Radiofrekvensablation (RFA), bedre kendt som varmebehandling, virker lidt bedre mod flimren i hjertets forkammer end medicin, når man sammenligner effekten og patienternes livskvalitet efter 24 måneder. Det viser resultaterne af et internationalt multicenterstudie fra Aarhus Universitetshospital, skriver hospitalet i en pressemeddelelse.
Forkammerflimren er den mest almindelige form for hjerterytmeforstyrrelse, som 1 procent, svarende til cirka 50.000 danskere, lider af, enten i form af anfald eller som en kronisk tilstand. Forkammerflimren kan give hjertebanken, åndenød og trykken i brystet, og hjerterytmeforstyrrelsen reducerer patienters livskvalitet markant.
Radiofrekvensablation er et avanceret indgreb, hvor et kateter via en blodåre i lysken føres op i hjertet. Ved hjælp af radiofrekvensenergi kan lægen varmebehandle rundt om de områder i hjertet, der udløser de elektriske impulser, som giver forkammerflimren.
To år efter forsøgets start havde de patienter, der havde fået varmebehandling fra starten, mindre forkammerflimren og en bedre livskvalitet end de patienter, der havde fået medicinsk behandling.
»Studiet viser, at varmebehandling på lang sigt er lidt bedre end medicinsk behandling. Vi kan ikke sige, at forskellen er så stor, at alle patienter med forkammerflimren fremover skal behandles med varmebehandling, men resultaterne må føre til, at vi fremover præsenterer begge behandlingers fordele og ulemper og i hvert enkelt tilfælde drøfter med patienten, hvad der vil være bedste valg for den enkelte,« siger professor Jens Cosedis Nielsen, Aarhus Universitetshospital, der har stået i spidsen for undersøgelsen.