I katastrofe-filmen 'The Day After Tomorrow' (2004) stopper den dybe hav-cirkulation i Atlanterhavet.
Dermed stopper også Golfstrømmen op, og en global storm efterlader Europa og Nordamerika dækket af is.
Det hele i løbet af en uges tid.
»Helt urealistisk,« lød kommentarerne fra eksperterne.
Nu viser en ny, tysk forskergruppe at store klimaforandringer kan ske ekstremt hurtigt - omend ikke helt så hurtig som Hollywood påstår.
Den ekstremt hurtige klimaændring fandt sted i Europa længe før mennesket blev et miljøproblem. Men de årsagsfaktorer som opridses, kan betyde at klimaforskere må til at tænke i nye baner.
For omkring 13.000 år siden blev der koldt i Europa, og kulden varede i omkring 1.300 år. Det var som om den sidste istid kom med en allersidste krampetrækning.
Ifølge de tyske forskere skete denne ændring brat - i løbet af et års tid - i slutningen af en lille periode med ustabilitet på nogle få årtier.
Vi snakker faktisk helt nøjagtig om for 12.679 år siden.
Undersøgelser tyder også på, at det var kraftige vinde snarere end havstrømmene som drev de pludselige ændringer.
»Dette er et godt eksempel på hvor dynamisk vor planets klimasystem kan være,« siger Gerald Haug, palæo-oceanograf ved Geological Institute i Zürich.
Resultaterne viser, at vi har et stykke vej endnu før vi forstår klimasystemet, konkluderer en pressemeddelelse fra Helmholtz Association of German Research Centres.
De pludselige klimaændringer markerede begyndelsen på perioden kaldet 'Yngre Dryas'.
Gennemsnitstemperaturen på det europæiske kontinent faldt med omkring fem grader celsius, og den globale temperatur faldt med omtrent tre grader celsius.
Forskere har længe vidst at ændringerne skete hurtigt - som i løbet af årtier. Hidtil er der imidlertid ingen som har været i stand til at fastslå hvor hurtigt ændringerne skete, og heller ikke hvorfor de fandt sted.
Men det har ikke skortet på hypoteser. Den mest etablerede teori gik netop ud på, at pludselige ændringer i, eller et direkte ophør af, den dybe havcirkulation i Atlanterhavet forårsagede kuldechokket.
Mens en nordgående strøm flyder i Atlanterhavets overfladelag, bevæger en koldere strøm sig i den modsatte retning nede i dybet.
Sådan fragtes varme fra tropiske farvande nordpå, og bidrager til et mildere klima i de omkringliggende områder. Golfstrømmen er en del af denne havcirkulation.
Tidligere forskning har vist at Yngre Dryas flader sammen med en markant reduktion i den dybe havcirkulation i Nord-Atlanten.
En sådan brat ændring i havstrømmene forklares gerne med hurtig tilstrømning af ferskvand til Atlanterhavet, for eksempel ved at en isbarriere brød sammen og slap store mængder koldt gletsjervand fra indsøer ud i Atlanterhavet.
Et sådant ferskvandstilskud kan have reduceret saltindholdet i havets overfladelag så meget, at vandet blev lettere, og dette kan have påvirket vandets nedsynkning ved de nordlige havområder.
Denne nedsynkning bliver ofte anset som en vigtig del af drivkraften bag Golfstrømmen.
Men det har været vanskeligt at finde spor efter nogen sådan ferskvandskilde i de palæoklimatiske data, når det gælder Yngre Dryas.
Dette har igen ført til spekulationer om andre katastrofe-scenarier, for eksempel med en meteorit i hovedrollen.
Teorien er altså usikker, og andre faktorer kan have været vigtigere.
De tyske forskere peger på tidligere resultater, som antyder at den nordgående strøm af varmt vand ikke er ene-ansvarlig for det behagelige klima som vi har i Europa.
De nye resultater kommer fra forskning i sedimenter i indsøen Meerfelder Maar i det vestlige Tyskland. Den ligger i et vulkansk krater, og er det eneste kendte sted, hvor der findes velbevarede sedimenter fra hele Yngre Dryas.
De fine sedimentlag viser til og med årstidsændringer for perioden.
Forskerne har blandt andet kigget på aflejringer af siderit, et mineral som dannes af mikroskopisk plankton i relativt varme måneder. De opdagede, at efter flere hundrede år med årstidsvariationer, ophørte siderit-produktionen pludselig.
Det er dette som får dem til at mene, at de store ændringer fandt sted i løbet af et års tid.
De forklarer også manglen på siderit med stærkere vestenvinde fra Nordamerika. I dag kommer vestenvinden med varm luft, men på den tid var vestenvinden kold.
Siderit dannes på bunden af indsøer når overfladen er rolig og relativt varm, og vandet mangler ilt, rapporterer forskerne.
Stærke, kolde vinde rører op i og nedkøler overfladevandet, og tilfører lidt ilt. Sedimenter viser at denne omrøring - og dermed også den kolde periode - må have varet længe ved Meerfelder Maar.
Dette kan betyde at klimaforskningsmiljøet må nytænke ideerne omkring havstrømme som den udløsende faktor for klimaforandringer.
Er det muligt at kraftige vinde, måske kombineret med større udbredelse af havis, i stedet har påvirket havstrømmene?
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
