Der er ingen tvivl om, at salget af Union Jack papirflag stiger. Londons hoteller vil ikke stå gabende tomme i august, og vi får let ved at genkende Hyde Park efter at have set tusindvis af tv-timer med dele af det britiske landskab som sportskulisse. Men køber briterne selv billedet af deres land, hvor alting ser ud til at være lavet i rødt, hvidt og blåt?
»For briterne er billedet nok snarere, hvor forskellige de er blevet. De har ikke nogen fælles race, ikke nogen fælles tro, de har ikke nogen fælles klasse der samler dem, og de bor i et samfund, hvor en fælles britisk identitet mødes af mange konkurrerende identiteter. Deres lokale parlamenter skulle stabilisere og udvikle landet, men med tre forskellige ideologier ved magten i Scotland, Wales og Nordirland har parlamentet i London i stedet fået tre rivaler, som altid har lokale forbehold, når der skal ske noget fælles i Storbritannien,« siger adjunkt i engelsk Sara Dybris McQuaid.
Det skriver Aarhus Universitet.
Sara Dybris McQuaid forsker i national identitet og hvad det vil sige at være britisk. Hvem, og hvad briterne er, er ifølge hende blevet en svær diskussion i et forenet kongerige, hvor der altid er mindst fire dagsordener. Således er der for eksempel fire dagsordner ved et politisk valg, som når Skotland skal stemme om uafhængighed i 2014 – og det er der også, når briterne skal blive enige om at sende et fodboldhold til OL.
Når OL i London starter den 27. juli, bliver det første gang siden 1960, at Storbritannien sender et samlet hold til den olympiske fodboldturnering.
»Team Storbritannien er en miniudgave af problemet med den britiske union. Det britiske bliver altid forvekslet med det engelske, fordi England udgør 85 % af befolkningen, og politisk og økonomisk bare er den største partner,« forklarer Sara Dybris.
At stille op med et samlet hold for hele Storbrittanien – altså Wales, Nordirland, Skotland og England – har mødt kritik på grund af den overordnede engelske styring, og er blevet viklet ind i spørgsmålet om, hvad det vil sige at være britisk.
Sidste år nåede kritikken så vidt, at Arsenal-spiller og anfører på Wales’ landshold Aaron Ramsay gik ud og beroligede alle walisere på Twitter om, at han »under ingen omstændigheder vil spille, hvis det kunne påvirke Wales’ identitet som en selvstændig nation«.
»Det er selvfølgelig voldsomt, at en fodboldspiller er nødt til at tænke mere på national identitet end på at vinde kampe. Men når den fælles identitet er i krise, opstår der en mistillid over for alt, hvad der kaldes fælles. Og her har det altid betydet mere for folk, om spillerne stiller op for deres egne nationale hold, end om de kan danne et britisk storhold og vinde kampene,« siger Sara Dybris.
Læs også: OL er en dødelig leg med smerte