Ny bibel-oversættelse giver Adam og Eva joggingbukser på
Sprogforskere, teologer og kommunikationseksperter samarbejder om en ny oversættelse af Bibelen, som er radikalt anderledes end den eksisterende. Den nye skal supplere den eksisterende, så det bliver muligt at vælge den bibelversion, der passer til formålet.

<b>I øjenhøjde med nutiden.</b> Den nye oversættelse er så at sige Bibelen i joggingbukser – til brug dér, hvor dét passer bedst. Man har bestræbt sig særligt på at oversætte teksterne til et nutidigt dansk, der uden videre er forståeligt for en normalt begavet læser, der ikke har den mindste smule af særlige kirkelige eller kulturelle forudsætninger. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/pic-38432584/stock-photo-dirty-hands-holding... target="_blank">Shutterstock</a>)

 

Stemningen var nærmest ophidset. I hvert fald engageret på den absolut personlige facon:

»Sådan taler Gud ikke!« sagde en litteraturredaktør fra en fremtrædende avis. »Det vil slå skår i min kristne tro, hvis der kommer til at stå sådan« supplerede en professor i dansk litteratur. »Den risiko vil jeg godt løbe,« parerede en semitisk filolog, »hvis der til gengæld er en chance for at få nye læsere i tale«.

En halv snes teologer, religionsforskere, præster, journalister og eksperter i både dansk og semitiske sprog var samlet omkring et bord hos Det Danske Bibelselskab på Frederiksborggade i København for at drøfte muligheden af at lave en ny, mere nudansk og mundret bibeloversættelse.

Fem af dem havde på forhånd oversat nogle udvalgte kapitler af Det Gamle Testamente fra hebraisk – og vel at mærke bestræbt sig særligt på at oversætte dem til et nutidigt dansk, der uden videre er forståeligt for en normalt begavet læser, der ikke har den mindste smule af de særlige kirkelige eller kulturelle forudsætninger, som en bibeloversættelse i praksis ofte tager for givet, at læseren er udstyret med.

De oversatte smagsprøver blev nu forelagt for eksperter i sprog, litteratur og formidling. Og reaktionerne var, som antydet, ikke kedelige.

Det sjette bud og nutiden

En af prøve-teksterne var de 10 bud. Jeg havde oversat denne tekst og havde gengivet det velkendte »Du må ikke bedrive hor« som »Lad være at have sex med en anden mands kone«.

Hvorfor nu dét? – ville de ikke-teologisk uddannede konsulenter gerne vide. Inden jeg nåede at svare, indskød en ældre kvindelig teologiprofessor stilfærdigt: »Fordi det, der står, betyder lige præcis dét!«  

Og de næste ti minutter handlede diskussionen så pludselig hverken om hebraisk grammatik eller om stillejet i en dansk tekst i det 21. århundrede, men om kulturhistorie og antropologi og familiestrukturer i oldtiden: I moderne tankegang er utroskab en forseelse over for ægtefællen. I oldtiden var det slægten og arvefølgen, der skulle beskyttes, og ikke individet. Den mindste tvivl om faderskabet til en gift kvindes barn måtte nødvendigvis undgås. Skulle ægtemanden derimod finde på at opsøge en prostitueret, havde det jo ikke den slags alvorlige konsekvenser.

Når man oversætter, skal man altså ikke bare have to forskellige sprog til at mødes. Man skal – især når teksten er flere tusinde år gammel – have to forskellige kulturelle verdener til at mødes. Og der kan hurtigt blive uenighed om, hvad en bibeloversættelse overhovedet skal give sin læser: Hvis journalisten går ud fra, at Bibelen må sige noget, der understøtter vores nutidige moralbegreber, mens teologerne kun vil levere formidling af, hvad oldtidens israelitter tænkte, er det ikke nogen nem opgave at være manden for bordenden.

Ekspert-ping-pong

For bordenden sidder Bibelselskabets generalsekretær, ph.d. i religionssociologi, Morten Thomsen Højsgaard, og han kan nu, cirka halvandet år efter det første stormfulde møde, gøre klar til at fejre Bibelselskabets 200-års jubilæum ved kort før årets bogmesse at præsentere en spritny oversættelse af to komplette skrifter fra Det Gamle Testamente. De to skrifter er et pilotprojekt for den samlede nyoversættelse, der forhåbentlig bliver en realitet i løbet af nogle år.

Det drejer sig dels om Første Mosebog med dens fortællinger om Adam og Eva, Noas sejlende zoologiske have, tårnet i Babel, og patriarkerne fra Abraham og frem til Josef og hans brødre i Egypten, dels om Prædikerens Bog. En mærkelig og provokerende samling filosofiske overvejelser om livets mening – eller mangel på mening.

