Stenalderjægerne guffede gerne kulhydrater

Stenalderjægerens mad indeholdt store mængder protein fra fisk, magert kød, urter og groft grønt og er blevet grundlaget for en af nutidens hotteste sundhedstrends: palæokosten.

Den moderne udgave af stenalderkosten udelukker kulhydratrige fødevarer, ud fra tanken om at man i jægerstenalderen hverken kunne skaffe brød, ris eller pasta.

Sultne og nysgerrige i København kan lægge vejen forbi fastfoodstedet Palæo, der med Thomas Rode i front hver dag langer æggewraps og meatza’er over disken. Men kan det virkelig passe, at folk i jægerstenalderen slet ikke spiste kulhydrater?

(Læs også: ‘Er stenaldermad overhovedet sund?‘ og ‘Raw Food kan gøre dig alvorligt syg‘)

Arkæolog og botaniker Sabine Karg, der er ekstern lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet har brugt de sidste 25 år på at specialisere sig i arkæobotanik. Hun fortæller, at datidens jægere, modsat mange tilhængere af den moderne stenalderkost, frydefuldt gumlede kulhydrater i sig, hvis lejligheden bød sig.

»Kulhydrater har været en del af kosten. På oversvømmede bopladser fra jægerstenalderen er der fundet spor af både rødder og frø fra forskellige vandplanter og vilde græsarter.«

Stenalderjægerne var ikke kræsne

Den moderne udgave af palæokosten forsager alt, hvad der minder om brød, ris, pasta, bælgfrugter og mælk. Men Ifølge Sabine Karg var stenalderjægeren ikke nær så kræsen.

Letfordøjelig mad med et højt energiindhold er et velkomment indslag, hvis man selv skal gøre hele indsatsen for at få fat i dagens næste måltid, og der er da også fundet spor af kulhydratholdige fødeemner på de gamle bopladser.

»Hvad man finder på de arkæologiske udgravninger afhænger både af bevaringsforholdene, og af hvordan man dengang har tilberedt maden. For os er forholdene særligt gode på oversvømmede bopladser, hvor organisk materiale bevares godt, og i brandlag eller ildsteder hvor man finder planterester, der er brændt,« siger Sabine Karg og giver et eksempel:

»Vi har for eksempel fundet frø fra vilde græsarter og vandplanter samt rødder, der har været en del af jægernes kost. Især når man ikke var heldig på jagten, måtte man tage ud og samle og grave rødder op.«

9.000 år på palæokost

Menuen i stenalderen var vidt forskellig alt efter område, klima og sæson. I Danmark levede menneskerne af jagt og indsamling i mere end 9.000 år, før man lagde stilen om og blev landmænd.

I løbet af de 9.000 år bød Danmark jægerne på alt; lige fra bundfrosne landskaber, der mest af alt minder om vore dages Grønland, til et varmt ølandskab med temperaturer som nutidens sydeuropæiske feriedestinationer.

Blandt de stivelseskilder, som arkæologerne indtil nu er stødt på, gemmer sig blandt andet agern og strandbede. Den sidste er den plante, der er forfader til både rødbeden og sukkerroen.

Sammenlignet med i dag, har jægerstenalderens kost indeholdt masser af protein, mindre fedt, og færre, om end nogle, kulhydrater.

Du bliver, hvad du spiser

Kosten betyder noget for sundheden. I dag, såvel som i jægerstenalderen. Men eftersom man ikke kan sende en stenalderjæger fra dengang til konditest på hospitalet, må man, hvis man vil vide noget om jægernes sundhed, kigge på det materiale, der trods alt er – knogler og tænder.

Derfor har Videnskab.dk bedt Pia Bennike, der er biologisk antropolog og lektor på Københavns Universitet, om at tage kasserne med stenalderknogler frem, så hun kan fortælle, hvordan det stod til:

»Jægernes tandsundhed var i top. Der er meget lidt tandtab, og de har ikke noget caries. Det kan man godt forstå, for det hænger sammen med, at de ikke har fået ret mange af de kulhydrater, der indeholder sukker. Det søde, der har været, er honning. Fordelen ved de stivelseskilder, man har haft, som for eksempel rødder, er, at det er grov kost, som faktisk er med til at rense tænderne.«

Stenaldermad var mindre tilberedt end i dag

Til gengæld, fortæller Pia Bennike, har stenalderjægeren gjort god brug af de sunde bisser:

»Det kan ses på hele kraniet, at de har haft et kraftigt tyggeapparat, og at de har slidt tænderne meget. Det meget kraftige tandslid viser, at man har spist grov kost, men også at man måske ikke tilberedte maden så meget som senere.«

Hun forklarer, at når man snakker huller i tænderne, så hænger det ikke bare sammen med, hvad maden indeholder, men især også hvad man gør ved den:

»Caries ses i begyndelsen af bondestenalderen og øges i jernalder og vikingetid. Det sker i takt med, at man begynder at spise flere kulhydrater, men også meget mere fintforarbejdet mad.«

Jægerne havde kraftige knogler

Ser man på knoglerne, ser sundheden hos de danske stenalderjægere heller ikke tosset ud. Til gengæld var deres fremtidsudsigter ikke så lange, som de er for de fleste i dag.

»Der ses ikke spor efter så mange sygdomme på knoglerne, men det kan hænge sammen med, at gennemsnitsalderen heller ikke var så høj. De, der overlevede, til de blev voksne, kunne forvente gennemsnitlig at blive omkring 35-40 år,« siger Pia Bennike og fortsætter:

»Knoglekvaliteten var generelt bedre end i dag, men spørgsmålet er, om det skyldes kosten eller fysisk aktivitet. Begge dele har nok haft betydning, men især niveauet af fysisk aktivitet gør en forskel. Der kan også være tale om et udviklingsmæssigt træk, for jo længere vi går tilbage i tid, jo kraftigere er knoglerne.«

Stenalderfolk fik nok kalk fra skaldyr

Når man snakker knogler, må man også snakke kalk. I dag anbefaler Fødevarestyrelsen, at man drikker mindst en halv liter mælk om dagen. Men mælk indgår ikke i stenalderkosten, så jægerne må have fået deres kalk andre steder fra. Og her har Pia Bennike et godt bud:

»Kalk findes i en masse andre ting, som for eksempel skaldyr, så jeg tror, de har fået det kalk, de skulle have. Lidt ligesom paleoeskimoer, de har fået tilstrækkelig med kalk, så de fik ikke problemer med det før en vis alder.«

Stenalderens jægere havde kraftige knogler og stærke bisser. De levede et aktivt liv og spiste en grov kost, der bestod af alt spiseligt, de kunne få fat i.

Du kan læse Thomas Rodes kommentarer til forskernes pointer i en artikel hos DR.