NASA’s mission Osiris-rex har nu for alvor taget hul på sin kerneopgave:
17. august tog missionen ifølge NASA sine allerførste billeder af asteroiden Bennu, som projektet er sat i verden for at undersøge.
Bennu er en af de asteroider, vi kender til i dag, som er i fare for i fremtiden at kollidere med Jorden, fordi den hvert sjette år passerer Jordens bane på vej rundt om Solen.
Og selvom risikoen er lav, er det vigtigt at blive klogere på asteroiden, og hvordan vi i fremtiden kan undgå et sammenstød.
Det ubemandede rumfartøj Osiris-rex blev opsendt 8. september 2016, og nu, hvor asteroiden endelig er inden for missionens synsvidde, sætter NASA’s forskere alt skyts ind for at blive klogere på den.
Udstyr som termiske spektrometre (instrument, der måler på måler på elektromagnetiske spektre), lasere og røntgen skal hjælpe NASA til at vide så meget som muligt om asteroidens størrelse, bevægelse og temperatur, inden missionen 3. december efter planen lander på asteroiden.
Her skal de tage en prøve af asteroidens sammensætning, som skal med tilbage til Jorden og undersøges.
Foruden at være potentielt farlig har Bennu nemlig også et meget højt indhold af kulstof, som fortæller os meget om dens og dermed Solsystemets oprindelse.
Missionen er den første, der i NASA’s historie skal besøge en asteroide tæt på Jorden, og kommer tilbage til Jorden i 2023.