C-vitamin dræber kræftceller
Kilde: 
09 november 2015

KORT NYT FRA UDLANDET:

Du ved måske allerede, at C-vitamin er godt for immunforsvaret, men nu indikerer ny forskning, at C-vitamin også kan dræbe celler med en kræftfremkaldende mutation inde i svulster. Det skriver sciencemag.org.

Hvis resultaterne holder, har forskere for første gang fundet en metode til at behandle en stor gruppe af svulster, der indtil videre ikke har haft nogen effektiv behandlingsmetode.

»Det her [kunne] være ét af svarene på det spørgsmål, som alle stræber efter,« fortæller molekylærbiolog Channing Der fra University of North Carolina i USA.

Studiet er publiceret online i tidsskriftet Science.

Forskerne fandt ud af, at store doser af C-vitamin kunne dræbe kræftceller ved bestemte former for tarmkræft ved at øge mængden af 'frie radikaler' i cellerne.

De frie radikaler deaktiverede et enzym, som cellerne skulle bruge til at forbrænde sukker, og dermed havde kræftcellerne ikke længere nogen energikilde, fortæller forskerne. 

Forskerne gav forsøgsmus med tarmkræft doser af C-vitamin, der var så høje, at de ville svare til, at et menneske spiste 300 appelsiner. Som resultat fik musene færre og mindre kræftsvulster i tarmen, sammenlignet med mus i en kontrolgruppe.

Forskerne vil hurtigst muligt påbegynde menneskeforsøg for at finde ud af, hvilke kræftpatienter, der eventuelt har fordel af at få tilført høje doser af C-vitamin.

Det er allerede veletableret, at høje doser af C-vitamin er ufarligt for mennesker, så forskerne regner ikke med, at de vil have problemer med at starte forsøg på mennesker.

Den eneste uelempe ved behandlingen er foreløbig, at den er langsommelig - patienterne skal møde op på en klinik for at få C-vitamin-indsprøjtninger med et par dages mellemrum i adskillige måneder.

Læs også:

10 myter om vitaminpiller

Sammenhæng mellem lav intelligens og mangel på C-vitamin?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.