er som skabt til liv, og tre særlige egenskaber har betydning:
Højt kogepunkt.
Vands kogepunkt er ca. 160° højere end for andre sammenlignelige simple molekyler som f.eks. kulilter, ammoniak eller metan.. Hvis vand ikke kogte ved en så udsædvanlig høj temperatur, ville der ikke eksistere flydende vand på Jorden, og ingen af de livsformer, vi kender, ville have kunnet eksistere.
Stor varmekapacitet.
Vands varmekapacitet er uovertruffen. Det betyder, at der skal meget mere energi til at varme vand op end til at varme f.eks. olie op. Tilsvarende er det også energikrævende at afkøle vand eller at få det til at fordampe. Havet kan derfor opsamle meget varme og er således med til at stabilisere Jordens klima.
Fast form lettere end flydende form.
I modsætning til alle andre stoffer er vands faste form lettere end dets flydende stade og fylder ligeledes mere. Derfor dannes isen på overfladen, hvilket er en forudsætning for livet i havet. Hvis vand opførte sig som andre stoffer, ville havene under Jordens istider være frosset nedefra og op og have umuliggjort alt liv i vandet.
Tag et par organiske molekyler og tilsæt vand, og med et slag er der basis for liv. Vand har mere end 40 unikke egenskaber, som adskiller det fra alle andre kemiske forbindelser. Adskillige af vands specielle egenskaber er afgørende for, at liv kan eksistere på Jorden, og det er så svært at forestille sig liv uden vand, at forskerne primært leder efter vand, når de prøver at finde liv i Universet.
re: mere vand
Ja, det giver naturligvis meget god mening :)
mere vand
En vis begrænsning kan man godt tale om - men når vi nu med sikkerhed ved at der kan opstå liv der hvor der er flydende vand så er det et meget godt sted at starte - fordi man begynder steder hvor man formoder der er flydende vand så er det ikke ensbetydende med at man ikke kikker de andre steder.
Vi er lige begyndt jagten og ingen har besluttet at hvis vi ikke har fundet liv indenfor 3 år så stopper vi - menneskeheden vil forsætte med at lede indtil vi finder liv om det så skal tage resten af den tid vi findes.
Så første skridt er at lede der hvor vi med sikkerhed ved at der er en chance for at der er liv - måske med en afstikker til Titan - finder vi intet så kan vi begynde at lede de mindre sandsynlige steder.
re: Vand
Interessant.
Jeg mener bare, at man måske begrænser sig lidt hvis de udelukkende søger efter steder hvor vand kan eksistere. Man kan vel sige det samme om ilt, det behøver jo heller ikke være en forudsætning for liv.
re: vand
Vand er måske ikke nødvendigt for liv - men det er ganske praktisk.
Hvorfor vand: http://universer.dk/vand.htm
Alternativet: http://www.astrobio.net/exclusive/3432/life-without-water
Vand
Hvordan kan man egentlig antage, at vand er en forudsætning for liv? Bare fordi det er en forudsætning for liv på Jorden er det vel ikke ensbetydende med, at det generelt er en forudsætning for liv.
Observérbare
Du glemmer en ting - ligningen omhandler ikke hvor mange der er der ude - men om hvor mange observérbare civilisationer der findes i én galakse og Drakes tal gav kun 10 andre mere eller mindre
Drakes værdier giver N = 10 × 0,5 × 2 × 1 × 0,01 × 0,01 × 10.000 = 10.
Men du har da helt ret - giver Drakes ligning overhovedet mening i dag - forfatteren Michael Crichton holdt er foredrag i 2003 hvor han sagde:
"The problem, of course, is that none of the terms can be known, and most cannot even be estimated. The only way to work the equation is to fill in with guesses. [...] As a result, the Drake equation can have any value from "billions and billions" to zero. An expression that can mean anything means nothing. Speaking precisely, the Drake equation is literally meaningless..."
http://en.wikipedia.org/wiki/Drake_equation
Det er bare lidt trist hvis der ikke er nogen vi kan lege med
1,4 eller 1,4 milliarder
Spørgsmålet er vel snarere, om Drakes ligning er relevant i dag. På Green-Bank mødet i 1961 var der stor diskussion om, hvilken værdi de forskellige faktorer i ligningen skulle have.
Drake-ligningen så i sin oprindelige udgave således ud:
N = R* × fp × ne × fl × fi × fc × L
N er antallet af civilisationer i Mælkevejen, som kommunikerer.
