Omkring den seneste istid gjorde vores forfædre alt, hvad de kunne for at holde varmen i deres hytter. Det indebar blandt andet, at de jagtede huleløver, pelsede dem og brugte deres skind som tag til hytterne. Det skriver newscientist.com.
Det er forskere fra University of Cantabria i Spanien, der er kommet frem til resultatet på baggrund af analyser af huleløveklør og knogler fra hulen La Garma i Kantabrien i Nordspanien.
»Det var helt klart en opgave forbundet med stor fare. Men det er ikke til at vide, om det var en kollektiv aktivitet eller en individuel handling med sociale og rituelle strejf,« siger Marián Cueto, der har ledt forskningen i samarbejde med et forskerhold fra University of Cantabria, til newscientist.com.
La Garma-hulen blev for 16.000 år siden forseglet af et stenskred, der skabte ideelle bevaringsforhold. Inde i hulen var der nemlig begravelsespladser, spydspidser og hulemalerier, og knoglerne fra en huleløves tæer. Og det er dem, forskerne har set nærmere på.
På tåknoglerne kunne forskerne se mærker, som er magen til dem, der kommer, når jægere flår skindet af en løve, men bevarer poterne som en del af skindet.
Desuden fandt man i La Garma-hulen resterne af tre stenhytter, og forskerne spekulerer derfor i, om skindet er blevet brugt som tag til en af dem.
Denne antagelse er ifølge newscientist.com bygget på, at knoglerne fra huleløven blev fundet rundt om én af hytterne, og forskerne forestiller sig, at skindet har været spændt ud over hytten.
Forskerne vil ifølge newscientist.com undersøge, om fossiler fra lignende kødædere, såsom hyæner, ræve og bjørne, er blevet pelset på samme måde.
Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS One.
aml