12 bakker vat med 400 karsefrø i hver.

Dem og så to wifi-routere fik danske medier til at flyde over med nyheden om, at karse ikke kunne spire, hvis det fik elektromagnetisk stråling. Bag karseforsøget stod fem 9. klasses-elever, som siden har modtaget en pris for deres idé.

De seks bakker karse stod i to rum og fik lige meget vand. I det ene rum placerede eleverne to routere tæt på frøene og fik dem til at sende signaler til hinanden. Efter 12 dage var de bestrålede frø døde, mens de andre gav fine karsespirer.

Se skolerapporten hos DR.

Historien fik en af Videnskab.dk’s læsere til at bede om en grundig gennemgang:

»Kan I ikke skille skidt fra kanel og lave en slags status over, hvad vi med sikkerhed ved? Links på nettet hævder, at der er masser af undersøgelser, men at alle dem, der er sponsorerede af 'monsterkapitalen', viser, at det er ufarligt, mens alle uafhængige undersøgelser viser, at det er farligt. Hvad er op og ned i denne diskussion?« skriver Malene Kirkegaard Nielsen i sin mail til redaktionen.

Videnskab.dk er gået på jagt i forskningen og har talt med tre kloge hoveder for at give det bedste svar.

Karse er meget følsom over for ændringer

En af dem er biologiprofessor Poul Erik Jensen fra Institut for Plantebiologi og Bioteknologi på Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i molekylærbiologien bag planters fotosyntese og har fulgt karsehistorien med en vis frustration.

»Jeg mener principielt, at den har fået nok opmærksomhed. Der kan være sket alt muligt med karsen i lokalet med routerne, som intet har med stråling at gøre,« siger han.

Eleverne gør i deres rapport rede for, at temperaturen blev styret af et centralt system og skulle være ens i lokalerne. Dog kan routerne have blæst varm luft ind på frøene og udtørret dem. Blot et par grader for meget lokalt omkring karsen kan ifølge Poul Erik Jensen betyde, at den ikke klarer sig.

»Planter har deres eget liv, og der skal ikke mange miljøændringer til, før de opfører sig anderledes. Der er meget langt fra det her skoleeksperiment til at sige, at der er sket en mutation i karsecellernes DNA,« siger Poul Erik Jensen.

Selvom mange af de basale funktioner i en plantecelle og en dyrecelle er ens, så er der blandt andet forskel på, hvordan de reagerer på stress. Det betyder, at der er endnu længere til at konkludere, at mobilstrålingen skulle være skadelig for mennesker på baggrund af karseforsøget.

FN: ’Måske kræftfremkaldende’

Forskningen i sammenhængen mellem kræft og elektromagnetisk stråling fra routere og mobiltelefoner har vist svingende resultater. Strålingen fra antennen i vores mobiltelefoner kaldes ’elektromagnetisk’, da den bliver dannet i et samspil mellem elektricitet og magnetisme. Sollys tilhører samme kategori, men har en højere frekvens.

Derfor skrev FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, en pressemeddelelse i 2011 og klassificerede strålerne i gruppe 2B som ’måske kræftfremkaldende’ for mennesker.

En ekspertgruppe gennemgik hundredvis af forskningsprojekter og tog blandt andet udgangspunkt i et dansk studie fra 2006 med 420.095 mobilkunder. Dette viste, at risikoen for at udvikle hjernekræft var den samme med og uden mobiltelefon.

I den modsatte ende lå et svensk studie fra 2011, som pegede på, at de, der bruger mobilen meget, har en højere risiko for at udvikle ondartet hjernekræft. Dette studie havde dog flere fejlkilder, herunder at deltagerne allerede havde haft kræft og selv skulle besvare spørgeskemaer om deres mobilbrug.

Læs WHO’s pressemeddelelse

Læs arbejdsgruppens sammenfatning af eksisterende forskning

Stråler absorberes af kroppen

Stråling fra mobiltelefoner er altså ikke endegyldigt blevet frikendt. Omvendt har WHO vurderet beviserne som ’begrænsede’, hvad angår risikoen for hjernekræft og ’utilstrækkelige’ for andre cancertyper. I begge tilfælde er der brug for flere undersøgelser, skriver WHO.

Årsagen til bekymringen fra WHO er dels, at mobiltelefoner er blevet meget udbredt, og dels at den elektromagnetiske stråling fra mobiler og routere absorberes af menneskekroppen.

Strålingen optages delvist i os, fordi musklerne i vores krop indeholder omkring 60 procent vand – lidt mere, hvis man er mand, lidt mindre, hvis man er kvinde. De elektromagnetiske bølger kan bevæge sig igennem træer og vægge, men sidder man for eksempel mellem en masse akvarier, kan det være svært at få signal på mobilen.

Energien fra mobiltelefonen bliver opslugt af kroppen og omdannet til varme. Men kun ganske lidt varme. Når man sidder i solen, bliver man varmet langt mere op end ved at tale i telefon en halv time.

