Danskeren Pi Suhr Willumsen (til højre) har sammen med Vivi Vajda leveret et afgørende bidrag til de nye resultater, der slår fast, det det var en meteor, der slog dinosaurerene ihjel. Her står de med en prøve fra netop den periode, hvor dinoer uddøde. (Foto: Linda Larsson)

Det var med stor sikkerhed en stor meteor, der udryddede dinosaurerne. Det konkluderer 41 forskere i dag i det videnskabelige tidsskrift Science, hvor de publicerer reviderede forskningsresultater om den store masseuddøen for 65,5 millioner år siden.

»En kombination af de tilgængelige data fra forskellige forskningsdiscipliner har fået os til at konkludere, at nedslaget af en stor meteor på Yucatan-halvøen for 65,5 millioner år siden var hovedårsagen til masseuddryddelsen,« siger Peter Schulte, lektor ved University of Erlangen i Tyskland og hovedforfatter til den store oversigtsartikel i en pressemedelelse.

»Det nye i det her arbejde er, at vi for det første er mange forskellige discipliner involverede. Eksempler er; modellering, krater-fysik, kemi og geologi, og vi har studeret grænselaget globalt. Der er ca. 350 kendte geologiske lokaliteter som har K-Pg grænselaget bevaret, såldes at man kan lave detaljerede undersøgelser,« siger den danske geolog Pi Suhr Willumsen fra Lunds Universitet, som har deltaget i arbejdet til videnskab.dk.

Bevis på nedslag og uddøende fra den anden side af jorden

Forskerne har både produceret nye data fra analyser af havboringer og fra områder på land, samtidig med at de har omanalyseret den relevante litteratur, hvor de nyeste forskningsresultater indenfor området også er inkluderet.

Pi Suhr Willumsen og hendes svenske kollega Vivi Vajda har begge arbejdet med New Zealandske sektioner, som omfatter aflejringer der kom fra henholdsvis terrestiske til oceaniske miljøer. Her har de også været i stand til at se spor af meteornedslaget og masseuddøende. At det ses så langt væk fra nedslagsområdet i Mexico er en vigtig brik i det store puslespil, da det bekræfter katastrofens globale omfang.

»Vivi Vajda og mig arbejder med New Zealandske sektioner som ligger ca. 10.000 km væk fra nedslagsområdet på Yucatan halvøen i Mexico. Der har generelt været forsket mere på andre lokaliteter end de fra den sydlige halvkugle, hvilket gør vores forskningsresultater vigtige i denne sammenhæng,« siger Pi Suhr Willumsen.

To teorier konkurrerer

En stor del af jordens arter uddøde for 65,5 millioner år siden - deriblandt dinosaurerne. I dag udgør hændelsen grænsen mellem de to geologiske tidsperioder Krit og Palæogen, også kaldet K-Pg grænsen.

I mange år har forskere forsøgt at besvare gåden om, hvorfor det skete. Der har været mange forslag og blandt de stærkeste er hypotesen om et meteornedslag på Yucatan-halvøen i Mexico samt hypotesen om en usædvanlig høj vulkansk aktivitet i det område, som i dag er Indien. Begge to har med stor sandsynlighed forårsaget massive klimaforandringer.

Modelberegninger viser, at nedslaget på Yucatan-halvøen var en million gange mere energirigt end den største atombombe, der nogensinde er testet. Og et nedslag af denne kraft har sendt materiale ud i atmosfæren, tsunamier i høj fart rundt om hele kloden, og forårsaget jordskælv på mere end 11 på Richterskalaen.

Grænsen, hvor den store masseuddøen fandt sted afspejler sig som en skarp forandring i flora, fauna- og sedimentsammensætningen, hvilket afspejler, at udryddelsen er sket meget pludseligt (se billede). Vulkan-hypotesen stemmer ikke overens med de observationer som foreligger globalt, og kun Chixculub-meteor-hypotesen omfatter en så skarp og dermed øjeblikkelige forandring, konkluderer forskerne.

Kortet viser hvor stort krateret ville være, hvis Chicxulub-meteoren slog ned midt i København. (Illustration: Malene Hald)

Forskere har nemlig ikke fundet nogen tegn på, at hverken de marine eller de landlevende økosystemer har gennemgået de store forandringer 500,000 år før K-Pg-grænsen, den periode hvor den vulkanske aktivitet var høj.

Arter døde umiddelbart efter nedslag

»Undersøgelserne viser, at der umiddelbart efter nedslaget skete et klart skifte i sammensætningen af marine arter globalt. De arter, der var direkte afhængige af lys, var hårdest ramt,« fortæller Pi Suhr Willumsen.

Pi Willumsen har arbejdet med de miljøændringer, som fandt sted ved K-Pg grænsen. Hun har kigget på hvordan de mikroskopiske marine alger i havene blev påvirket af nedslaget forskellige steder i verden.

Meteoren ramte en havbund, der indeholdt svovlholdige sedimenter. Denne svovl blev frigivet øjeblikkeligt og fyldte atmosfæren med 100-500 milliarder tons svovl. Dette kan have forårsaget en sænkning i jordens temperatur på 10 grader i flere årtier, mener hun.

Samarbejde på tværs over nationer

Gruppen af internationale forskere der står bag artiklen i Science kommer fra Tyskland, Danmark, Sverige, Spanien, England, USA, Belgien, Østrig, Japan, Mexico, Canada, Italien og Frankrig. De er nået frem til en fælles konklusion: Det er eftervirkningerne af meteornedslaget, der er den afgørende faktor i den masseuddøen kloden oplevde for 65,5 millioner år siden.

»Det er en fascinerende oplevelse, at være en del af et så tværfagligt og internationalt forskerteam bestående af specialister inden for mange fagområder. Jeg har ikke tal på, hvor mange mails, der er gået kloden rundt i forbindelse med denne artikel til Science. Det har krævet store samarbejdsevner og masser af kompromisser,« afslutter Pi Willumsen.