Om vejnavnet er Dobbelallé eller Poppelallé kan for mange ordblinde være svært at afgøre. Den nyetablerede virksomhed Read It Loud, der er tilknyttet Aalborg Universitet, har skabt en applikation til smartphones, der kan højtlæse alt fra parkeringsskilte til plakater i busskuret. Resultatet er en nemmere hverdag for ordblinde og folk med læsevanskeligheder.
Kathrine Høyberg, som er en af de fire grundlæggere af Read It Loud, håber at mobil-applikationen kan skabe et innovativt overskud for Danmark:
»Der er rigtig mange kreative hoveder blandt ordblinde, fordi de lærer at skærpe deres sanser på en anden måde. Blandt andet havde store navne som Niels Bohr og Albert Einstein vanskeligt ved at læse. Det er et tab, hvis mange ordblinde bliver afskåret fra jobmarkedet, fordi ordene driller,« siger hun.
Ordblind søn gav idéen
Kathrine har selv en søn med ordblindhed, og det er derfra, idéen kommer. Sammen med de tre andre grundlæggere, Asger Lund Pedersen, Jan Krog Henningsen og Thomas Lindvig, besluttede hun sig for at skabe noget, der kan gøre en forskel.
Applikationen er ikke færdigudviklet endnu, men adskiller sig fra andre hjælpemidler ved ikke kun at kunne læse “sort på hvid skrift” og ved at være installeret på en mobiltelefon, som man kan have i lommen.
Der er da også mange erfarne erhvervsfolk, der tror på idéen. Tirsdag aften vandt den nyetablerede virksomhed 25.000 kroner i iværksætterkonkurrencen Venture Cup Idea Competition på Utzon Center i Aalborg, hvor de deltog med deres idé i kategorien Mobile & Web. Her blev de valgt af fem jurymedlemmer fra virksomhederne Asseco, NOVI, Logicmedia, Huge Lawn Software og Ncouraged.