Psykedeliske stoffer kan vise, hvordan bevidsthed opstår
En ny blog sætter fokus på psykedeliske stoffer, neurofarmakologi og medicinalkemi. Læs her, hvordan forskning i psykedeliske stoffer kan bruges til at forstå, hvordan bevidsthed opstår i hjernen.

Ny blogger på Videnskab.dk, Sebastian Leth-Petersen, kommer bl.a. til at skrive om, hvordan psykedeliske stoffer kan bruges til at forstå bevidsthed. Teorien er, at hvis man kan finde ud af, hvad der sker i hjernen under påvirkning af et psykedelisk stof, så kan man lære noget om hele grundlaget for bevidstheden. (Foto: Colourbox)

Mange forbinder måske psykedeliske stoffer med rockmusik og batik-T-shirts. Men vidste du, at psykedeliske stoffer faktisk også kan bruges i forskningssammenhæng?

Videnskab.dk har fået en ny blog, der blandt andet sætter fokus på, hvordan psykedeliske stoffer kan hjælpe med at forstå, hvordan bevidsthed opstår i hjernen.

Bloggen bliver drevet af Sebastian Leth-Petersen, der er ny ph.d.-stipendiat ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet.

»Bloggen kommer til at handle om forskning i det psykedeliske fænomen fra hele verden, om neurofarmakologi og medicinalkemi,« siger Sebastian, der er det seneste skud på stammen af bloggere på Videnskab.dk.

Ud over selve forskningen vil Sebastian også skrive om sine oplevelser og erfaringer som nystartet hjerneforsker på Københavns Universitet.

Hvordan opstår bevidsthed?

Sebastians grundlæggende interesse er, hvordan hjernen fungerer og i særdeleshed, hvordan bevidsthed opstår.

»Jeg arbejder med at udvikle kemiske værktøjer, såkaldte tool compounds, der skal hjælpe os med at finde svar på spørgsmål om, hvordan hjernen fungerer. Jeg er især interesseret i, hvordan bevidsthed opstår i hjernen, og jeg prøver derfor at forstå, hvordan bevidsthedsændrende kemikalier som f.eks. psykedeliske stoffer virker,« fortæller Sebastian Leth-Petersen.

»Arbejdsteorien er, at hvis vi kan finde ud af, hvad der sker i hjernen, når ens bevidsthedstilstand er stærkt forandret, som når en person er påvirket af et psykedelisk stof, så kan vi lære noget om de biokemiske mekanismer, der skaber grundlag for både normale bevidsthedstilstande og for patologiske bevidsthedstilstande i forbindelse med psykiske sygdomme og personlighedsforstyrrelser.«

Udfordring at designe kemiske stoffer

Sebastian Leth-Petersen er ph.d.-stipendiat ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet. (Foto: Privatfoto)

En af Sebastian Leth-Petersens primære udfordringer er at designe og fremstille kemiske stoffer, der kan trænge ind i hjernen og aktivere bestemte områder, som, vi tror, er særligt vigtige for de psykedeliske stoffers effekt og for dannelsen af bevidsthed eller virkelighedsopfattelse hos mennesker.

»Kernen i medicinalkemi er at afdække forholdet mellem strukturen af et kemisk stof og dets virkning i et biologisk system som f.eks. en celle eller en rotte. Det forhold kaldes også for et stofs ”Struktur-Aktivitets-Relation”, forkortet SAR. En af mine vigtigste opgaver er at afdække de psykedeliske stoffers SAR med henblik på at kunne forklare, hvordan bevidsthed opstår i hjernen på et molekylært niveau,« siger han.

En blog, der byder på lidt af hvert

Du kan som læser forvente en blog, der byder på varieret indhold. Der vil være blogindlæg om alt fra små finurligheder i dagligdagen til indlæg om store undersøgelser og akademiske publikationer.

»Bloggen vil dække både de tekniske og de filosofiske aspekter ved mit forskningsområde, og jeg vil tale meget ærligt og direkte om tingene,« siger Sebastian Leth-Petersen.

Slutteligt giver Sebastian et løfte om, at han bliver en flittig blogger.

»Jeg vil bestræbe mig på, at der regelmæssigt kommer nye indlæg på bloggen. Læserne kan forvente, at jeg skriver cirka et indlæg om ugen.«

Her kan du læse Sebastian Leth-Petersens første indlæg.

Sebastian Leth-Petersens biografi

Sebastian Leth-Petersen er uddannet inden for bioteknologi og lægemiddelvidenskab (BSc Biology – Biotechnology (KU-Life) – 2010, og MSc Pharmaceutical Sciences (KU-FARMA) – 2012). Han har i den forbindelse forsket som medicinalkemiker i 6 måneder hos professor David E. Nichols (Purdue University – Department of Medicinal Chemistry and Molecular Pharmacology, Indiana, USA, juni 2011 til december 2011) og i 11 måneder i H. Lundbecks laboratorier (H. Lundbeck, Discovery Chemistry, Valby, Danmark, april 2010 til august 2010 og januar 2012 til juni 2012).

Han har arbejdet et år som videnskabelig assistent på Københavns Universitet – Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi (januar 2013 til december 2013), med design og syntese af potentielle kandidater til positron emissions tomografi (PET) billeddannelse af hjernen og produktion af udgangsstoffer til radiosyntese af PET-sporstoffer samt radiokemisk metodeudvikling.

Sebastian Leth-Petersens arbejder nu (fra december 2013) på et ph.d.-stipendiat og forsker i hjernens kemi og farmakologi ved Københavns Universitet, Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.