Omkring halvdelen af alle galaksens stjerner er i dobbeltsystemer, hvor to stjerner kredser om hinanden. Det hører dog til sjældenhederne, at stjernerne ligefrem kommer så tæt på hinanden, at der opstår kontakt, men det er faktisk tilfældet i dobbeltstjernesystemet VFTS 352.
De to enorme stjerner i systemet kredser om hinanden med en omløbstid på lidt over et døgn, og astronomerne mener, at de udveksler gas og altså rører ved hinanden. Det ser ud til, at de to stjerner deles om cirka 30 procent af deres stof.
De to stjerner er omtrent lige store, og tilsammen har de en masse, der svarer til 57 gange Solens.
Kæmpestjernerne er meget lysstærke og varme: Deres overfladetemperatur ligger på over 40.000 grader, skriver Det Europæiske Sydobservatorium ESO i en pressemeddelelse.
Kan ende som to sorte huller
Stjernerne er opdaget ved hjælp af teleskopet Very Large Telescope i Chile.
De danser tæt om hinanden i Taranteltågen, der gemmer sig i vores nabogalakse Den Store Magellanske Sky cirka 160.000 lysår herfra.
Dansen kan ikke fortsætte på den måde. Måske vil stjernerne smelte helt sammen og blive til én ekstremt stor, hurtigt roterende stjerne, som så vil ende sit liv i en supernovaeksplosion ud over det sædvanlige.
Det er også muligt, at de to stjerner begge eksploderer som supernovaer, så systemet bliver til to sorte huller, der kredser stadig tættere om hinanden.