KORT NYT FRA DANMARK:
Forskere fra Københavns Universitet har fundet beviser for, at nutidens planter har udviklet sig fra alger, der levede på land – og ikke direkte fra alger, der levede i vand, som ellers troet. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Plantebiologer er generelt enige om, at det hele startede med grønalger. Man mener, at denne fælles forfader til træer, bregner og blomster på et tidspunkt i livets historie har udviklet en ny, alternativ livscyklus – formentlig med det resultat, at deres afkom blev i stand til at erobre livet på landjorden.
Men nu skal lærebøgerne skrives om.
Jesper Harholt fra Carlsberg Laboratorierne sammen med Københavns Universitets professorer Øjvind Moestrup fra Biologisk Institut og Peter Ulvskov fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab hævder nemlig, at nogle grønalger har levet på landjorden i hundreder af millioner af år, før denne tilpasning er sket, og at landplanter faktisk har udviklet sig direkte fra disse landlevende – og ikke vandlevende – alger.
Botanikere verden over har overvejet denne mulighed siden 1980, men tilhængerne af teorien har manglet de beviser, som nu bliver præsenteret af de danske forskere i form af afgørende genetiske og morfologiske opdagelser.
»Vi indså, at algerne havde en cellevæg, der er lige så kompleks som landplanters cellevægge, og det virkede sært, fordi de ældgamle alger angiveligt skulle have levet i vand. Vi begyndte derfor at lede efter andre egenskaber, som ville kunne støtte den idé, at alger faktisk levede på land, før de blev til moderne landplanter,« siger Jesper Harholt fra Carlsberg Laboratorierne, til Københavns Universitet.
Fundene er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Trends in Plant Science.
Læs også:
Alger er fremtidens bæredygtige superafgrøde
Alger forsvundet: Lagune overrasker biologer
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams