KORT NYT FRA UDLANDET
25 robotter i forskellige former og farver med hver deres evner og egenskaber har de sidste par dage konkurreret i DARPA Robotics Challenge finalen om at være det bedste bud på fremtidens redningsrobot. Team KAIST, et sydkoreansk hold af ingeniører og forskere, løb med førstepræmien. Det skriver darpa.mil.
Den humanoide robot, DRC-Hubo, fra Team KAIST var blandt andet udviklet til at være stærk på områder, der krævede et stærkt greb med 'hånden' og fingerfærdighed.
Som optakt til konkurrencen skrev vi i sidste uge her på Videnskab.dk om, hvorfor DARPA konkurrencen overhovedet bliver afholdt, og hvorfor der er så stor fokus på udviklingen af netop redningsrobotter lige nu.
I den forbindelse snakkede vi med postdoc Mikkel Rath Pedersen ved Institut for Mekanik og Produktion på Aalborg Universitet, København. Han mente, at konkurrencen blev afholdt som svar på mislykkede redningsaktioner udført af mennesker - for eksempel under atomkatastrofen i Fukushima 2011.
»Konkurrencen er skabt ud fra et samfundsbehov for robotter, der kan fungere i menneskeskabte miljøer, der har været udsat for ødelæggende katastrofer,« lød det fra den danske forsker.
Team KAIST og deres robot DRC-Hubo kan udover æren nu tage hjem med en præmiesum på to millioner dollars (13.183.600 kroner).
Læs også:
25 bud på fremtidens seje redningsrobotter
Forsker: Robotter er hverken bevidste eller onde
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs































