Nyt projekt hjælper hjertepatienter tilbage til livet
Selvom lægerne er blevet bedre til at behandle hjertetilfælde, er udsigterne for hjertepatienter ofte ringe. Det skyldes i høj grad, at kun tre procent indgår i et rehabiliteringsforløb efterfølgende. Men det vil et nyt digitalt våben gøre op med.

Når patienter i fremtiden udskrives efter et hjertetilfælde, vil det muligvis være med en 'tablet' (engelsk ord) under armen. Med den kan patienten nemlig fra sit eget hjem holde sig i livsvigtig kontakt med sundhedsvæsnet.

Det er idéen bag et nyt, stort projekt kaldet 'Teledialog' fra Aalborg Universitet og en række samarbejdspartnere fra regionen.

Via tabletten får patienterne nemlig adgang til hjemmesiden aktivthjerte.dk, hvor de kan holde sundhedsmyndighederne opdateret, for eksempel omkring hvor meget de motionerer, har tabt sig, og hvor højt blodtryk og puls er.

Sundhedsvæsenet får unik indsigt

Konceptet kaldes telerehabilitering og kan måske i fremtiden bedre Danmarks statistik for hjertepatienter. Ud af de cirka 86.000 danskere, der hvert år oplever hjerteproblemer, kommer kun tre procent i rehabilitering.

Fakta

Rehabiliteringsprogrammer for hjertepatienter reducerer dødeligheden med 35 procent, og risikoen for at få en blodprop i hjertet igen reduceres med 29 procent.

I USA fuldfører 10-20 procent af patienterne et rehabiliteringsforløb, mens det anslås, at hele 35 % i Europa gør det samme.

Rehabiliteringsforløb er meget individuelle og foregår i et samspil mellem en lang række instanser. Med Teledialog-projektet kan forløbet forhåbentlig blive meget mere strømlinet.

Med digital kontakt gennem tabletten og aktivthjerte.dk får sundhedsvæsenet et unikt indblik i den enkelte patient og kan således både monitorere og vejlede patienten.

Center for Sanse-Motorisk Interaktion (SMI) ved Aalborg Universitet startede Teledialog-projektet i maj 2011. Indtil nu har 175 patienter deltaget i det randomiserede forsøg. Tilbagemeldinger fra patienterne tyder på, at de finder værktøjet meget brugbart. Hør mere om projektet i videoen øverst i artiklen.