Ingen i Danmark var i nærheden af at blive ramt af den potentielt dødbringende satellit UARS - Upper Atmosphere Research Satellite.
Amerikanske sporingseksperter har nu med stor præcision fastslået, hvor UARS er faldet ned. Den frygtede satellit brød igennem Jordens atmosfære over Stillehavet, og samtlige stykker landede heldigvis meget langt fra beboet land. Det skete på natten mellem fredag d. 23. og lørdag d. 24. september på 14,1 grader sydlig bredde og 170,2 grader vestlig længde. Hvor præcis det er, kan du se på kortet herover.
Det er ’The Joint Space Operations Center’ ved Vandenberg Air Force Base i Californien, USA, der står bag sporingen. Men NASA har godkendt den og offentliggjort oplysningerne på deres website.
UARS blev indsat i 1991 fra rumfærgen Discovery på en mission for at studere Jordens øvre atmosfære. Det bidrog med vigtig ny viden om emner som kemi, beskyttende ozonlag og den kølende effekt, som vulkaner kan have på det globale klima.
Redaktionel bemærkning, d. 29/9 2011: Kortet er blevet ændret efter henvendelser fra læsere, der gjorde opmærksom på, at det indeholdt en fejl.
































