KORT NYT FRA DANSKE MEDIER:
Nogle mennesker føler, at de bliver påvirket af elektromagnetiske bølger fra wifi-routere, køleskabe eller andre elektriske dingenoter i hverdagen. De har haft lidt svært ved at blive taget seriøst, men nu får de måske lidt ekstra skyts i form af ny forskning i fugle.
Den danske professor Henrik Mouritsen fra universitetet i Oldenburg har ifølge dr.dk fundet ud af, at elektromagnetiske bølger fra apparater som computeren, iPads og intelligente køleskabe blokerer for fugles magnetiske sans, som de især bruger, når de skal finde vej om natten.
»I langt de fleste byer vil det være sådan, at der er så mange elektroniske apparater, at fuglene ikke kan orientere sig. Hvis man er meget tæt på, kan forstyrrelserne komme fra alt muligt, køleskabe, computere, alt hvad der har en stikkontakt,« siger Henrik Mouritsen til dr.dk.
Kan også påvirke mennesker
Henrik Mouritsen er ifølge dr.dk én af verdens førende forskere i trækfugle. I syv år har han stået i spidsen for forsøg med fugle, der blev udsat for forskellige former for elektromagnetisk ’forurening’, såkaldt elektrosmog, fra tændte elektriske apparater.
Elektrosmog er populært ord for alle de bølger, som vores moderne elektriske apparater udsender, blot de er tændt. De store forureningskilder er formentlig industrimaskiner og hospitalsudstyr, som endda påvirker, selvom »1000 gange under de nuværende grænseværdier«, skriver dr.dk.
Til gengæld har mobiltelefoner og højspændingsledninger ikke nogen effekt, rapporterer forskeren i det anerkendte tidsskrift Nature.
Undersøgelsen antyder, at elektrosmog også kan påvirke mennesker. Molekylet, som styrer fuglenes kompassans, findes ifølge forskeren også i mennesker, hvor det styrer, hvornår vi skal vågne og sove.
»Molekylet er 95 procent identisk med fuglenes. Hvis jeg skulle kigge efter effekter i mennesker, så ville jeg kigge efter søvnforstyrrelser,« siger professor Henrik Mouritsen til dr.dk.
Læs også:
Efter karseforsøget: Er stråling fra mobiler og routere farlig?
Elektromagnetisk stråling påvirkede (måske) kvinde
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.