Mange teenagepiger bruger ”Twilight” og lignende overnaturlige serier i deres religiøse søgen. Det konkluderer en ny ph.d.-afhandling.
Ifølge forskeren udfylder vampyrhistorierne ligefrem en funktion i pigernes liv, som kirken traditionelt har varetaget i samfundet.
Men mens unge har svært ved at relatere traditionel kristendom til deres egen livssituation, finder de vampyrhistorierne vedkommende, fordi det overnaturlige er sat ind i et genkendeligt univers.
Et andet særkende ved vampyrhistorierne er, at de er tvetydige og vender gængse forestillinger om godt og ondt på hovedet.
»Vampyrhistorierne bliver ikke opfattet som religiøse dogmer, men som en fascinerende ramme for, at de unge kan tænke over spørgsmål om liv og død, dommedag eller overnaturlige emner,« siger ph.d. Line Nybro Petersen, som har stillet spørgsmål til 72 danske teenagere mellem 14 og 18 år.