KORT NYT FRA DANMARK
Forskere fra DTU Energikonvertering har modificeret et stof, så det muligvis kan bruges til at udnytte solenergi ved hjælp af kæmpelupper.
De har gjort det keramiske materiale ceria, der normalt er et stabilt stof, en million gange mere ustabilt, end det normalt er. Hermed bliver stoffet både mindre brandbart og stærkere, og det åbner op for nye anvendelsesmuligheder, skriver DTU Energikonvertering i en pressemeddelelse.
Ceria har nemlig en særlig evne til at opfange og frigive ilt, og da den ændrede udgave også kan modstå høje temperaturer, vil materialet være oplagt at bruge til energiproduktion, hvor materialer skal op på meget høje temperaturer.
Den mest nærliggende nye mulighed er at bruge stoffet til brændselsceller, men materialet giver også liv til en ny teknologi til at udnytte solenergi: at producere solkoncentratorer, som er enorme lupper, der koncentrerer solstråler på et materiale i ét meget varmt punkt.
Når man tilsætter vand, spaltes det til ilt og brint, og brinten kan samles op, hvorved man udnytter solenergien.
Teknologien har tidligere har været uden for rækkevidde, fordi stoffet ikke har kunnet holde længe nok til at gøre metoden økonomisk og miljømæssigt bæredygtig. Men den nye og stærkere version af stoffet ser ud til at kunne bruges til at høste brint ved hjælp af solkoncentratorer.
Læs også:
Solceller: Sådan kan vi lagre solenergi
Ny dansk teknik revolutionerer solenergi
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mbh