Kritisk milepæl er nået: James Webb-teleskopets solskjold er foldet ud
James Webb solsejl

Solskjoldet (Sunshield) beskytter James Webb fra lys og varme fra Solen, Jorden og Månen. (Grafik: NASA)

Solskjoldet (Sunshield) beskytter James Webb fra lys og varme fra Solen, Jorden og Månen. (Grafik: NASA)

Kilde: 
05 januar 2022

En milepæl for James Webb-missionen er fuldført. Solsejlet på størrelse med en tennisbane er foldet ud og fuldt installeret.

»Det er en manifestation af menneskets formåen, viden og kunnen. At det er lykkedes at få installeret solskjoldet, det er fantastisk,« fortæller Thomas Zurbuchen, der leder NASA’s Science Mission Directorate, ifølge en pressemeddelelse fra NASA.

Formålet med solskjoldet er at beskytte James Webb-teleskopet fra lys og varme fra Solen, Jorden og Månen.

Det består af fem lag af plastik, der er tynde som et menneskehår og belagt med reflekterende metal.

Videoen viser en test af udfoldelsen af solskjoldet. (Video: NASA)

Denne beskyttelse er særlig vigtig, da det holder James Webbs instrumenter helt nede på minus 233 grader celsius, som er nødvendigt, for at teleskopet kan måle infrarød stråling.

»Flere tusind små dele af teleskopet skulle virke med utrolig præcision, for at dette vidunder af et stykke ingeniørkunst kunne folde sig ud,« siger Gregory L. Robinson, programdirektør for Webb-missionen hos NASA, i pressemeddelelsen.

Det tog holdet hele otte dage at folde solskjoldet ud og involverede 139 af Webb’s 178 frigørelsesmekanismer, 70 hængselssamlinger, omkring 400 såkaldte remskiver og 90 forskellige kabler, der tilsammen målte 400 meter.

For at være helt sikre på at teleskopets tilstand var tiptop, var holdet bag desuden nødt til at pausere udfoldningen af skjoldet i en dag for at optimere James Webbs systemer og motorer.

Vi andre, der bare kigger på, må også udfolde en vigtig evne - nemlig tålmodighed.

For vi må vente fem og en halv måned endnu, før hele missionen og opsætningen af James Webb er udført og klar til at sende de første fotos af de tidligste galakser, sorte huller og meget mere.

Det næste, afgørende skridt for teleskopet er udfoldningen af dets hovedspejl, hvilket foregår over de kommende fem dage.

På Videnskab.dk følger vi rejsen tæt, og du kan med fordel løbende følge James Webb-teleskopets rejse i rummet her.

Vil du vide mere om selve teleskopet, har vores faste rumskribenter, Helle og Henrik Stub, desuden skrevet en artikel, der går i dybden med James Webb.

fth

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.