“Hvad tænker de mon?”
Det er nok det første, man selv tænker, når man ser billeder af “stammefolk, der aldrig har haft kontakt med omverdenen”.
Billederne er de nyeste billeder af “ukontaktede” indianere. De er taget på grænsen mellem Brasilien og Peru af interesseorganisationen Uncontacted tribes.
Men det giver faktisk ikke mening at påstå, at indianerne aldrig har haft kontakt med omverdenen, mener Mikael Rothstein. Han er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier.
»Det er noget pjat at kalde dem “ikke kontaktede”. De eneste de ikke er kontaktede af, er os. Der vil altid være nabokulturer, som de er i kontakt med. På billederne kan man faktisk se en lille metalgryde. Den slags vokser ikke op af jorden, så den har de åbenlyst handlet sig til,« fortæller han.
Mikael Rothstein, som studerer indfødte folk, har specialiseret sig i kulturerne på Borneo, men har også arbejdet en del med stammer fra Sydamerika.
»Grupperne ved godt, at der findes mennesker, som ikke er som dem. Hvis en gryde når ud til dem, er det fordi, den er handlet fra den ene gruppe til hinanden,« fortæller han.
Skal vi kontakte dem?
Kontakten til de indfødte stammer er ikke noget, de selv har indflydelse på. De er fuldstændigt magtesløse og kan ikke selv vælge, om de vil tage kontakten. Hvis vi vil kontakte dem, skal vi nok finde dem. Men er det klogt – eller skal vi lade dem være i fred?
»Det er et gevaldigt etisk problem. Vi bør overlade det til dem, om de ønsker kontakt med os. Og vi bærer et gigantisk ansvar. Vores almindelige sygdomme slår dem for eksempel ihjel. En simpel forkølelse kan være nok. Selve kontakten kan altså have alvorlige konsekvenser for dem,« forklarer Mikael Rothstein.
Men de indfødte stammer får næppe muligheden for at bestemme, om de vil tage kontakten eller ej.
Det generelle billede er nemlig, at skoven omkring dem bliver fældet.
Junglen er en forudsætning for indianernes eksistens, men den forsvinder som industrierne rykker tættere og tættere på, fortæller Mikael Rothstein.
Dårlig forretning
Spørgsmålet om hvem, der kontakter hvem, er blevet absurd, mener Mikael Rothstein. Magtforholdet er helt skævt.
Vi har magten til at give dem mulighed for at leve og have et samfund. Vi kan også vælge at fælde skoven, så stammerne går til grunde.
»Det sidste er der penge i. Men freder vi dem, må vi nøjes med at glæde os over ikke at have udryddet et folkeslag« siger Mikael Rothstein.
Missionærer ødelægger originale samfund
Billederne af stammefolket er problematiske på flere måder.
På den ene side vil organisationer som Survival International gerne gøre opmærksom på, at disse mennesker findes. Det er med til at skabe opmærksomhed, der kan fører til, at regeringer bevarer indianernes leveområder og sikre deres rettigheder. På den anden side vil man helst holde hemmeligt, præcis hvor de befinder sig.
Missionærer vil nemlig meget gerne i kontakt med de isolerede samfund.
Selv om missionærene gerne vil opbygge og hjælpe, så har de, ifølge Mikael Rothstein, en religiøs dagsorden. Den dagsorden er, at gøre indianerne kristne, og det nedbryder indianernes kultur.
»Man kan derfor ikke regne med, at de folk, der vises frem, kan være i fred i særligt lang tid. Missionærerne vil nedbryde den lokale religion. En religion som giver perfekt mening i junglen, bliver erstatte den med den kristne religion, som er fuldstændig meningsløs midt i regnskoven,« mener Mikael Rothstein.
Stammefolk minder os om os selv
Hollywood har med storfilmen Avatar skabt et glimrende billede på konflikten mellem stammefolk og civilisationen, mener Mikael Rothstein.
»Vi kan godt indse de her problemer, når det foregår i en storfilm som Avatar. Vi kan godt se, at den er helt, helt gal. Ellers ville den film ikke have hevet så mange mennesker i biografen. Når vi ser billederne fra junglen i Peru tænker vi: “Hvad tænker de mennesker?”, men vi ender et andet sted – nemlig med et spørgsmålet til os selv: Hvad vi er for nogle mærkelige væsener selv? De “ikke-kontaktede” indianere tvinger os til at overveje hvem vi selv er,« mener Mikael Rothstein.
