Hvorfor har vi lyst til sex?

Den franske statsmand Georges Clemenceau, god for mange rammende oneliners, er citeret for at sige: »Det smukkeste ved kærligheden er det øjeblik, hvor man går op ad trappen«.

Man fornemmer tydeligt forventningens glæde og lyst i hans udsagn.

Det er erotikken, der tænder sexlysten. Erotik er – modsat porno – på mange måder antydningens kunst, det er fantasi og forventning, situationer og fænomener, der fremkalder og understøtter attrå.

Det er berøring, duft, billeder, sanseindtryk, som vi tolker som seksuelt stimulerende.

Hjertet banker, huden bliver varm og rødmer lidt. Pupillerne bliver større. I underlivet øges gennemblødningen, mænd får erektion, hos kvinder fyldes vævet omkring skeden, klitoris og kønslæberne med blod, og skeden bliver fugtig.

Vi får lyst til sex, og hvis situationen ellers er til det, ser vi os måske om for at finde en sexpartner.

Sexdriften opstår i puberteten, når kønshormoner begynder at blive dannet i testikler og æggestokke. For de fleste af os vil den være til stede resten af livet. Den vil svinge med livsomstændighederne, måske være helt væk i perioder og overvældende til andre tider.

Og når de erotiske følelser tager over og giver os lyst til sex, er det ikke en mulig graviditet, der er vores motivation – vores eneste drivkraft er at få stillet lysten.

Hvad tænder vi på?

Men lyst til sex er ikke bare noget, der bringer os dejlige oplevelser. Seksuel afhængighed kan være en byrde. Den ramte må bruge al sin tid på at tænke på sex og jagte sexpartnere, så han eller hun får problemer med at passe job, studier eller andre forpligtelser.

Der er også en risiko for at blive revet så meget med af sin egen seksuelle ophidselse, så man kun tænker på egne behov og ikke tager hensyn til andres.

Men de, der bekymrer sig mest om sexlysten, er formentlig dem, der synes, de har for lidt af den.

Hvis man googler ‘loss of desire’, får man 28 millioner hits. Det viser noget om problemets omfang. Der ville være mange penge at hente for et medicinalfirma, der kunne markedsføre et præparat, der beviselig styrkede sexlysten.

Derfor er forskere verden over beskæftiget med at undersøge, hvad der gør mennesker erotisk opstemte.

Kvinder reagerede på flere stimuli end mænd

Hvorvidt vi synes om et andet menneskes udseende eller ej, er selvfølgelig en altafgørende faktor. Hvor meget vores synsindtryk betyder for vores sexlyst, kan testes på forskellige måder.

Man kan vise forsøgspersoner film eller billeder med erotisk eller neutralt indhold og bede dem markere på en skala, hvor stærk lyst til sex de føler. Eller man kan måle, hvordan deres krop og særlig deres kønsorganer reagerer ved at måle gennemblødningen i penis eller skeden.

I et canadisk studie fra 2007 kombinerede man de to teknikker. Man viste en gruppe kvinder og mænd forskellige korte filmklip – dels af mennesker i gang med forskellige slags seksuel aktivitet, dels bonobo-aber, der parrede sig, og indimellem en række billeder af betagende landskaber.

Som ventet blev mænd seksuelt opstemt ved at se de erotiske film, der passede til deres seksuelle præference. Men kvinder tændte både på filmene med mennesker og med aberne. Bare der var en eller anden form for seksuelt indhold.

For mændenes vedkommende var der overensstemmelse mellem deres kropslige reaktion og den sexlyst, de oplyste, at de følte. Det gjaldt ikke kvinderne. Selvom de reagerede seksuelt på flere stimuli end mændene, angav de sjældnere, at de fik lyst til sex.

Det fortæller os to ting: Kvinders lyst er ikke så målrettet et bestemt objekt som mænds, og kvinder registrerer enten ikke altid, at de får lyst til sex, eller også vil de ikke fortælle det.

Skal der kærlighed til?

Der er ingen tvivl om, at det er fra naturen, vi har vores sexlyst. Men heldigvis er det ikke bare parringsinstinkter fremkaldt af vores gener, der styrer vores sexliv.

Så selvom sex og kærlighed ikke nødvendigvis går hånd i hånd, starter en erotisk forbindelse for de fleste mennesker med en forelskelse.

De færreste af os vil i hvert fald kaste os over et fremmed menneske, bare fordi vi ved første blik oplever ham eller hende som sexet eller som en potentiel præmieforælder.

Vi vil gerne vide lidt mere – i det mindste at det er en nogenlunde sympatisk person, vi har udset os.

Nogle kan nøjes med at snakke lidt sammen og måske få et par drinks og går så hurtigt videre til at have sex med hinanden. Andre lægger ud med en forelskelse.

Måske af den altopslugende slags, hvor de føler, at alt i deres tilværelse har peget frem mod det øjeblik, hvor de skulle møde den, de aldrig mere vil skilles fra.

Noget i naturen gør, at blåmejser bliver sammen

Det er nok også nødvendigt. For vi skal jo også tage os af de unger, der måtte komme ud af forbindelsen, og for at motivere os til den krævende opgave fik vi kærligheden. Uden kærligheden fra forældrene ville ungerne aldrig overleve.