»Jeg tror ikke, at der er nogen ensartet bekymring, når det drejer sig om, hvad der skal være farligt for kroppen,« siger Lars Dittmann, professor i kommunikationssystemer på DTU. Han arbejder blandt andet med design af mere effektive og bæredygtige mobilnetværk.

Gæt på gæt

Når man taler om stråling fra for eksempel mobiltelefoner eller en mikroovn, er det frekvensen, som måles i hertz, og effekten, som måles i watt, der bestemmer, om strålingen er skadelig eller ej. For routere og mobiltelefoner er effekten nede på ganske få milliwatt, mens en mikroovn er på flere hundrede watt.

Ét aspekt er, hvor meget varme, strålingen giver, mens et andet er, hvilke frekvenser den rammer med.

»Man gisner om, at cellerne virker som små antenner, som de elektromagnetiske frekvenser kan sætte i vibrationer, og at man derved kunne udvikle celleforandringer. De frekvenser, som mobilen bruger, skulle altså være værre end andre,« siger Lars Dittmann.

”Det er med stråleforskning som med al anden forskning; ingen kan bevise, at det er 100 procent risikofrit, for man vil altid kunne have udført studiet på en anden måde. Det er meget nemmere at vise noget end at afvise noget.”

Andre spekulerer i, om de avancerede signaler, som nutidens mobiltelefoner sender, kan være skadelige. I dag bruges sofistikerede bølger, hvor frekvensen ændrer sig hele tiden. Ingen af mistankerne er dog blevet bevist.

»Hver gang der er noget, som bliver afvist eller usandsynliggjort, så dukker der noget nyt op, som folk peger på,« siger Lars Dittmann.

Han mener heller ikke, at det vil være farligt at binde 80 wifi-routere om hovedet og gå rundt en tur med dem. Formentlig vil man blive varmet lidt op, men effekten vil stadig være minimal.

»Det er egentlig en lidt afkoblet diskussion, vi har i disse år, for vi har været meget mere udsat for stråling gennem de sidste 30 – 40 år, end vi reelt er nu. De gammeldags katoderørsfjernsyn strålede med langt større effekt, end mobiltelefoner gør i dag,« siger han.

Farlige master er en skrøne

En almindelig misforståelse er, at mobilmaster skulle være særligt farlige, men selve masten stråler ganske lidt ifølge Lars Dittmann. Langt det meste stråling kommer fra mobiltelefonen.

For 11 år siden opstod voldsom modstand mod mobilmaster i Spanien. Det skyldtes, at fire elever på en skole i Valladolid i det centrale Spanien havde udviklet forskellige former for kræft. Deres sygdom opstod umiddelbart efter, at der var blevet sat en mobilmast op tæt på skolen. Formentlig er kræften opstået tilfældigt eller har haft en anden årsag.

»Faktisk giver det ikke mening at flytte på landet langt væk fra en mobilmast, hvis man er bange for elektromagnetisk stråling. Mobiltelefonen vil skulle sende med større energi, når man taler i den,« siger professor Lars Dittmann.

Mobiltelefonen stråler i øvrigt kun, når man taler i den. Derfor kan man roligt sove med den under puden. Og modtager man en mail eller en Facebook-besked i løbet af natten, er det ganske få sekunder, den stråler, oplyser Lars Dittmann.

Bliver vi holdt for nar?

For at få svar på en nuance i Malene Kirkegaard Nielsens spørgsmål omkring forskningens troværdighed har Videnskab.dk talt med Henrik Balslev, medlem af Det Frie Forskningsråd under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Han er ud over at være med i Det Frie Forskningsråd, Natur og Univers, også biologiprofessor på Aarhus Universitet.

Selvom der er mange milliarder på spil i mobilindustrien, tror han ikke, at der gemmer sig en skandale, som da tobaksindustrien betalte læger for at sige, at det var ufarligt at ryge.

»Man kunne godt tro, at forskerne var sammensvorne, men resultaterne kommer jo fra mange forskellige sider. Så skulle de have en meget omfattende, hemmelig kommunikationsvej. Jeg har ikke hørt noget fra de miljøer, som forsker i strålefare, som tyder på, at de er i ledtog med industrien,« siger han.

Forskere skal oplyse på deres videnskabelige artikel, om de har fået penge fra for eksempel Apple eller Samsung – og undlader de dette, er det videnskabelig uredelighed. Det er dog ikke i sig selv mistænkeligt at have relationer til en virksomhed som forsker. Ofte opfordres de til at samarbejde, for at samfundet kan drage mest mulig nytte af forskningen.

»Der er ikke lige nogen enkel måde at undersøge på - det er nok en opgave for en graverjournalist – men jeg tror ikke, at der vil komme noget ud af det,« siger Henrik Balslev.

Vi takker Malene Kirkegaard Nielsen for det gode spørgsmål og kvitterer med en T-shirt. Har du også et godt spørgsmål til videnskaben, så send det til redaktionen@videnskab.dk. Du kan også blive klogere ved at læse Videnskab.dk's seneste bog med det bedste fra Spørg Videnskaben: Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?’