Uledsagede flygtningebørn er stærkt prægede af familievold

En lille dreng mister sin far og vokser op hos en onkel, der slår ham. En dag tager onklen ham med til en lejr, som bliver drevet af ekstremister. Der bliver han efterladt, så han kan blive selvmordsbomber. Drengen flygter fra lejren, og det lykkes ham at komme til Norge.

»Vold i nære relationer skaber en anden og mere alvorlig form for traumer end vold udefra,« fortæller psykolog Envor M. Bjørgo Skårdalsmo.

Som forsker har hun i forbindelse med et projekt ved det Nationale videnscenter for vold og traumatisk stress i Oslo (NKVTS) interviewet uledsagede mindreårige asylansøgere og flygtninge for at kortlægge de traumatiske minder og deres psykiske sundhed.

Problemer med opmærksomhed, søvn og temperament

Skårdalsmo interviewede 70 flygtningebørn, som ankom alene til Norge, før de var fyldt 15 år. Børnene blev ikke direkte spurgt, om de havde oplevet vold i familien eller på skolen, men 34 af børnene fortalte alligevel om sådanne oplevelser i løbet af interviewet.

De 34 børn var vokset op i 8 forskellige lande med størstedelen fra Afghanistan, Eritrea og Sri Lanka – 4 af dem var piger. Denne forskel i antallet af piger og drenge afspejler kønsfordelingen af asylansøgere i Norge.

Sammen med projektleder og professor Tine K. Jensen publicerede Skårdalsmo for nylig en artikel om sine fund.

»Mange af dem fortalte om rå og brutal vold. Selvom børnene måske ikke opfylder kriterierne for posttraumatisk stresslidelse, PTSD (Posttraumatic Stress Disorder), er de på mange måder traumatiserede,« forklarer Skårdalsmo og fortsætter:

»De kan blandt andet kæmpe med mellemmenneskelige relationer og have problemer med opmærksomheden, søvn og temperamentet.«

Hvorfor er familievold værre end krig?

»En af grundene til, at vold i nære relationer er så skadelig, er, at den finder sted over så lang tid. Børnene har måske levet med vold i familien, fra de var bittesmå. Og hvis vi ikke kan føle os trygge i relation til vores nærmeste omsorgspersoner, hvor kan vi så føle os trygge?« lyder det retorisk fra Skårdalsmo.

Forskerne har analyseret, hvordan de unge skaber mening i det som skete, og hvad de opfatter som årsagen til volden.

»Børn, som udsættes for vold fra deres egne forældre, tager i mange tilfælde selv skylden for volden. Det kan være meget skadeligt for barnets psykiske sundhed, hvis det får en opfattelse af sig selv som et dårligt menneske. Det er sværere at få bugt med sådanne traumer, end hvis de placerer skylden uden for dem selv,« forklarer Skårdalsmo.

Et andet studie fra NKVTS viser, at voksne flygtninge, som modtager psykiatrisk behandling i offentligt regi i Norge, er mere prægede af de traumatiske barndomsminder end af krigs- og torturtraumer.

»Heldigvis har de fleste af de børn, vi snakkede med, en omsorgsperson, som har ydet dem beskyttelse. På den måde har de lært, at voksne er forskellige, og at skylden måske ikke ligger hos dem selv,« understreger Skårdalsmo.

Torturlignende vold på skolerne

Mange af børnene kunne fortælle om grov og brutal vold, begået af lærerne på skolerne. En dreng fortalte, at han fik 12 slag med en tyk stok, hvis han ikke havde lavet lektier.

En anden fremviste de ar, han havde fået ved at kravle på knæ over skarpe sten, fordi han var kommet for sent i skole. Andre havde oplevet at blive slået så hårdt over hånden, at knoglerne næsten brækkede.

»Det er en ren og skær torturlignende vold, som bliver begået i skolerne,« siger Skårdalsmo.

Når det kommer til vold i skolen, lægger børnene kun i ringe grad skylden på sig selv. De forklarer ikke volden med, at de er slemme, men med situationsbestemte ting som at de ikke havde lavet lektier, at læreren var en dårlig lærer, eller at ‘det er sådan man gør, dér hvor jeg kommer fra’.

»Måske lægger de ikke skylden på sig selv, fordi de var ældre, da volden startede, og fordi det er lettere at se det situationsbestemte, når andre børn også bliver slået. Da de blev interviewet, havde de gået i skole i Norge i et stykke tid, og de havde lært, at det er forbudt at slå børn. Det kan gøre det lettere at se, at det ikke er deres egen skyld,« uddyber Skærdalsmo.

Kun ét enkelt barn mente, at vold eller voldstrusler gjorde, at hun lærte mere i skolen. Mange fortalte om en tilstand af konstant frygt, der gjorde det svært at lære noget som helst. Nogen fortalte, at volden var årsag til, at de havde forladt skolen.

Der skal følges op på voldsminderne

Skærdalsmo påpeger, at det er yderst vigtigt, at disse oplevelser kortlægges og følges op, når uledsagede mindreårige ankommer til Norge.

Hun mener, at vi skal være bevidste om, at mange flygtninge – ud over krigs- og flugtoplevelserne – også har andre smertefulde minder, som kan føre til komplekse traumer.

»Det er ikke let at gå i skole og lære norsk, hvis man ikke kan sove om natten og kæmper med sorg og savn. Det er vanskeligt at bevare fokus og holde koncentrationen om skolearbejdet. Med de voldsminder, mange af de unge bærer på, kan der også være en lavere tærskel for, at man føler sig krænket af lærerne eller andre autoriteter. Det kan resultere i, at man let giver op og også i den norske skole bliver en del af fraværsstatistikken,« fortæller Skærdalsmo og fortsætter:

»Børn, som har oplevet mishandling i hjemmet, har måske et endnu større behov for at blive placeret hos en plejefamile end andre mindreårige flygtninge, så de kan blive bekendt med et familieliv, hvor der ikke foregår sådanne overgreb.«

Ofte skal der ikke så meget til

Psykologen fortæller, at der stor forskel på børnenes psykiske sundhedstilstand.

»Nogle har fået en god opfølgning og har tilpasset sig det nye liv i Norge godt. Mange er godt på vej og har mange ressourcer. Der skal ikke nødvendigvis så meget til, for at de får et bedre greb om tilværelsen. De trænger bare til en god og tryg omsorgsbase og til at blive mødt med venlighed, høflighed og respekt fra os alle.«

»Men nogle lever stadig med skyhøj stress. De kæmper med en meget dårlig samvittighed over for mor og små søskende, som forsat bor i det voldelige hjem. En del børn har brug for psykologisk – gerne traumefokuseret – behandling, før de kan få udbytte af en normal norsk skolegang. Det kræver lidt af os alle at håndtere disse ting, men det er en rigtig god investering!« afslutter Skårdalsmo.

© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark