Cellerne i kroppens væv husker, så simpelt kan det siges. De husker alle de gode og dårlige ting, de bliver udsat for. Cellerne husker således medicinsk behandling, de har været igennem, og det har betydning for risikoen for at udvikle følgesygdomme efter endt behandling.
Det kan forklare, hvorfor kræftpatienter har øget risiko for livsstilssygdomme (og en lang række andre kroniske sygdomme), efter at de er blevet erklæret kræftfri. Det er konklusionen på et nyt studie, hvor vi har undersøgt, hvordan kræftbehandling påvirker kroppens raske celler.
Kroppens gode hukommelse
Vores krop er fantastisk dygtig til at huske, hvad der er godt for den, og hvad der er skidt for den. Meget af hukommelsen kan vi takke hjernen for. Den sikrer for eksempel, at vi ikke sætter hånden på en varm kogeplade hver gang, vi har lavet mad, men at vi blot laver denne fejl én gang og derefter undgår flere smertefulde oplevelser.
Men der er en anden type hukommelse i kroppen, som er lige så vigtig, men sværere at blive klog på. Det enkelte væv og den enkelte celle har nemlig sin egen hukommelse. Hvis vi får alt for meget fedt ofte, bliver fedtvævet trænet i at ophobe fedt og kan således reagere hurtigt og effektivt næste gang, vi indtager et måltid med højt fedtindhold.
Der er mange forskellige typer celler i fedtvævet, men det er fedtcellerne, der optager fedt fra blodet og klargør fedtsyrerne til opbevaring i cellen. Det vil sige, at fedtcellerne kan ’trænes’ i at optage og lagre fedt ved at øge produktionen af proteiner, der skal bruges til disse opgaver, så de kan være klar til endnu et fedtholdigt måltid.
Men hvordan huskes disse ting, og hvilke andre stimuli husker cellerne? Er ét fedt måltid nok? Husker de enkelte celler den ene gang, hvor vi fik alt for meget fedt eller alkohol, eller skal der flere gentagelser til? Og hvad med den medicin vi tager, enten kronisk eller en gang imellem?
\ Læs mere
Cellerne husker kræftbehandlinger
Vi har i den seneste tid undersøgt, hvorfor patienter, der overlever kræft, har høj risiko for at udvikle senfølger i form af kroniske sygdomme, såsom sukkersyge og andre livstilssygdomme, efter endt behandling.
Vi ved, at risikoen er der, men vi ved ikke hvorfor. Hvad, vi ved, er, at mange af disse sygdomme opstår mange år efter kræftbehandlingen og påvirker væv, der ikke har været ramt af kræft.
Vi var derfor interesserede i at undersøge, hvordan kræftbehandlingen påvirker de raske væv i kroppen på langt sigt. Vi udsatte mus for stråleterapi og opdagede, at dette medførte sygdomme, som lignede dem, kræftpatienter oplever: stofskiftesygdomme såsom forhøjet insulinniveau i blodet og ændringer i evnen til at ophobe fedt samt øget risiko for nye kræfttilfælde.
Når vi undersøgte cellerne, fandt vi ud af, at der var rigtig mange funktioner, der var ændret selv mange måneder efter bestrålingen. For eksempel kunne fedtcellerne ikke reagere, som de skulle, når de blev udsat for insulin. Men hvorfor ikke?
\ Læs mere
Epigenetik kan løse ligningen
Vi mente, at svaret lå i epigenetik. Epigenetik er kemiske molekyler på DNA’et, som kan ændre på, hvordan vores gener udtrykkes uden at ændre på DNA-sekvensen. DNA, altså geninformation, arver vi fra vores forældre, og det ændres ikke gennem vores levetid. Alligevel kan vores genudtryk slås til eller fra, som vi har behov. Det er det, der gør, at celler i fedtvævet er anderledes end muskelceller og kan udføre andre opgaver.
Det er muligt takket været epigenetiske molekyler: De fungerer som en lysregulering for cellen og signalerer, om cellen har grønt lys til at benytte et gen, gult lys, som sætter genet på pause, eller rødt lys: Genet kan ikke bruges.
I fedtvævet vil gener, som er essentielle for lagring af fedt, være tændte i fedt, men slukkede i muskler. Det er epigentiske mønstre, der muliggør det. Samtidig kan epigenetikken huske signaler fra miljøet.
Når fedtvævet udsættes for meget fedt igen og igen, vil epigenetiske mønstre i cellen ændres, for at bestemte gener får grønt lys, mens andre gener får rødt lys og slukkes. Epigenetik kan altså gøre, at celler husker en stimuli og næste gang kan reagere på denne.
Men hvis stimulien ikke opleves igen, kan epigenetikken også vende tilbage til udgangspunktet, hvilket medfører, at denne viden glemmes, når den ikke længere er nødvendig. Den store gåde er, hvordan det bestemmes, hvad der huskes, og hvad der glemmes.
\ Læs mere
En enkelt strålebehandling er nok
I vores forsøg undersøgte vi epigenetik i muskel- og fedtceller udsat for strålehandling og fandt frem til, at en enkelt dosis stråleterapi er nok til at ændre de epigenetiske mønstre. Disse ændringer er enten tegn på, at cellerne har taget skade, eller at cellerne er sat i beredskab til at kunne håndtere en ny belastning af stråleterapi.
Desværre viste vores forsøg også, at cellerne ikke fungerer normalt efter strålebehandlingen, de delte sig mindre og reagerede anderledes på insulin. Fedtcellerne reagerede mindre på insulin end celler, der ikke har været strålebehandlet, mens muskelcellerne reagerede mere.
Ud fra disse resultater kan vi se, at stråleterapi er så voldsom en behandling, at selv en enkelt dosis ændrer cellernes funktion selv mange måneder efter behandlingen.
\ Læs mere
Videre forskning er nødvendig
Betyder det så, at vi skal undgå stråleterapi?
Nej, denne terapitype er stadig den bedste behandling for visse typer kræft og skal derfor også benyttes i fremtiden. Heldigvis er vi også blevet meget bedre til at give stråleterapi på en måde, så det raske væv skånes mest muligt.
Men vi ved nu, at cellerne efter strålebehandling fungerer dårligt, lang tid før sygdomstegn bliver synlige. Derfor skal vi finde ud af, om vi kan modvirke disse processer, før de forårsager sygdom.
Vores studie er et ud af en lang række, som forsøger at klarlægge, hvilke stimuli der kan ændre epigenetiske mønstre, og hvor voldsomme og hyppige de skal være for at skabe ændringen.
Disse studier kan give indblik i, hvordan vores miljø, mad og medicin kan påvirke vores sundhed på langt sigt. Samtidig kan det gøre os klogere på en række sene bivirkninger ved medicinsk behandling, som hidtil har været svære at forklare.
