Graphen. Væn dig til det. For meget tyder på, at det er fremtidens materiale. Det består af små ark af kulstofkrystaller, der kun er et atom tykke, men samtidig er det stivere og stærkere end diamant.
Den eneste umiddelbare ulempe er, at det er dyrt og besværligt at fremstille.
Det besluttede forskere fra University of California i Los Angeles at gøre noget ved. Så de udviklede en metode til let, hurtigt og med få omkostninger at fremstille graphen ved hjælp af et ganske almindeligt DVD-drev(!) - i sig selv en sej opdagelse.
Men den helt vilde opdagelse kom, da ph.d.-studerende i kemi og biokemi Maher El-Kady ved en ren tilfældighed sammenkoblede et lille stykke af deres graphen til en elpære.
Graphen er et effektivt energilagringsmateriale
Den lille stump graphen kunne nemlig holde lys i elpæren i nogle minutter, efter Maher El-Kady havde slukket for strømmen.
Video af Brian Golden Davis
Forskerne havde opdaget, at graphen meget hurtigt kunne oplades og kunne holde spændingen længe.
I en artikel i tidsskriftet Science i 2012 kunne forskerne fra UCLA beskrive, hvordan man i fremtiden ville kunne bruge deres opdagelse. Forestil dig, at din smartphone kan holde på strømmen i meget lang tid og kan blive opladet på få sekunder. En elbil kan lades på et minut. Det er den fremtid, graphens energilagringsevne åbner op for.
Graphen kan produceres i stor skala
For nylig kunne forskerne fra UCLA så i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications berette om deres seneste opdagelser.
De kunne blandt andet afsløre, at de havde fundet en endnu mere effektiv måde at producere graphen på.
Som du kan se i videoen herover, mener forskerne selv, at de har fundet nøglen til en graphenbaseret energilagringsrevolution, som om kort tid vil flytte ind i alle vores elektriske enheder.
\ Fakta
Superkondensator: En kondensator (eller kapacitor) er et elektrisk komponent, som kan rumme en betragtelig mængde elektrisk spænding, men som op- og aflades hurtigt. Det, UCLA-forskerne har fundet ud af, er, at graphen kan fungere som en superkondensator, som kan oplades lynhurtigt, men også holde på energien i lang tid - så det fungerer som batteri og kondensator på en gang.