R* er den hastighed, hvormed nye stjerner egnede for liv dannes i Mælkevejen.
fp er den andel af de dannede stjerner, der har et planetsystem omkring sig.
ne er den andel af planeter pr. stjerne, der er egnede til, at liv kan opstå.
fl er den andel af egnede planeter, hvorpå der rent faktisk udvikles livsformer.
fi er den andel af planeter med livsformer, hvor intelligent liv opstår.
fc er den andel af planeter med intelligent liv, der kan kommunikere interstellart.
L er det tidsrum en given civilisation forventes at overleve og opretholder en sådan evne.
Under mødet kom de 12 deltagere til sidst frem til, at det mest sandsynlige facit ville blive: N = 10 × 0,5 × 2 × 1 × 1 × 0,1 × 10000.
Resultatet blev altså, at antallet af civilisationer i Mælkevejen, som kommunikerede i 1961, var 10000. Dette antal kom frem, inden man kendte én eneste exo-planet, og blev kun angivet som et muligt facit, for Green Bank-mødet nøjedes med at beregne antallet af civilisationer til at ligge et sted mellem 1000 og 100000000, altså mellem ét tusind og hundrede millioner. Ikke just en opvisning i præcision.
Drakes ligning er naturligvis baseret på spekulationer over en række ukendte faktorer, men hovedkonklusionen blev, at det er levetiden for civilisationer, dvs. faktor L, der afgør, hvor mange der findes til et bestemt tidspunkt. Hvis levetiden er kort, er vi alene i Mælkevejen. Hvis den er lang, er der masser af civilisationer at snakke med.
Men hvor længe kan en civilisation så leve? Her på Jorden kender vi til masser af civilisationer og samfund, der er gået under igen, men ingen af dem havde opfundet radiokommunikation. Så reelt har vi kun erfaringer fra én civilisation, der har udviklet radioastronomi, og det er kun 50 år siden, man for første gang forsøgte at sende et signal ud i Universet.
Green Bank-mødet kom frem til to mulige svar. Det ene var, at en civilisation kunne leve i måske 100 millioner år, hvis den ellers først var godt i gang med det. 100 millioner år er længe, meget længe. For 100 millioner år siden dominerede dinosaurerne fortsat livet her på Jorden, mens pattedyrene var små og uanselige. Men på den anden side: Dinosaurernes dominans varede flere hundrede millioner år, så hvorfor skulle vores ikke kunne?
Det andet mulige svar var, at en civilisation måske ikke kunne leve ret længe. Årsagen til denne teori var enkel: Mennesket havde i løbet af bare to årtier udviklet evnen til at kommunikere over galaktiske afstande og til at udslette sig selv. Den samme krig, Anden Verdenskrig, havde ført til radioastronomi og atombomber. Derfor kunne man forestille sig, at enhver civilisation, der når så langt, er i fare for at uddø.
Mødet nåede frem til den konklusion, at enten lever en civilisation meget kort, fordi den på en gang opfinder de remedier, der skal til for at kommunikere interstellart og samtidig opfinder remedier, der kan gøre en ende på det hele, eller også er levetiden meget lang. Så enten er den under 1000 år eller også er den meget længere, måske 100 millioner år.
I dag er atombombetruslen ikke så stor som i 1961, men så er de andre trusler, som hænger over hovedet på menneskeheden, så frem for at spørge astronomerne, skulle man måske snarere spørge biologerne, sociologerne og andre relevante videnskabsgrene.
Astronomerne kan finde planeterne, og noget tyder på, at planetsystemer er langt mere almindelige end antaget i 1961. Alene Keplersatellitten har 2326 mulige kandidater på listen, og her skal man huske på, at det ved transitmetoden kun er muligt at finde planeter, der kredser på en sådan måde, at baneplanet ligger præcist i vores synsretning.
Den første exoplanet (eller rettere sagt var der faktisk tale om fire) blev fundet i 1991. De fleste tror, at den første blev fundet i 1995 omkring stjernen 51 Pegasi, men tre år forinden havde et hold radioastronomer fundet fire i kredsløb om en helt uventet stjerne ved navn PSR B1257+12. Betegnelsen antyder, at det drejer sig om en pulsar, dvs. en hurtigt roterende neutronstjerne på kun 30 km i diameter. En sådan neutronstjerne kan rotere flere hundrede gang i sekundet, og såfremt dens omdrejningsakse er orienteret korrekt i forhold til Jorden, vil radioastronomerne modtage en radioimpuls for hver omdrejning.
