KORT NYT FRA UDLANDET:
»Urin er sterilt, dvs. bakteriefrit.«
Sådan kan man for eksempel læse på et fakta-ark om urin på hjemmesiden min.medicin.
Men nu viser ny forskning på, at den udbredte opfattelse af, at urin er sterilt, er en myte, skriver LiveScience.
For der lever faktisk bakterier i vores urin, lyder det fra forskere fra det amerikanske Loyola University – og nogle af bakterierne kan måske endda have indflydelse på visse tilstande i blæren, som man hidtil har ment var neuromuskulære – og ikke skyldtes infektioner.
»Vi er nødt til at revurdere alt, hvad vi troede, vi vidste om urin,« siger en af forskerne bag undersøgelsen, Evann Hilt, til LiveScience.
I undersøgelsen har forskerne blandt andet fundet bakterien Actinobaculum schaalii, som ifølge LiveScience er kendt for at give visse urinvejsinfektioner – men i undersøgelsen fandt forskerne også denne bakterietype i urinen på kvinder, som ikke havde urinvejsinfektion.
Forskerne fandt blandt andet også bakterien Aerococcus urinae, som kan give infektioner i urinvejene og hjertet, især hos ældre, skriver LiveScience.
Læs også:
Gravide kvinder med kæledyr har flere bakterier i skeden
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb