Et nyt forskningprojekt skal undersøge de særlige pædagogiske vilkår, der gælder for det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig, skriver University College Syddanmark i en pressemeddelelse.
Selv om forskningen skal tage udgangspunkt i de pædagogiske vilkår for mindretallene i grænselandet, forventes forskningsresultaterne også at kunne bidrage med viden, der kan være til glæde for nationale mindretal andre steder i verden.
Forskningen vil særligt lægge vægt på sprogudvikling og læseindlæring, og derfor vil ny viden også være brugbar for den danske folkeskole og andre af flertallets pædagogiske institutioner.
Leder af Center for Mindretalspædagogik, dr. pæd. og udviklingsdirektør ved University College Syddanmark, Alexander von Oettingen, ser bevillingen som et vigtigt skridt fremad for både mindretallene og for Center for mindretalspædagogik.
»Med dette ph.d.-forløb får vi mulighed for at underkaste mindretallenes særlige pædagogik en nøjere undersøgelse. Vi forventer, at der også vil vise sig pædagogisk viden, der kan bidrage til udviklingen af undervisningen i flertallets institutioner. Derfor glæder vi os til at få sat forskningen i gang,« siger han.
Folketingets Sydslesvigudvalg har netop givet meddelelse om, at det har bevilliget godt 1,2 millioner kr. til ph.d.-forløbet i mindretalspædagogik.
Læs også: 1864 gav danskerne mindreværdskompleks