AT 2016: Sprogets grænser - hvor mange sandkorn skal til, før de er en bunke?
Når vi taler sammen, bruger vi ofte ord, der ikke er fuldstændig veldefinerede. Sprogets vaghed giver paradokser og ekstra udfordringer mange steder, eksempelvis i retssystemet. Hermed lidt stof til AT 2016.
Her er en bunke sand. Hvis man fjerner et sandkorn, er det stadig en bunke sand. Men hvis du gør det igen og igen, hvornår ophører bunken så med at være en bunke? (Foto: <a href="http://http://http://www.shutterstock.com/da/pic-76642648" target="_blank">Shutterstock</a>)

Forestil dig en bunke sand. Forestil dig så, at du fjerner et enkelt sandkorn fra bunken. Er det så stadig en bunke?

Måske vil man indvende, at ét sølle sandkorn næppe kan gøre nogen forskel, og at det ikke kan forvandle en bunke til bare at være noget sand. Men så kan man jo gentage processen og fjerne endnu et sandkorn, og så endnu et...

Til sidst vil der være så få sandkorn tilbage, at alle kan blive enige om, at der i hvert fald ikke er tale om en bunke sand. Til gengæld vil det være mere diffust, hvornår bunken forvandlede sig til en ikke-bunke.

Problemet virker også omvendt. Man starter med ét sandkorn og tilføjer stadig flere. Hvornår dukker der pludselig en bunke op? Hvor går grænsen mellem en masse sandkorn og en bunke sand? Kan det virkelig være rigtig, at man kan have to stort set identiske samlinger af sand, idet der kun er et enkelt lillebitte sandkorn til forskel, hvor den ene er en bunke, mens den anden ikke er?

Inden for filosofien kalder man argumenter som disse for sorites-paradokser. Ordet sorites er nemlig oldgræsk for bunke, og paradokset blev diskuteret ivrigt af de gamle græske filosoffer. Men det er også værd at diskutere i dag, for det kan minde os om, at ting ikke altid er så sort/hvide, som vi måske ind imellem kunne ønske os, og at det kan være svært at trække en grænse.

Sproget skal fungere

Sorites-paradokser skyldes i bund og grund, at vores sprog er vagt. Vi bruger ord som 'bunke' uden at vide præcis, hvor stor sådan en egentlig er.

Fakta

Årets AT-emne er ‘Grænser,’. Gymnasieelever er i gang med at finde ud af, hvad deres store opgave i Almen Studieforberedelse skal handle om inden for det emne.

Og sådan må det være, hvis vores sprog skal fungere ordentligt, fortæller Jesper Ryberg, der er professor i etik og retsfilosofi på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved Roskilde Universitet:

»Man kan argumentere for, at dagligsproget må rumme en vaghed for at være velfungerende. Hvis vi besluttede, at vi først måtte snakke om en bunke sand, når der var tale om flere end 7.000 sandkorn, så skulle vi jo til at tælle alle sandkornene, hver gang vi ville bruge ordet bunke.«

»Man kunne også vedtage, at man kun måtte bruge ordet 'rød' om en farve med en bølgelængde inden for et bestemt område. Men så ville vi ikke vide, om den farve, vi ser som rød, nu også er det, før vi måler efter med et eller andet instrument. Det ville gøre det svært at snakke sammen.«

Ikke alt kan måles i praksis

Et ord som 'vold' er også vagt, forstået på den måde, at der ikke er nogen præcis definition for, hvornår der er begået vold. Et sted imellem en blid berøring og en flyveskalle, der giver åbent kraniebrud, er der et område, hvor det er svært at afgøre, om der er tale om vold eller ej – præcis som det kan være svært at sige, om en mellemstor samling sandkorn nu også udgør en bunke.

I retssystemet er der brug for dommere, blandt andet fordi sproget er vagt, og der for eksempel ikke er nogen helt klar definition af 'vold' eller 'voldtægt'.

»Hvis retssystemet skal fungere i praksis, er det måske bedre med en fornuftig dommer end at tro, at man kan definere sig ud af alting,« siger Jesper Ryberg og fortsætter:

Vores sprog er vagt, og man kan derfor ikke definere sig ud af alting. Der er dog undtagelser, hvor retssystemet kan henvise til klare, vedtagne grænser. Det gælder eksempelvis fartgrænser og promillegrænsen, idet politiet kan måle en bilists fart eller promille med stor præcision (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

»Hvordan skulle man også kunne definere simpel vold? Præcis hvilken grad af smerte og skader skal offeret have, og hvordan skal medicinske undersøgelser kunne fastlægge dette? Man vil aldrig kunne måle smerte og ubehag fuldt ud, og det er umuligt at vurdere den præcise kraft i slaget.«

»I princippet kunne man godt forestille sig et apparatur, der præcist kunne måle smertens størrelse og varighed og bedømme skadernes omfang helt præcist, og så kunne man godt have en grænse og nemt finde ud af, om en anklaget skulle dømmes for vold eller ej. Men sådan et apparatur findes ikke i virkeligheden.«

Skaldethed er ikke kun et spørgsmål om hår

Sorites-paradoks eller ej har retsfilosoffer altid diskuteret, hvor meget plads dommerens skøn skal have i forbindelse med en afgørelse i retten. Sikkert er det, at der er grænser for, hvor præcis og detaljeret lovgivningen kan være, og at virkeligheden er en kompleks størrelse.

»Rigtig mange forhold kan spille ind, når dommeren skal dømme. I forhold til sorites-paradokset kan man sige, at 'skaldet' jo ikke kun handler om, hvor mange hår man har på hovedet men også, hvor de er placeret. Her er det ikke nok at beslutte, at folk er skaldede, hvis de har færre end 100 hår på hovedet, for hvis alle hårene sidder i nakken, så ville de fleste nok sige, at man var skaldet, selv om man havde dobbelt så mange hår.«

Virkeligheden er kompliceret og fuld af facetter, og sproget er vagt, så vi kan snakke sammen. Blandt andet derfor er der brug for dommere, der kan foretage et fornuftigt skøn ud fra de forelagte kendsgerninger, og vi kan ikke nøjes med maskiner, når der skal fældes en dom.

Der vil altid være grænser for, hvor meget vi kan vide om verden, og hvor præcist sproget kan og bør være.