Forskere fra Danmark, Skotland og USA har skabt en kunstig udgave af proteinet Oct4, som mere effektivt end tidligere kan manipulere og omprogrammere voksne celler – fx hudceller – til celler med stamcelle-lignende egenskaber. Det kunstige Oct4, hjælper samtidig såkaldte embryonale stamcellerne med at forblive i den rene tilstand, hvorfra de kan blive til en hvilken som helst celle i kroppen.
For at omprogrammere og bringe voksne specifikke celler tilbage til stamcelle-stadiet, har man hidtil skullet tvinge cellekulturer til at overproducere Oct4. Proteinet er en afgørende gen-regulator for stamcellerne. Problemet har dog været, at for store mængder af Oct4 ødelægger stamcellernes egenskaber.
Forskerholdet fra blandt andet det danske stamcellecenter DanStem på Københavns Universitet har formået at øge effekten af det naturlige protein uden fare for samtidig at ødelægge stamcellerne. Det har de gjort ved at skabe en kunstig udgave af proteinet Oct4.
»Det viste sig, at vores kunstige Oct4 var langt bedre til at tænde for de gener, der fortæller celler, hvordan de skal være stamceller,« forklarer professor Joshua Brickmann fra DanStem. Amerikanske Joshua Brickman er en af forskerne bag den nye opdagelse. Udover DanStem, er han også tilknyttet Centre for Regenerative Medicine på University of Edinburgh.
De nye forskningsresultater er netop offentliggjort i det internationale tidsskrift Cell Reports.