Rotationsperioden er yderst regelmæssig, men radioastronomerne opdagede, at netop denne pulsars periode var udsat for periodiske svingninger, og ved hjælp af den radialhastighedsmetode, som er nævnt i artiklens faktaboks, fandt de ud af, at årsagen skyldtes to små planeter i kredsløb om pulsaren. En finjustering af de indkomne data afslørede senere endnu en planet omkring PSR B1257+12 og muligheden for, at også en fjerde findes i systemet. Senere er flere pulsar-planeter fundet, herunder én, som formodes at være 12 milliarder år gammel.
Dette viser, at planetsystemer formodentlig kan findes overalt, og at de findes derude i milliontal, men samtidig også, at selv om de findes, er livsbetingelserne ikke tilstede hos størsteparten.
Når den eller de rette planeter er fundet, er det dog stadig rent gætteri og spekulation, for de store afstande sætter en meget effektiv begrænsning for kommunikation - for slet ikke at tale om direkte kontakt, så på den vis kan det være underordnet, hvorvidt der er 1,4 eller 1,4 milliarder civilisationer. Og naturligvis er der nogen derude. Vi har allerede én gang flyttet Jorden fra Universets centrum, og fandt dengang ud af, at vi ikke er så enestående, som vi troede.
Drake
Nu når vi har fået Sybille med kan vi gå vidre ;) hehe
Med det eksplosivt stigende antal nye planeter der ligger indenfor den Guldlok-zonen så kan vi måske igen vende Drakes ligning - vi har jo prøvet det før Karsten.
Har du et nyt bud med udgangspunkt i de nye oplysninger eller..?
Personligt har jeg længe holdt på de 1,4 som det sandsynlige resultat og kan måske være tilbøjelig til at opjustere til 2,5 - 3 - måske - eftersom hans ligning omhandler intelligent liv og ikke bare liv i alminidelighed.
Selvfølgelig
Det giver god mening, Bomholt, tak for det.
Mere baggrund
Jeg skrev 'baggrundsstjernen', fordi det er den, som planeten bevæger sig ind foran og derved forstærker dens lys - og her har vi således en gravitationel mikrolinse.
Planeten kredser om 'forgrundsstjernen', og såfremt den bevæger sig ind foran den, sker der en svækkelse af lyset - nemlig den svækkelse, som Keplerteleskopet kan måle, så her har vi en transit.
Netop Karsten
Derfor forvirrer det mig, at du skriver "der menes nok baggrundsstjernen" i din kommentar?
Det er forgrundsstjernen
Det er forgrundsstjernen, som har en eller flere planeter. Når den eller disse passerer foran baggrundsstjernen, giver det anledning til forstærkning af lyset.
Til Karsten
Du har ret i, at metoden kun kan bruges én gang. Tanketorsk, sorry. Til gengæld funderer jeg lidt over, om det nu også behøver at være baggrundsstjernen, der er omkranset af en planet - kunne man i princippet ikke også opdage planeter om forgrundsstjernen på denne vis? Bom bom, kan ikke gennemskue det, spørger lige Uffe. Måske du kunne forklare dig yderligere i mellemtiden, Hr. Bomholt. Sybille
Gravitationel Mikrolinse
Denne metode kan kun bruges én gang. I faktaboksen fremgår det, at der vil ske en forstærkning af lyset, hver gang planeten bevæger sig ind foran forgrundsstjernen. (Der menes nok baggrundsstjernen)
Situationen opstår, hvis Jorden, planeten og baggrundsstjernen tilfældigvis kommer til at stå på linie, medens de hver især bevæger sig i deres baner i Mælkevejen, og det vil kun forekomme én gang. Naturligvis kan der så senere forekomme en passage foran en anden stjerne, men da det i sig selv er en meget sjælden foreteelse, er en sådan gentagelse yderst usandsynlig.
Et miniature solsystem
NASA Science News har netop offentliggjort, at Keplersatellitten har opdaget de tre hidtil mindste kendte exoplaneter. De er blevet fundet i kredsløb om en rød dværg, KOI-961, og deres radius er henholdsvis 0.78, 0.73 og 0.57 af Jordens. Den mindste er dermed på størrelse med Mars.
http://science.nasa.gov/science-news/science-at-nasa/2012/11jan_smallest...