KORT NYT FRA DANMARK
Den genskabte kæmpesø Filsø i Vestjylland har i august afsløret et rekordstort antal plantearter.
Selvom søen blev genskabt for bare tre år siden, er den nu en af Danmarks rigeste søplantelokaliteter, skriver professor Kaj Sand-Jensen fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Blandt plantefundene er to arter, som først for nyligt er blevet opdaget i Danmark og fire arter, som voksede i den oprindelige sø for 100 år siden, men siden har været forsvundet.
»Vores fund af vandplanter kan bedst betegnes som mirakuløse. I alt har vi fundet 52 forskellige arter. Lægger vi fire krydsninger og underarter til havner vi på tallet 56. Denne artsrigdom overstiger sandsynligvis, den vi møder i de allermest artsrige naturlige søer i Danmark,« skriver Kaj Sand-Jensen i pressemeddelelsen.
Kaj Sand-Jensen er anser den høje artsrigdom i den genskabte sø, som meget positiv:
»Filsø viser på alle måder, at hvor der er vilje og god planlægning, er der en vej til en rig og spændende natur i fremtiden. Selv et intensivt drevet svinebrug kan omdannes til natur og nye levesteder for fugle, fisk, odder og planter,« skriver Kaj Sand-Jensen.
Læs også:
Overraskende studie: Planter overlever den globale opvarmning
Den ‘sande’ historie om restaureringen af Skjern Å
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbl