KORT NYT FRA UDLANDET:
Britiske forskere har fundet det hidtil tidligst kendte tilfælde af kræft i et menneske. Det skriver BBC.
Fundet er gjort i skelettet af en ung mand, der levede i Egypten omkring 1200 år f.Kr. Det er ifølge BBC 2.000 år ældre end det hidtil tidligste bekræftede fund af kræft i et menneske, og det antyder, at kræftsygdomme har rødder langt tilbage i menneskets fortid.
Ifølge Michaela Binder, der som ph.d.-studerende ved Durham University har fundet skelettet, er fundet »af afgørende betydning for at finde frem til de underliggende årsager til kræft i gamle befolkninger, før den moderne livsstil satte ind«, siger hun til BBC.
Michaela Binders opdagede skelettet ved en udgravning i det nordlige Sudan. De velholdte knogler var fyldt med huller, som en kurator ved British Museum efter flere analyser kunne konstatere var knyttet til kræft.
Ifølge BBC regner Cancer Research UK – der svarer til Kræftens Bekæmpelse herhjemme – med, at en DNA-analyse af knoglerne kan afsløre, hvorfor den afdøde var modtagelig over for kræft og på den måde muligvis kan kaste lys over sygdommens udvikling.
Der har været enkelt beretninger om fund af kræft i ældre knogler. En amerikansk forsker beskrev eksempelvis i 2013, hvordan et 120.000 år gammelt levn fra en neandertalers ribben viste spor efter kræft.
Men det er ifølge BBC første gang, forskere har haft fingrene nede i et helt skelet, som har kunnet bekræfte, at der rent faktisk har været tale om kræft.
Den nye opdagelse er beskrevet i tidsskriftet Plos One.
Læs også:
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.