Bliver et område ramt af en orkan umiddelbart efter, det har oplevet et jordskælv, vil der sandsynligvis komme ekstra mange efterskælv. Det var i hvert fald tilfældet, da et jordskælv med styrke 5,8 d. 23. august 2011 ramte den amerikanske stat Virginia.
Fem dage senere passerede orkanen Irene den amerikanske østkyst med voldsomme ødelæggelser til følge. Orkanen havde også en mindre synlig, men interessant effekt, hævder to seismologer fra Georgia Institute of Technology i USA. De har på et møde i fredags i Seismological Society of America vist, at antallet af efterskælv steg, da orkanen passerede forbi. Det rapporterer Nature ifølge ing.dk.
I første omgang blev der ikke observeret noget usædvanligt, da efterskælvene var små – de fleste var af styrke 2 eller lavere – og fordi orkanen selv gav anledning til seismisk støj i sig selv.
Zhigang Peng og Xiaofeng Meng har dog ved en nærmere analyse identificeret 700 efterskælv i dagene efter orkanen.
Ved at sammenligne tidspunkterne for efterskælvene med det atmosfæriske tryk kunne de vise, at et fald i trykket kan have reduceret kræfterne i forkastningen, så der kunne udløses nye jordskælv. Peng forklarer, at effekten vil være tydelig ved en forkastning som i det aktuelle tilfælde, hvor to områder presses mod hinanden.
LÆS OGSÅ: To års ’jubilæum’: Japans jordskælv kunne høres fra rummet