For nogle dyrearter er yngelplejen så krævende, at det ikke er nok med omsorgen fra én forælder.

Et blåmejsepar skal for eksempel fange 15.000 insekter for at få et kuld unger på vingerne – det kan én fugl ikke nå. Vi ved ikke, om blåmejser føler kærlighed til hinanden.

Men et eller andet i deres natur gør, at de bliver sammen, i hvert fald indtil ungerne kan klare sig selv.

Forelskelse er altså ikke en forudsætning for attrå, men to forelskede mennesker vil oftest begynde at blive seksuelt tiltrukket af hinanden.

Oxytocin fremmer tillid og tilknytning til andre mennesker

Spørgsmålet er så, om det også kan gå den anden vej: Kan vi blive forelsket i en person, vi i første omgang bare har tændt fysisk på og haft sex med?

Ja, for i forbindelse med ophidselse og orgasme danner vores kroppe hormoner, som vi ved, påvirker relationen mellem mennesker. Det er blandt andre oxytocin, der fremmer tillid og tilknytning til andre mennesker, afslapning og velvære.

Dopamin, et signalstof i hjernen, der motiverer os til at opsøge situationer, vi ved, er behagelige, er også involveret. Måske kan den romantiske kærlighed mellem to mennesker netop opstå, fordi de har sex og får orgasme sammen?

Hvis det er sådan, ligner vi til en vis grad den lille nordamerikanske præriemus.

Den tager i høj grad parforholdet alvorligt: Efter parringen er hannen og hunnen uadskillelige, de har en fælles rede, hvor ungerne fødes, og de sørger for dem i fællesskab.

Hannen forsvarer reden, hunnen og ungerne, hvis en mår eller slange nærmer sig, og hvis en han eller hun i løbet af sit korte museliv mister sin partner, finder den sjældent en anden.

De små præriemus er nok de mest monogame væsner, man finder i denne verden.

En eneste ene?

Helt så trofaste som de små monogame mus er vi dog ikke. I hvert fald ikke Calvin Coolidge. Han var præsident i USA i 1920’erne, og en dag besøgte han og hans hustru en hønsefarm i Kentucky.

De var på rundvisning hver for sig, og da præsidentfruen kom forbi en hønsegård, standsede hun og spurgte guiden, hvorfor der kun var en hane.

»Han kan parre sig masser af gange hver dag,« lød guidens svar. »Vær så venlig at fortælle præsidenten det,« sagde mrs. Coolidge.

Da præsidenten blev informeret om hanens præstationer, spurgte han: »Er det med den samme høne hver gang?« »Nej,« svarede guiden. »Vær så venlig at fortælle mrs. Coolidge det,« sagde præsidenten.

Anekdoten har inden for biologien givet navn til den såkaldte ‘Coolidge-effekt’. Den dækker over det videnskabelige faktum, at alle dyr parrer sig mest intensivt i starten af en kontakt.

En hanrotte, der får en hunrotte ind i sit bur, bestiger hende for eksempel ustandselig de første dage, men bliver efterhånden mindre interesseret.

Evolutionsmæssigt er det fornuftigt at skifte partner

Men hvis forskerne skifter hunrotten ud med en ny, bliver han igen meget aktiv. På samme måde kan hunrotterne blive trætte af deres velkendte hanner og blive aggressive over for dem, hvis der dukker en ny lækker hanrotte op.

Og medmindre yngelplejen kræver en indsats fra begge forældre, virker det evolutionsmæssigt fornuftigt at skifte sexpartneren ud jævnligt, så der kommer variation i afkommets gener.

For os mennesker spiller vores aktuelle situation en afgørende rolle. Når forskere har bedt forsøgspersoner om at vurdere, hvor attraktive forskellige ansigter er, får velkendte ansigter den højeste score.

Det gælder dog ikke mænd, der er interesserede i en kortvarig relation – de synes bedst om nye kvindeansigter.

Skulle man tolke disse resultater med evolutionspsykologiske briller, betyder det, at de pågældende mænd har valgt den første af mandens to forplantningsstrategier: dvs. hellere parre sig med så mange kvinder som muligt end at sætte alt på et bræt.

Biologien manipulerer med os

Mænd og kvinder, især dem i længerevarende forhold, kender nok også til Coolidge-effekten. Mange har sikkert oplevet, at de dyrker mindre sex, end da de var nyforelskede. Særligt hvis de har fået børn.

Faktisk er småbørnsforældre nok de, der klager mest over manglende sexliv. De har travlt med karriere, med at hente og bringe børn, der er ingen kærestetid til forældrene, og de er for trætte, når de endelig kommer i seng efter middagen, vasketøjet, oprydningen og morgendagens madpakker.

Men travlheden er faktisk bare en dårlig undskyldning. Der er en meget mere sandsynlig forklaring.

Det er nemlig vores biologi, der manipulerer med os, når vi har fået børn. Den skruer ned for vores kønsdrift og op for vores lyst til at tage os af vores unger. Det kan vi se biokemisk hos især nybagte forældre, der har et højt niveau af mælkehormonet prolaktin, der nedsætter sexlysten.

Det gælder ikke bare de ammende mødre. Fædrene har også et højere niveau af prolaktin end normalt. Det kan jo være rart at vide, hvis man hellere vil læse halvanden side i en krimi end dyrke sex, når man endelig er kommet i seng.