De to skrifter er først blevet råoversat fra hebraisk af henholdsvis undertegnede og Martin Ehrensvärd, som er ph.d. i semitisk filologi, og derefter har først andre hebraiskkyndige og siden eksperter i nudansk sprog finkæmmet manuskripterne. Oversættelsen af Første Mosebog er blevet bearbejdet af teaterdirektør Mette Wolf, som er dramaturg og manuskriptforfatter, mens mag.art. og kommunikationsspecialist Line Pedersen har taget sig af Prædikerens Bog.

De fleste ved hvordan en engel ser ud. Men sagen er den, at der faktisk ikke findes et ord på bibelsk hebraisk, der betyder engel.
(Foto: <a>Shutterstock</a>)

Et antal forsøgskaniner, både fra skole- og kirkelig sammenhæng, har læst resultatet igennem, hvorefter oversættere og sprogkonsulenter er blevet sendt tilbage til skrivebordet for at tage højde for reaktionerne.

Skønt jeg var nogenlunde godt tilfreds, da det første udkast blev sendt af sted, er der næppe ét eneste afsnit, der ikke er blevet forbedret under denne ping-pong mellem forskellige kompetencer.

 

Oversættere er forrædere

En god ven, som kom forbi, mens jeg sidste sommer sad i mit kolonihavehus og baksede med fortællingen om Josef, blev lidt forbavset over at høre, at der så at sige skulle startes forfra med den hebraiske tekst, som vi kender i mere end 2000 år gamle brudstykker fra Dødehavsrullerne og i hele manuskripter fra middelalderen.

Der udkom jo en ny dansk bibeloversættelse for kun 22 år siden. Hvorfor ikke bare tage den og oversætte de svære ord til noget, der er nemmere at forstå, når det nu er den dansksproglige formidling, der er det særlige ved det nye projekt? Indholdet er vel det samme?

Ideen er ikke tosset, og reelt er det ofte sådan, nye bibeloversættelser er blevet til. I mere end tre århundreder – frem til 1931 – var alle autoriserede danske bibeloversættelser reviderede udgaver af den, som professor Hans Resen, senere Sjællands biskop, udgav i 1607. Og de, som reviderede, sad naturligvis med den hebraiske tekst slået op ved siden af og arbejdede samvittighedsfuldt og videnskabeligt.

Men der er flere grunde til, at Bibelselskabet alligevel har foretrukket at lave en rigtig nyoversættelse. For det første er det langt nemmere at tænke nyt, når man bygger op fra grunden, end når man river skillevægge ned i et eksisterende hus.

Oversættelse består jo ikke kun i at vælge den danske glose, der dækker bedst, men også at bestræbe sig på at få flest mulige nuancer i grundteksten med. Og den gamle italienske vits om, at tradutori sono traditori (»oversættere er forrædere«) bliver mere og mere indlysende sand for én, mens man arbejder med teksten: Ingen oversættelse kan få det hele med, og en lang række valg er allerede truffet, når man når dértil, hvor det handler om at vælge den rigtige danske glose.

 

Nu uden engle

Tag nu for eksempel englene: I den autoriserede oversættelse fra 1992 optræder én eller flere engle seksten gange i løbet af Første Mosebog. I den nye oversættelse er der ikke én.

Hvorfor nu dét? Har en flok bedrevidende, rationalistiske bibelforskere fået lov at pille alt det magiske ud af Bibelen? Overhovedet ikke.

Men sagen er den, at der faktisk ikke findes et ord på bibelsk hebraisk, der betyder engel. Det ord, der ofte oversættes til engel, mal'ak, betyder budbringer eller udsendt medarbejder, og det kan lige så godt bruges om et menneske, som er sendt af sted med en besked fra én høvding til en anden.

Sådan bruges det også i første Mosebog, når Jakob for eksemoel kommer hjem fra sit eksil i Mesopotamien og sender en kurér i forvejen med en formildende besked til sin vrede storebor Esau. Ingen ved sin fornufts brug finder på at oversætte ordet til engel i den sammenhæng. Kun når det udtrykkeligt er en budbringer fra Gud eller en af Jahves budbringere, virker det oplagt at skrive engel.

 

Alle ved da hvordan en engel ser ud

Jamen enhver véd da, hvordan en engel ser ud? Det er da ikke et svært ord, som har brug for at blive skiftet ud?

Buddet »Du må ikke bedrive hor« blev oversat til »Lad være at have sex med en anden mands kone«. I oldtiden var det slægten og arvefølgen, der skulle beskyttes, og ikke individet. Den mindste tvivl om faderskabet til en gift kvindes barn måtte nødvendigvis undgås. Skulle ægtemanden derimod finde på at opsøge en prostitueret, havde det jo ikke den slags alvorlige konsekvenser.
(Foto: <a>Shutterstock</a>)

– Nej, det er netop problemet, at enhver véd, hvad en engel er for noget. For det, som enhver véd, er i dette tilfælde forkert. Når der fortælles om en budbringer fra Gud, skal man ikke forestille sig en to meter høj feminin hvidklædt skikkelse med forvoksede svanevinger stikkende ud af ryggen. Eller et alfe-agtigt lysvæsen med en stemme som et fingerknips mod en krystalskål.

