Vægttab er på flere måder godt for helbredet – et australsk studie viser, at det også kan forbedre sexlivet hos mænd med diabetes at skære ned på kalorieindtaget. Det skriver dagensmedicin.dk
Forskerne satte 31 overvægtige mænd med type 2-diabetes på slankekur, og resultatet var, at blot et beskedent vægttab på fem pct. hjalp på både impotens og sexlyst inden for otte uger, og bedringen fortsatte i et år.
Ifølge studiet, der blev offentliggjort i The Journal of Sexual Medicine, afhjalp vægttabet også problemer i de nedre urinveje.
»Vores studie stemmer overens med andre beviser for, at ikke kun impotens, men også symptomer i de nedre urinveje er en markør for metabolisk syndrom,« siger en af forskerne, Gary Wittert fra Adelaide Universitet, i en pressemeddelelse.































