Fredag 13. april 2029: Kæmpe asteroide suser tæt forbi Jorden om 10 år

Simulationen her viser, hvor tæt 99942 Apophis-asteroiden vil komme på Jorden. Apophis afstand til Jorden overflade vil være den samme, som mange af vores rumobjekter har, når de kredser om Jorden. (Video: NASA)

Kilde: 
02 maj 2019

Mens NASA i indeværende uge simulerer, hvad der ville ske, hvis en kæmpe asteroide kolliderede med Jorden, så vil en kæmpe asteroide faktisk reelt nærme sig Jorden indenfor 10 år.

Fredag 13. april 2029 vil den 340 meter brede asteroide '99942 Apophis' nemlig strejfe forbi omkring 31.000 kilometer fra Jordens overflade, skriver NASA i en pressemeddelelse.

31.000 kilometer svarer til den samme afstand, som flere af vores rumobjekter har, når de kredser om Jorden. Til sammenligning er Månen 384.400 kilometer fra Jorden.

LÆS OGSÅ: Kan man standse en asteroide med kurs mod Jorden?

Der er minimal sandsynlighed for, at Apophis vil kollidere med Jorden. Til gengæld kommer asteroidens lille visit til at være meget interessant for forskere.

»Det er en kæmpe mulighed for videnskaben, når Apophis nærmer sig i 2029,« fortæller radarforsker ved NASA’s Jet Propulsion Laboratory Marina Brozović i pressemeddelelsen.

»Vi kommer til at kunne observere asteroiden med både optiske- og radarteleskoper. Gennem radarobservationerne kan vi muligvis se detaljer på kun et par meter fra overfladen,« fortæller hun yderligere.

LÆS OGSÅ: Se billederne: Dødningehoved-asteroide flyver forbi Jorden

Forskere har tidligere kunnet observere mindre asteroider i størrelsesordenen 5 til 10 meter i nærheden af Jorden, men det er yderst sjældent, at en asteroide i Apophis’ vægtklasse kommer så tæt på Jorden.

Asteroiden vil kunne ses med det blotte øje og vil ligne et stjerneskud, når den først drøner gennem nattehimlen østfra på Jordens sydlige halvkugle omkring Australien.

Apophis vil strejfe forbi Jorden igen i 2036.

Sådan vil Apohpis rute over Jorden være, når den nærmer sig 2029. (Video: NASA)

LÆS OGSÅ: Forsker: »Vi er blevet ramt af asteroider før – og vi vil blive ramt igen«

LÆS OGSÅ: Sådan opdages farlige asteroider med kurs mod Jorden

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.