I et nyt studie har forskere lavet en minutiøs udskæring af alle lymfeknuderne fra patienter, der ved normal patologisk undersøgelse ikke havde spredning til lymfeknuderne, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
De undersøgte lymfeknuder blev skåret i talrige ganske tynde snit, og ved hver skæring blev der lavet den normale farvning samt yderligere immunfarvning for at identificere små ansamlinger af kræftceller.
Studiet blev foretaget ved Urinvejskirurgisk Afdeling K og Patologisk Institut ved Aarhus Universitetshospital og viste, at patienter med en stor svulst i urinblæren, som i forvejen havde stor risiko for at have spredning af sygdommen, også havde en større risiko for at have små skjulte kræftceller i de fjernede lymfeknuder. Samlet set havde hver 10. af de undersøgte patienter spredning til en lymfeknude, som ikke var fundet ved normal patologisk undersøgelse.
Studiet viste også, at de ekstra kræftceller blev fundet ved hjælp af ekstra snit i lymfeknuderne og ikke v. h. a. immunfarvning, som er mere kostbar end den almindelige farvemetode, der anvendes til normale undersøgelser.