Byggeri skal være bæredygtigt, også når det gælder renovering af bygningerne. Men hvordan kommer man i gang med at lægge en bæredygtig strategi for renoveringen, så fx valg af materialer og energiforbruget tager hensyn til miljø og CO2-udslip? Det giver en ny nordisk guideline svar på, skriver sbi.dk.
Guidelinen, The SURE Guideline, er udviklet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet i et nordisk samarbejde med Multiconsult A/S i Norge, VTT i Finland og Innovation Center i Island som en del af projektet Sustainable Refurbishment of Buildings (SURE).
Guidelinen er udformet på baggrund af analyser og erfaringer fra en række bæredygtige renoveringer af offentlige bygninger og almene boliger i de fire deltagende lande, heraf tre i Danmark. Analyserne viser, hvilke strategier, de forskellige bygherrer har benyttet sig af.
Guidelinen er bygget op som en ti-trinsmodel, som man skal igennem for at kunne lægge en bæredygtig strategi for renoveringen. I modellen kan man vægte de forskellige miljøindikatorer alt efter hvilken type bygning, man har med at gøre. Indikatorerne spænder over bl.a. energi, valg af materialer, affaldshåndtering og et godt indeklima.
»Guidelinen er primært tænkt som en støtte til bygherren for at hjælpe ham til at tænke i bæredygtige baner, når han står over for en renovering. Han kan bruge den til at stille krav til rådgivere og entreprenører om at følge ti-trinsmodellen. Men opfordringen kan også gå den anden vej, så det er rådgiver og entreprenør, der bruger modellen til at forelægge en bæredygtig renoveringsstrategi for bygherren,« siger seniorforsker Kim Haugbølle fra SBi, der er en af de danske deltagere i SURE- projektet.
Energistyrelsen har ydet økonomisk støtte til den danske del af projektet.
Læs også: Ny superlet byggeteknologi skåner miljøet