Da Abraham en dag sidder uden for sit telt og pludselig ser op og får øje på nogle gæster, som senere viser sig at være engle, tror han, det er et par handelsrejsende beduiner og inviterer dem på aftensmad. Og i Det Nye Testamente bliver denne opfattelse af den guddommelige sfære ligefrem brugt som argument for en formaning til gæstfrihed: Man kan jo aldrig vide, om de tvivlsomme typer, man giver husly, reelt er udsendinge fra Gud.

 

Oversættelsestyper

Men den anden, og lige så vigtige, grund til, at den nye oversættelse vitterligt skal være helt ny er, at den ikke er tænkt som en afløser for 1992-oversættelsen. Det er en helt anden slags oversættelse til brug for andre formål, og de to oversættelser kommer forhåbentlig til at gøre nytte side om side i mange år.

Den nye oversættelse er en såkaldt målsprogsorienteret og idiomatisk oversættelse. Det vil sige, at når det hebraiske og det danske sprogs særheder kommer i konflikt med hinanden, skal vi i højere grad give efter for det danske sprog, og måske skal vi være villige til at lade nogle kulturhistoriske pudseløjerligheder gå fløjten for til gengæld at få en umiddelbart forståelig tekst.

Det gør os ikke til større forrædere mod grundteksten end ophavsmændene til mere ordrette oversættelser. Det er blot nogle andre aspekter af den principielt uopnåelige perfekte oversættelse, vi giver afkald på. Ofte har det dog vist sig, at vi ikke behøver give helt afkald på det fremmedartede, men kan bygge nogle forklarende pegepinde ind i oversættelsen.

Derved får vi det, som specialister i oversættelsesteori har kaldt en ekspliciterende oversættelse, for eksempel i historien om Jakob:

 

14-årige Patrick fra Herlev

Da den gamle Jakob hører løgnehistorien om, at hans søn Josef er blevet dræbt af vilde dyr, reagerer han ved at »sønderrive sin klædning«, som der står i ældre oversættelser. Vi har undervejs forestillet os en modellæser, den 14-årige Patrick fra Herlev.

Når en passage gjorde knuder, har vi spurgt os selv, »hvordan vil Patrick opfatte dét?«. Og formodentlig vil Patrick enten betragte Jakobs anfald af ødelæggelsestrang som komplet uforståelig eller som et udslag af ukontrollabel vrede og frustration.

Men dels er det sorg, og ikke vrede, Jakob er fyldt af. Og dels hænger hans handling i lige så høj grad sammen med en ritualiseret adfærd ved dødsfald i oldtidens Mellemøsten, som kulturelt ville svare til, at vores bedsteforældre iførte sig sørgebind.

Hvis man ville gå all in og oversætte rent idiomatisk, kunne vi altså have skrevet »Jakob klædte sig i sorg« (men det er håbløst gammeldags), eller simpelthen »Jakob blev helt opslugt af sorg«. I stedet har vi valgt den ekspliciterende udvej og skrevet »Han rev og flåede i sit tøj af sorg«, så den bogstavelige handling er bevaret, samtidig med at forståelsen hjælpes på vej.

 

Hver ting til sin tid

Vi er selv ganske begejstrede for det resultat, vi har fået ud af at arbejde med den stillede opgave. Men titusinde hoveder tænker bedre end et halvt dusin, og det er rart at vide, at der endnu ikke er tale om en hel Bibel, men om et pilotprojekt, som kan forbedres, når vi hører læsernes reaktioner.

Der vil uden tvivl også være gode og kloge mennesker, som – hvad enten de orker at læse bogen eller ej – med afsky frabeder sig den slags formidlingsprojekter. Det er netop også meningen: Vores oversættelse er radikalt anderledes end den eksisterende. Ikke fordi den skal afløse den eksisterende, men fordi der skal kunne vælges mellem dem til forskellige formål, og vi drømmer ikke om at påstå, at den nye oversættelse er den bedste til alle formål.

Man kan måske igen bruge påklædning som eksempel: De færreste finder på at møde op i joggingbukser til universitetets årsfest, men de fleste af os har nytte og fornøjelse af campinghabitten på andre tidspunkter og ville nødig have, at den aldrig var blevet opfundet. Den nye oversættelse er så at sige Bibelen i joggingbukser – til brug dér, hvor dét passer bedst.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.