Plask! SpaceX-rumskib er sikkert tilbage på Jorden

Sådan så det ud, da SpaceX skrev rumhistorie i dag. Her lander Crew Dragon på Jorden igen. (Foto: NASA)

Kilde: 
08 marts 2019

Splashdown!

14.45 dansk tid landede SpaceX rumskibet Crew Dragon i Atlanterhavet ud fra Floridas østkyst.

Dermed er Crew Dragon-rumskibet tilbage på Jorden efter et besøg på Den Internationale Rumstation (ISS), og det gør historiens første kommercielle rejse til rumstationen, Demo-1, til en succes, skriver NASA i en pressemeddelelse.

Opsendelsen blev gennemført sidste weekend natten til lørdag 2. marts klokken 2.49 lokal tid (8.49 dansk tid) fra NASA’s Kennedy Space Center i Florida.

Udover missionen var en kæmpe sejr for SpaceX og den fremvoksende kommercielle rumfart, så var den også et vigtigt led i det amerikanske rumfarts-comeback, der er undervejs.

Demo-1 bliver nemlig set som generalprøven til Demo-2-missionen, der til juli skal sende to amerikanske astronauter i rummet med et amerikansk rumskib for første gang i 8 år.

De seneste 8 år har NASA lejet sig ind på russiske rumskibe for at få amerikanske astronauter i rummet.

LÆS OGSÅ: Efter otte år kan USA igen opsende astronauter: Hvad skyldes den lange pause?

Missionen har dog også videnskabelige relevans. Crew Dragon vender nemlig også tilbage til Jorden med nogle vigtige undersøgelsesprøver fra forskningen, der foregår på Den Internationale Rumstation.

Ifølge NASA kan prøverne bruges til at udvikle teknologi, behandling og produkter, der kan forbedre livet på Jorden og muliggøre menneskelig udforskning længere ude i det ydre rum, lyder det kryptisk i pressemeddelelsen.

Crew Dragon bliver i øjeblikket hentet har SpaceX-skibet, Go Searcher, der er udstyret med en kran, så rumskibet kan løftes sikkert op på dækket og fragtes hjem.

Apollo 9 landede i Atlanterhavet 13. marts 1969 for næsten 50 år siden, og det er - før i dag - den seneste gang, et rumskib er landet ud for den amerikanske østkyst.

NASA og SpaceX vil på baggrund af Demo-1-missionen forberede sig på Demo-2-missionen, der ifølge planen sender de to NASA-astronuater Bob Behnken og Doug Hurley mod Den Internationale Rumstation til juli.

Se opsendelsen i videoen her, hvor rumsskibet og løfteraketten også når en fart på mere end 4000 km/t. (Video: NASA)

LÆS OGSÅ: Privat virksomhed har for første gang i historien kurs mod Månen

LÆS OGSÅ: Er Kina en ny supermagt i rummet?

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.