Forskere: Nyoversættelse af det gamle testamente er led i kristen mission
DEBATINDLÆG: En ny Bibeloversættelse har til hensigt at fremstå moderne og tidssvarende. Men Det Danske Bibelselskab bag har en kristen missionsstrategi, som man skal være meget opmærksom på, skriver religionshistorikere her.

Den nye oversættelse af Det Gamle Testamente har til hensigt at oversætte teksterne til et nutidigt dansk. Men Bibelselskabet og dets oversættere risikerer at møde en jernhård kritik, lyder det fra kritiker. (Foto: <a href="" target="_blank">Shutterstock</a>)

Det Danske Bibelselskab hviler aldrig. Dets nye oversættelsesinitiativ, som skal få danskerne til at hengive sig til det gamle testamente, består i at omskrive teksten, så den fremstår som moderne og nutidssvarende. Det er et led i Bibelselskabets bestræbelser på at kristne danerne, for med denne promovering af de bibelske tekster følger kristen mission.

Udenforstående bør vide, at Bibelselskabet på én gang er en konservativ og hypermoderne kristen missionsorganisation, der har til hensigt at gøre os alle kristne. Faktisk er det en grundidé i Bibelselskabets filosofi, at »kristendommen er en oversættelsesbevægelse«, og at den »bevæger sig derhen, hvor menneskene er.« (Kristeligt Dagblad, 14.4.2011)

Det gælder ikke blot geografisk og teknologisk, men i høj grad også sprogligt.

Det er oplagt at oversætte Bibelen til et moderne nutidsdansk

Når flertallet af danskerne ikke længere er fortrolige med kirkens gamle sprog, er det derfor oplagt at oversætte Bibelen til et moderne nutidsdansk, som alle forstår. Ikke mindst børn og unge, som missionsorganisationer særligt gerne vil have fat i. Det har Bibelselskabet allerede gjort for det nye testamentes vedkommende med Den nye aftale (2007).

Denne hypermoderne fordanskning har Bibelselskabets generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard karakteriseret som »mission på det 21. århundredes oplyste og folkelige præmisser.« (Kristeligt Dagblad, 14.4.2011)

Nu er tiden tydeligvis kommet til en tilsvarende oversættelse af det gamle testamente. Den bliver lanceret som 'Bibelen i joggingbukser'. Det er 100 procent i tråd med et af De Forenede Bibelselskabers hovedformål, nemlig at »finde nye og fantasirige måder at gøre Bibelen tiltrækkende på.«

LÆS OGSÅ: Ny bibel-oversættelse giver Adam og Eva joggingbukser på

Bibelselskabets mål er kristen mission

Set gennem de religionshistoriske briller er Bibelselskabets spritnye oversættelsesprojekt, kort sagt, indlejret i en kristen missionsstrategi, som for eksempel Videnskab.dk ikke ser og derfor ikke skriver om. Det er trist, for når magtfulde, pengestærke religiøse organisationer melder sig på banen med forrygende engagement og i stigende hast, så er der altid grund til bekymring.

Måske er man blevet duperet af, at Bibelselskabet har allieret sig med vennesæle og føjelige forskere, som med bind for øjnene, eller klar bevidsthed – det kan være svært at gennemskue – er med til at promovere det kirkelige læs.

Forskerne ændrer imidlertid intet ved, at Bibelselskabets mål er kristen mission, og at dets bibeloversættelser er hovedmidlet. 

Det bliver under alle omstændigheder interessant

I en faglig kontekst burde man interessere sig for, hvorfor og hvordan religiøse mennesker producerer deres myter og søger indflydelse i samfundet, i stedet for ukritisk at medvirke til at promovere disse aktiviteter.

Vores egen videnskab – religionshistorie – er udviklet til netop dét, hvad enten der er tale om islam i Syrien, Scientology i USA, voodoo-kulter på Haiti eller folkekirkelige missionsorganisationer i Danmark.

Det bliver under alle omstændigheder interessant at følge Bibelselskabets nyoversættelse af det gamle testamente, herunder sammenligne den med Bibelselskabets kronjuvel, den kirkeligt autoriserede bibeloversættelse fra 1992 (DO92).

Afviger nyoversættelsen markant fra DO92s gengivelse af de steder i det førkristne gamle testamente, der har haft stor betydning i kristen tradition, ja, så kan nyoversættelsen næppe undgå fagligt at delegitimere DO92.

Dermed vil Bibelselskabet komme til at undsige sig selv, uanset hvor meget man vil gøre for at sløre det.

Tiden kan ikke skrues tilbage

Ligger nyoversættelsen derimod på linje med DO92s gengivelse af de steder i det førkristne gamle testamente, der har haft stor betydning i kristen tradition, ja, så vil den begå den fagligt set samme brøler som DO92, nemlig at tilgodese tekstfremmede kirkelige hensyn.

I så fald vil Bibelselskabet og dets oversættere kunne imødese jernhård kritik.

Under alle vilkår kan tiden ikke skrues tilbage til de gode gamle dage, da Bibelselskabet herskede nærmest uimodsagt over danskernes bibel. Efter den jernhårde kritik, som Bibelselskabet har været genstand for i nyere tid, er vilkårene for bibeloversættelse blevet forandret i Danmark.

Dette debatindlæg er skrevet af Jens-André P. Herbener, adjunkt, Institut for Historie på Syddansk Universitet og tidligere ansvarlig redaktør for Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekt på Det Kongelige Bibliotek og Mikael Rothstein, lektor, Institut for Historie på Syddansk Universitet

Seneste ForskerZonen