Ville du sætte børn i verden, hvis det først krævede en 5.000 kilometer lang svømmetur fra et vandløb i Randers gennem det mørke Atlanterhavsdyb til Sargassohavet og så sætte kronen på værket ved ofre dit eget liv?
Næppe. Men det er ikke desto mindre, hvad den europæiske ål gør.
Når efterårsmørket i oktober og november måned sætter ind vælger den blanke ål at forlade de europæiske vandløb i ensom majestæt for at tilbagelægge en 5.000 kilometer lang rejse til Sargassohavet. Ved målet for rejsen gyder ålen, så næste generation af europæiske ål kan se dagens lys. Og så dør den.
Det har frem til i dag været et mysterium, hvordan og hvilken rute ålene tager for at nå frem til deres bestemmelsessted. Den virkelighed har et hold danske forskere lavet om på ved at udstyre 22 europæiske ål med avancerede satellitsendere og fulgt en del af rejsen fra den irske vestkyst mod Sargassohavet.
“Vi har fundet ålenes svar på den sorte box,” Kim Aarestrup fra DTU Aqua, Silkeborg, som har stået i spidsen for det internationale forskerhold.
“Det lykkedes os af få signal fra 14 ud af 22 ål. Vores data viser, at ålene drager sydvest på mod Azorerne og stikker i en lidt mere sydlig retning i forhold til den direkte vej til Sargassohavet,” fortæller han.
Opdagelsen er så stor, at et af verdens førende tidsskrifter Science har valgt at offentliggøre nyheden i dag.
Ål på elevatorkurs
De danske forskere har ikke kun udstukket en kurs for de første 1.050 kilometer af rejsen. De har også sporet, at ålene helt konsekvent vælger at pendle op og ned mellem 200 til 700 meters dybde alt efter, hvor på døgnet ålen befinder sig. Man kunne kalde det for elevatorkurs.
“Vi har opdaget, at når mørket falder på søger ålene op i lidt varmere vandlag i 200 til 300 meters dybde, men så snart lyset bryder frem skynder de sig ned mod bunden i 600 til 700 meters dybde. Det pludselige dyk om dagen skyldes formodentlig, at ålene forsøger at undgå at blive ofre fra angreb fra rovfisk,” siger Kim Aarestrup.
Selvom det er en smart overlevelsesstrategi, så er den ikke hundrede procent skudsikker. For tre ud af de 14 ål holdt pludselig op med at søge ned mod de dybe vandlag, og sattelitsenderne afslørede, at der pludselig var helt mørkt.
(Kilde: Science)
“Det tyder på, at de tre ål er blevet ofre for rovfiskeangreb og har endt deres dage i rovfiskenes mave,” siger Kim Årestrup fra DTU aqua og vender tilbage til fænomenet om at bevæge sig skiftevis fra dybe til lavere vandlag:
“Man har aldrig set en lignende adfærd hos andre fisk. Så elevatorkursen er helt unikt for ålene i fiskeverden,” siger Kim Aarestrup.
Satellitovervågning svær på ål
En anden grund til, at ålene søger op i de højere og varmere vandlag kunne også være for at spise, fordi disse lag er mere rige på føde. Men den hypotese tror Kim Årestrup ikke på, fordi tidligere forskning har vist, at ål ikke spiser på den 5.000 kilometer lange tur. De forbrænder i stedet store fedtreserver og tarmen skrumper på rejsen.
Kim Aarestrup har en anden mulig forklaring, som han også slår på tromme for i spalterne i Science:
“Vi har en anelse om, at ålene søger ned i de kolde vandlag mellem 10 til 11 grader for at undgå at kønsmodne for hurtigt. For kønsmodningen er afhængig af temperaturen og er optimal ved 21 til 22 grader. Den temperatur findes mellem 50 og 250 meters dybde i Sargassohavet, og er en optimal gydetemperatur,” forklarer Kim Aarestrup.
Man har aldrig set en lignende adfærd hos andre fisk. Så elevatorkursen er helt unikt for ålene i fiskeverden
Kim Aarestrup, DTU aqua
At følge en ål med satellitovervågning er en stor udfordring. For radiobølgerne kan ikke trænge igennem saltvand. Derfor var satellitsenderne på ryggen af ålene programmeret til at poppe af på forskellige tidspunkter og dukke op til vandets overflade. Vuggende i havoverfladen sender den alle data om lys, dybde og hastighed op til en satellit, når den passerer.
Hastigheden på ålenes rejse mod Sargassohavet svingede mellem 5 til 25 kilometer pr. dag. Det er meget lavere end den hastighed, der skal til, hvis ålene skulle nå rettidigt frem til Sargassohavet for at gyde i april. Det langsomme udgangstempo kan der ifølge Kim Årestrup være to forklaringer på.
“Enten har satellitsenderen på ålens ryg bremset farten. Eller også vil tempoet blive speedet gevaldigt op, når ålene når havstrømmene efter Azorerne, hvor de kan få noget, der ligner et gratis lift til Sargassohavet,” siger Kim Aarestrup.
