Den globale finanskrise har fået tusindvis af økonomer verden over til at tænke økonomi i nye baner for at løse økonomiske og sociale udfordringer.
Mandag den 16. april åbner et nyt center på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, INET Copenhagen Center. Det skal give plads til, at en ny og innovativ retning inden for økonomi kan udvikle sig som del af et internationalt netværk, skriver Københavns Universitet.
Finanskrisen har rystet verden og rusket op i mange af verdens økonomer. Krisen viser, hvor galt det kan gå, når aktørerne på finansmarkederne fejler og det har fået tusindvis af økonomer til at tænke i nye og innovative baner:
»Økonomi har udviklet sig i en matematisk retning, hvor alt, der ikke passer ind, skæres væk. Kravene til matematisk præcision betyder ofte, at økonomer mister det essentielle, nemlig ubalancerne. Men økonomi er fundamentalt set en samfundsvidenskab som både påvirker og påvirkes af menneskelig adfærd. Hvis denne vekselvirkning udelukkes fra modelanalysen, kan det være en hindring for at opnå brugbare resultater,« forklarer økonomiprofessor Katarina Juselius, der bliver direktør for det nye center.
Ifølge Katarina Juselius er det derfor vigtigt, at den økonomiske forskning udvikler modeller som fokuserer på vedvarende ubalancer i den finansielle verden, fx arbejdsløshed og stigende huspriser, og effekten på den reale økonomi.
Hun mener, det er den eneste måde, vi kan løse aktuelle økonomiske og sociale udfordringer og ruste os til fremtidige kriser.
Læs også: Er vækst den eneste vej ud af den økonomiske krise?