Hvis du gerne vil ældes på en mentalt sund måde, er et godt tip at give slip på din frustration og ærgrelse over forpassede chancer for at få eksempelvis det gode job, de mange penge eller den perfekte mand. Det viser ny forskning, der netop er blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.
Når vi er unge, kan fortrydelse ruste os til at træffe bedre beslutninger i fremtiden. Men sandsynligheden for at få en ekstra chance falder, i takt med at vi bliver ældre, og dermed forsvinder også fordelene ved at gruble over det.
Det er konklusionen på et studie, som er gennemført af den tyske psykolog Stefanie Brassen og hendes forskergruppe ved Universitätsklinikum Hamburg-Eppendorf i Hamborg. Forskerne har ved hjælp af hjernescanninger (fMRI) sammenlignet hjernens aktivitet hos tre grupper af mennesker: unge voksne, deprimeret ældre voksne, og sunde ældre voksne mens de blev udsat for forskellige begivenheder, hvori de missede muligheden for at samle penge.
De unge voksne og de ældre deprimerede var mere tilbøjelige til at løbe en risiko end de raske ældre var, for at få pengene i hus. Hjernescanningerne afslørede, at de unge og de deprimerede ældre undervejs havde en øget hjerneaktivitet i de områder af hjernen, der genererer en følelse af fortrydelse, hvis projektet mislykkedes, i modsætning til de raske ældre, hvor aktiviteten i de pågældende hjerneområder var uændret.