7.800 lysår fra Jorden kredser to døde stjerner om hinanden med en hastighed, der ikke er set tidligere.
Deres kredsløb er så tæt, at de udsender tyngdebølger, og astronomer håber på, indenfor en årrække, at kunne måle dem. Det skriver Science Alert.
Det binære system (dobbeltsystem, det vil sige system med to objekter, red.) med to hvide dværge – navngivet ZTFJ1539+5027 – har et kredsløb på 6,91 minutter, og det er det korteste kendte kredsløb for et sådan system.
Det betyder mere billedligt, men fortsat ret abstrakt, at systemet ville kunne passe ind i Saturn størrelsesmæssigt.
En hvid dværg er en særlig type død stjerne. Oprindeligt har en hvid dværg en masse, der ikke er større end ti gange Solens masse, og vores Sol forventes dermed også at blive en hvid dværg en dag.
Hvis en stjerne er mere massiv end det, bliver den i stedet til en neutronstjerne, når den dør.
Er stjernens masse endnu højere, ender den som et sort hul.
- en primær stjerne, der har en masse svarende til omkring 60 procent af Solens, samlet i en kerne, der er på størrelse med Jorden.
- en sekundær stjerne med en masse på kun 20 procent af Solens. Til gengæld er den større og mindre tætbygget.
Faktisk var det denne forskel mellem de to hvide dværge, der gjorde det muligt for astronomer at opdage deres pardans.
Den lavere massefylde hos den ene stjerne betyder nemlig, at den er mindre lys, så når den bevæger sig mellem os og dens lysere ledsager, utydeliggør den synsvinklen til sidstnævnte.
Af samme grund kaldes det binære system ‘formørkende’ (‘eclipsing’ på engelsk, red.), og formørkelsen var netop, hvad astronomer kunne lede efter i data fra Caltechs Zwicky Transient Facility (ZTF) fra Mount Palomar-observatoriet, Californien.
Allerede nu udsender systemet altså tyngdebølger, men vores udstyr er endnu ikke udviklet tilstrækkeligt til at kunne opfange dem.
Det ændrer sig måske, når Laser Interferometer Space Antenna (LISA) er bygget færdig, og det, regner man med, er i år 2034.
I mellemtiden kan det binære system hjælpe os med at forstå dynamikken i den slags ekstreme systemer og måske endda finde et par andre på den store himmel.
Studiet er udgivet i Nature.
