KORT NYT FRA UDLANDET
Mange gode ideer til forskning bliver i forskernes skrivebordsskuffer, da de enten ikke har tid eller penge til at føre tankerne ud i livet.
Men et nyt tidsskrift ved navn Research Ideas and Outcomes (RIO) vil publicere alle dele af forskningen, inklusiv forskernes ideer til nye projekter, samt forskernes abejdsgange, rapporter og brug af software. Det skriver sciencemag.org.
»Vi vil gerne gøre hele den videnskabelige proces åben,« fortæller ph.d. og grundlægger af RIO, Ross Mounce, der forsker ved Natural History Museum i London, England.
Ross Mounce håber, at investorer vil bruge det nye tidsskrift til at finde interessante nye projekter. Men det at udgive sine ideer kan også danne bro imellem forskerholdene, mener han.
»Lad os sige, at du skal til Madagaskar i seks måneder for at tage prøver af skildpadde-DNA. Hvis du kan lade de andre forskere vide det i forvejen, så kan I aftale et samarbejde,« siger Ross Mounce til sciencemag.org.
Det nye tidsskrift udfordrer den traditionelle ‘peer review’-model, og det er derfor ikke alle forskere, der hilser det velkommen. Når en videnskabelig artikel får peer review inden udgivelse, bliver den bedømt af andre forskere, der er eksperter inden for samme felt, som artiklen beskæftiger sig med.
RIO vil kun udføre et grundlæggende teknisk tjek af artiklerne, inden de bliver udgivet, men vil også tilbyde forskerne at få et rigtigt peer review, imod at de betaler en sum penge til tidsskriftet.
Det gør det nye tidsskrift til et ‘miskmask’, der hverken er en platform kun til forslag, eller et videnskabeligt tidsskrift med rigtigt peer review, mener professor Stevan Harnad fra University of Quebec i Canada. Han er ellers normalt fortaler for åbne tidsskrifter.
»Firmaer som dette favoriserer folk og ideer, der har penge bag sig,« vurderer Stevan Harnad.
Han mener slet ikke, at forskerne behøver at bruge tidsskrifter for at publicere deres forskning.
»Det eneste de behøver at gøre at publicere det på nettet eller lægge det i arkivet på deres institution,« siger Stevan Harnad.
Læs også:
Peer review: Forskningens kvalitetsstempel har ridser i lakken
Nobelprisvinder kalder peer-review ‘fuldstændig korrupt’
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on